0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Blikket udefra

Billedkunstner har åbnet sit eget hospital i protest efter psykiatrisk indlæggelse

7. april 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Som et oprør mod det, han oplever som et ensidigt fokus på medicin, helbredelse og individualisering, har kunstner Jakob Jakobsen åbnet sit eget hospital. Det etablerede sundhedsvæsen misser det kæmpe potentiale, der ligger i samtaler patienterne i mellem, siger han.

Sidste forår lod billedkunstner Jakob Jakobsen sig indlægge på en psykiatrisk afdeling på Gentofte Hospital i 78 dage på grund af depression og angst.

»Ligesom sidste gang ankom jeg i god ro og orden, jeg orkede bare ikke livet længere,« som han skriver i sin roman fra indlæggelsen, der udkom under titlen ’Ophør oprør – dagbog fra en indlæggelse’ i november.

Det var ikke første gang, han blev indlagt på et psykiatrisk hospital grund af depression, og han vil heller ikke udelukke, at det blev den sidste.

Men efter udskrivelsen åbnede han sit eget hospital i protest mod sundhedsvæsenets »individualiserede, medicinsk-økonomiske paradigme«. ’Hospital for selvmedicinering’ kalder han det.

»Det behandlingssystem, jeg har mødt, tror kun på den biologiske, individuelle krop. Den sidste afdeling, jeg var indlagt på, havde ikke engang en psykolog tilknyttet.«

»Den eneste behandling, vi fik, udover den medicinske, var hos en fysioterapeut, som kom ind imellem,« fortæller den 56-årige billedkunstner over en periodisk pixeleret Zoom-forbindelse fra Berlin, hvor han bor halvdelen af tiden.

Sygdomme bør kunne klares i lokale fællesskaber

Jakob Jakobsens eget hospital for selvmedicinering har fokus på »lægmandsterapi«. Det handler ikke om at skulle heles eller gøres rask, men om at udvikle et fælles sprog om traumer. For sådan et fælles sprog kan være med til at forebygge indlæggelse, mener han.

»På mit lille hospital tror vi på, at sygdomme bør kunne klares i de lokale fællesskaber, vi er en del af, i stedet for at man skal køres ud til Gentofte Hospital og ligge isoleret derude,« siger han og tilføjer:

»Jeg er selvfølgelig også forsigtig. For jeg ved godt, at der er nogle vilde kræfter på færde i sindssygdom – det ved jeg fra min egen sygdom.«

Hvordan Jakob Jakobsens »lægmandsterapi« fungerer i praksis, skal vi vende tilbage til senere.

Først har vi bedt ham om at komme med nogle betragtninger på det formelle psykiatriske system, som han kender aldeles godt indefra. Jakob Jakobsen har nemlig levet med angst og depression, fra han var en ganske ung teenager, og søgte for første gang hjælp hos sin læge for 16 år siden.

Kan der med hans øjne lappes på psykiatrien, eller skal den tænkes helt forfra?

Principielt synes Jakob Jakobsen, at alle samfundets institutioner med jævne mellemrum burde nedlægges og opfindes på ny. Det gælder sygehuse, universiteter og skoler – og som billedkunstner ville han ønske, at kunstakademier og -museer gjorde det samme.

»Men sundhedsvæsenet er jo konstant udfordret af økonomiske begrænsninger, så det er der overhovedet ikke ressourcer til.«

Men viljen til at gentænke sundhedsvæsenet er der heller ikke, mener han.

Hans øjenbryn samler sig eftertænksomt bag det markante, brune brillestel.

»Hvis jeg skal sige noget til dem, som arbejder i og med psykiatrien, så er det, at der ligger et enormt potentiale i samtalen og fællesskabet patienterne imellem. For man har en masse delte oplevelser af traumer og problemer, som man kan bruge mere aktivt.«

Selv oplevede Jakob Jakobsen, at kulturen på den psykiatriske afdeling på Gentofte Hospital ikke lagde op til samtale patienterne imellem.

»Jeg oplevede ikke, at vi blev stoppet i det. Men jeg oplevede, at personalet helst ikke ville have, at vi snakkede sammen om vores sygdom eller medicinering,« siger han.

Meget af det, der førte mig tilbage til livet, var faktisk de samtaler, jeg havde med mine medpatienter

I sin bog ’Ophør oprør- dagbog fra en indlæggelse’ beskriver Jakob Jakobsen i forskellige scener – flere ret komiske – at han under indlæggelsen ofte følte, at personalet ikke helt vidste, hvad det skulle stille op med patienterne. Som denne eftermiddag, hvor en ung sygeplejestuderende stak hovedet ind på hans stue og spurgte, om ikke han skulle med op i ergoterapien og lave vafler.

Jeg svarede ’Tak, jeg kommer,’ selvom alt inden i mig sagde nej.

Efter en halv time tøffede jeg så op ad gangen hen mod ergoterapien, som er et rum med et køkken og alt muligt krea gear; perleplader osv. Da jeg kom ind i rummet, var der tryk på. Der var nok fem fra plejepersonalet i fuld vigør, en håndmixer og margretheskåle, poser med mel og gryder med smeltet smør. En af dem, kan ikke huske hvem, var ved at pakke et helt nyt elektrisk OBH vaffeljern ud af noget emballage.

To patienter, Caroline og Ursula, sad begge på tilskuerpladserne i sofaen og iagttog sceneriet. Da jeg ankom, var vi så tre tavse tilskuere.

Billedkunstneren understreger flere gange, at han satte stor pris på plejepersonalet. Men:

»Det sociale liv patienterne imellem oplevede jeg som positivt – som noget andet end relationen til sygeplejersker og læger, som jo er til stede i kraft af deres profession. Der er jo ikke mange af dem, som selv har oplevet, at kroppen og sindet ikke kan følge med længere,« siger han.

Jakob Jakobsen beskriver sindslidelse som at »miste synkronitet med omverdenen«. Patienterne er fælles om ikke længere at gå i takt med det omgivende samfund, og af det opstår en solidaritet og omsorg patienterne i mellem. Under indlæggelsen talte Jakobsen bl.a. med sine medpatienter om, hvordan de kunne holde kontakten, når de blev udskrevet.

Jakob Jakobsen kigger ned på sine hænder foran sig. Så løfter han blikket.

»Meget af det, der førte mig tilbage til livet, var faktisk de samtaler, jeg havde med mine medpatienter,« siger han.

Sygeplejerskernes vanskelige opgave

Udover at udnytte potentialet i patienternes samhørighed, burde den psykiatriske behandling tage et bredere sigte end det rent medicinske, mener Jakob Jakobsen.

Under sin indlæggelse oplevede han, at der ikke var ressourcer til ret meget behandling, som gik ud over den rent medicinske.

»Vi fik lov at tale med lægen en gang hver eller hver anden uge. Jeg oplevede det som en form for resignation, hvor man bare venter på, at medicinen skal virke på den ene eller anden måde,« siger han og skynder sig at tilføje, at sygeplejerskerne på afdelingen var fantastiske, selvom deres opgave er vanskelig.

Ideen om helbredelse tror jeg ikke rigtig på. Traumer er en del af vores liv

»Men de blev sådan et ’fix it all’-personale, som både skulle være vores psykologer, behandlere og medhjælpere. De er bragt i en umulig position, fordi det bare forventes, at de klarer det hele, uden at der er nogen rammer at fikse det inden for.«

Jakob Jakobsen kigger frem for sig i nogle sekunder.

»Jeg fortæller ikke det her, fordi det er specielt synd for mig, men fordi der er en masse mennesker, der bliver knust i det her system, som ikke har nogen stemme.«

Et mindre strømlinet samfund

Jakob Jakobsens kritik af psykiatrien i bogen ’Ophør oprør’ og hans hjemmebyggede hospital er politisk funderet. Han mener, at det herskende paradigme inden for psykiatrien hviler på værdier om, at mennesket først og fremmest skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og at effektive psykofarmaka sigter på at dæmpe personligheden hos den syge.

For man behøver ikke et rigt følelsesliv for at sidde bag en skærm og tage imod telefonopkald eller gå på et lager og stable kasser.

»Meget af den medicin, jeg har fået, tilpasser mig til et større socialt system - en mølle, hvor vi går på arbejde og lever op til en form for adfærd, som ikke tager udgangspunkt i alt det, vi kan som mennesker,« siger han.

Sindslidelse anskues som et problem, der bare skal løses, så vi kan komme op i omdrejninger igen

Og selvom han stadig tager psykofarmaka hver dag – og formentlig vil gøre det resten af sit liv – kunne han ønske sig, at samfundet fik et bredere normalitetsbegreb. Hvor sindslidende ikke anses som en trussel, men som en almindelig del af et mindre strømlinet samfund. Hvor målet ikke nødvendigvis er at blive helbredt, men at mestre sit liv med sygdommen i samspil med sine omgivelser.

»Ideen om helbredelse tror jeg ikke rigtig på. Traumer er en del af vores liv,« siger Jakob Jakobsen.

Et fåtal som bliver raske

Og så er vi tilbage ved ’Hospital for selvmedicinering’, som er placeret for enden af en stejl stige i billedkunstnerens eget køkken i hans hjem på Nørrebro i København. Indimellem skriver han ud på sociale medier, at hospitalet er åbent. Så mødes han med fire-fem personer under skråvæggene med rå gipsplader og ægte tæpper på gulvet. Ingen er patient eller behandler. Der er tale om jævnbyrdige.

Nogle kender han i forvejen fra sin vennekreds, nogle har han været indlagt sammen med, og andre er fremmede.

Lægmandsterapien indebærer bl.a. lydterapi, som deltagerne selv skaber, digtoplæsninger og samtaler om de traumatiske aspekter af menneskelivet.

Jakob Jakobsen
Foto: Jakob Jakobsen

En af de former for selvmedicinering, deltagerne kan benytte på Jakob Jakobsens Hospital for Selvmedicinering, er lydterapi, som de selv skaber.

»Sindslidelse anskues som et problem, der bare skal løses, så vi kan komme op i omdrejninger igen. I stedet bør vi indse, at sindslidelse er en del af alle folks liv på et eller andet niveau, men at vi bare er mere eller mindre dygtige til at mestre det,« siger Jakob Jakobsen.

Han tilføjer, at man blot kan kaste et blik på dem, som bliver indlagt på de psykiatriske afdelinger. Størstedelen af de patienter, Jakobsen var indlagt sammen med, kæmpede i høj grad med hjemløshed, fattigdom og manglende sociale netværk.

»Det er et fåtal, som bliver raske. De ryger ind og ud af afdelingerne, fordi de ikke har noget netværk til at tage imod dem. Jeg tror, det ville hjælpe mange, hvis det formelle system fokuserede mere på relationerne.«

Hospital for selvmedicinering har været lukket, siden corona ramte i marts 2020, men Jakob Jakobsen håber at kunne åbne for nye sessioner oppe på loftet, når epidemien har sluppet taget igen.

Foto:

Jakob Jakobsen og Mads Nissen

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage