0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tre ud af fem hospitaler i hovedstaden har udskudt genoptræning af hjertepatienter

På hospitalerne Hvidovre, Herlev og Gentofte har man sløjfet rehabiliteringen for nyopererede hjertepatienter på grund af corona. Men hvis man er i stand til at operere patienterne, bør man også kunne give dem rehabilitering, lyder det fra Hjerteforeningen.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Under normale omstændigheder vil nyligt opererede hjertepatienter to gange ugentligt trampe i pedalerne og bokse løs på sandsækkene i træningslokalerne på Hvidovre Hospital. Men siden starten af december har lokalerne ligget øde.

Da regeringen annoncerede den nye, delvise nedlukning af samfundet, valgte sygehuset nemlig at udskyde rehabilitering for hjertepatienter.

Men ifølge Hjerteforeningen bør rehabiliteringen ikke vente, da den skal ses som en integreret del af en hjerteoperation.

»Der er jo en grund til, at man som en del af behandlingsplanen vælger at sige: En ting er operationen, en anden er den medicinske behandling, og en tredje er den fysiske rehabilitering. Det er fordi, det er vigtigt, at man kommer i gang med at træne igen – for hjertet og for hele kroppen,« siger hjertelæge og direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft.

Ekstra forholdsregler

Ikke desto mindre har Hvidovre Hospital set sig nødsaget til at sløjfe hjerterehabiliteringen, mens hospitalet belastes af anden bølge af corona, fortæller Jette Christensen, som er ledende terapeut på Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling:

»Mange patienter var utrygge ved at komme ind på hospitalet, hvor der er rigtig mange indlagte med corona. De ønsker ikke at udsætte sig for unødig smitte.«

En stor del af hjertepatienterne er sårbare og dermed i øget risiko for at få et alvorligt forløb med corona, og derfor bør man tage ekstra forholdsregler, siger hun.

Det samme gælder for nogle grupper af lungepatienter, bl.a. patienter med lungesygdommen kol. Derfor er træningsholdene med fysisk fremmøde for kol-patienter også aflyst i øjeblikket, men her tilbydes patienterne i stedet hjemmetræning via et videolink.

Groft sagt risikerer man, at man ikke får fuld effekt af den operation, man har gennemgået, hvis ikke man kommer i gang

Samme tilbud er der ikke til hjertepatienterne, og det skyldes et sikkerhedsaspekt, fortæller Jette Christensen.

For når patienter har været igennem en hjerteoperation eller har haft et nyligt hjertetilfælde, er første led i deres rehabilitering normalt, at de bliver indkaldt til en individuel konsultation, hvor de testes og overvåges for, hvor hård intensitet de bør træne med af hensyn til hjertet.

»Det kan man ikke lave på en videosekvens. For man er nødt til at måle på, hvor meget man kan presse dem, uden at der er en sikkerhedsrisiko,« siger hun og tilføjer, at nogle hjertepatienter kan opleve angst under den første træning efter operationen, fordi hjertet begynder at banke hårdere, og pulsen stiger.

»Det er en anden form for træning, som vi laver med kol-patienterne. Den er ikke lige så fysisk hård og udfordrende som en hjertetræning.«

Jette Christensen fortæller, at fysio- og ergoterapeuterne er i telefonisk kontakt med hjertepatienterne og opfordrer dem til at gå ture og holde sig fysisk i gang på anden måde, indtil anden bølge af corona er reddet af.

På Gentofte og Herlev Hospital er man ligesom på Hvidovre Hospital i individuel telefonisk kontakt med hjertepatienterne, dog med undtagelse af de patienter, som ønsker at møde op fysisk. Al holdtræning for hjertepatienter er udskudt ligesom på Hvidovre Hospital.

På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har man siden årsskiftet tilbudt hjertepatienter online holdtræning og individuel fysisk træning under telefonisk vejledning – en løsning, som man har planer om at fortsætte med, efter anden bølge af corona har lagt sig, da man oplever, at mange sårbare patienter har svært ved at møde op til træningen på sygehuset.

Risiko for aldrig at komme i gang

Ifølge direktør i Hjerteforeningen Anne Kaltoft stiger risikoen for, at hjertepatienterne aldrig kommer i gang med træningen, jo længere tid der går fra operationen, til de får genoptræningen tilbudt.

»Men hvis du bliver taget i hånden og fulgt ned fra operationsafdelingen til fysioterapien, og du har kigget din fysioterapeut Rikke i øjnene, og hun forventer, at du kommer på onsdag, så er det sværere at droppe ud, end hvis du tager hjem til dig selv og først bliver indkaldt om seks uger,« siger hun.

Vurderingen er, at vi ikke have dem ind og risikere at de bliver smittet med corona, hvis de har et svagt hjerte

Udover at manglende motion indebærer en helbredsrisiko for os alle, så kan den manglende træning ramme hjertepatienterne ekstra hårdt, siger Anne Kaltoft.

»Groft sagt risikerer man, at man ikke får fuld effekt af den operation, man har gennemgået, hvis ikke man kommer i gang.«

Hvis man kan operere, kan man også lave træningshold

Hun understreger, at det selvfølgelig er vigtigt, at patienterne ikke bliver udsat for coronasmitte. Men det burde være muligt at skabe coronasikre rammer på sygehuset, mener hun.

»Lidt firkantet sagt: Hvis man kan finde kapaciteten til at tilbyde patienterne en operation, og man kan etablere trygge rammer for at komme ind og blive opereret, så burde det være en naturligt sammenhængende efterbehandling, at man også får den fysiske træning på sygehuset.«

Hun ønsker ikke at forholde sig direkte til, hvordan man pt. har valgt at prioritere rehabiliteringen på Hvidovre Hospital, da hun ikke kender alle detaljer i setuppet.

Dog siger hun:

»Jeg ved godt, at alting er meget anderledes lige nu, og derfor er det svært at sige, om det er den rigtige prioritering, for hvad kan vi reelt vælge i mellem? Men i udgangspunktet er det ikke godt nok. Hvis patienterne har krav på rehabilitering, skal de selvfølgelig have det.«

Har lavet en risikoafvejning

Ledende terapeut på Hvidovre Hospital Jette Christensen er enig i, at rehabilitering er en vigtig del af behandlingen af hjertepatienter. Frem til starten af december kørte Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling under vejledning af hospitalets hygiejnesygeplejersker træningshold for hjertepatienter med færre deltagere, to meters afstand, afspritning og trænere med mundbind.

Der ligger jo en pukkel og venter, til når hvor vi forhåbentlig kommer på den anden side af det her

Men hun mener ikke, at Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling havde andre valgmuligheder med de nuværende retningslinjer, som blev meldt ud af Sundhedsstyrelsen i starten af december.

»Vi har fulgt Sundhedsstyrelsens retningslinjer med at lukke ned,« siger hun.

»Vi har skullet lave en afvejning af, om der er størst risiko ved, at de kommer ind og træner og risikerer at blive smittet, eller at vi udskyder deres træning lidt. Vurderingen er, at vi ikke kan tage dem ind og risikere at de bliver smittet med corona, hvis de har et svagt hjerte.«

Jette Christensen fortæller, at fysio- og ergoterapeuterne er i telefonisk kontakt med hjertepatienterne og opfordrer dem til at gå ture og holde sig fysisk i gang på anden måde, ind til Fysio- og Ergoterapeutisk Afdeling igen lukker op for træning med fysisk fremmøde.

»Der ligger jo en pukkel og venter, til når hvor vi forhåbentlig kommer på den anden side af det her,« siger hun.

»Alt er bedre end ingenting«

Hjerteforeningens direktør, Anne Kaltoft, mener, at man her og nu burde tilbyde mere end at opfordre patienterne til at gå en tur.

»Hvis man accepterer præmissen om, at vi ikke kan tilbyde coronasikre rammer, så vil der være nogle patienter, som man vil være utryg ved at lave meget hård fysisk træning på egen hånd.«

»Men alle patienter, der er udskrevet, skal jo i gang med en eller anden form træning. Så hvis man ikke kan tilbyde den meget hårde fysiske træning, så kunne man jo tilbyde en mindre hård fysisk træning online. Alt er bedre end ingenting,« siger hun.

Sundhedsmonitor ville gerne have spurgt Sundhedsstyrelsen, hvordan de nuværende corona-retningslinjer skal tolkes i forhold til specialiseret hjerterehabilitering, men styrelsen var ikke vendt tilbage på henvendelsen ved redaktionens slutning.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden