0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Bogaktuel plejehjemsleder vil styre ud fra værdier frem for videnskab

»Jeg tror faktisk, vi er nødt til at vende det hele på hovedet og starte forfra«

Der er tale om vrangforestillinger, når magtfulde interessenter i ældresektoren peger på manglende ressourcer som årsagen til sektorens problemer, siger plejehjemsleder May Bjerre Eiby. Værdistyring, kompetent ledelse og dedikerede medarbejdere er vejen frem, mener hun.

Plejefabrikker. Grå, generiske, sterile og stilløse. Selv gulvtæpperne er fjernet. De kan nemlig udgøre en snublerisiko for de gangbesværede ældre, lyder ræsonnementet.

Basal pleje og omsorg er brudt ned til ydelser, som kan beskrives, standardiseres og vigtigst af alt tidsrammes og dermed placeres i et skema. Spontan fordybelse og nærvær er der ikke tid til. Det står ikke i skemaet, ergo har det ikke værdi.

Og de ældre. Beboerne altså, som for det meste er demenssyge og meget plejekrævende. Når de, placeret i rækker på kørestole ved et glat laminatbord, kigger sig omkring og ser de hospitalslignende, kliniske omgivelser, så åbenbares det for dem, at de befinder sig i en form for ventesal til, ja, døden.

Sådan beskriver plejehjemsleder på friplejehjemmet Dagmarsminde May Bjerre Eiby de kommunale plejehjem i sin nye bog ’Omsorgsmanifestet’, som netop er udkommet.

Hun maler med den brede, dystopiske pensel, men hvis portrættet af det offentlige plejevæsen er bare nogenlunde vellignende, er bogen nedslående læsning – og som læser efterlades man med et indtryk af, at den eneste ansvarlige, farbare vej er at trykke ctrl-alt-delete og genstarte hele sektoren.

Og det er faktisk også lige præcis, hvad forfatteren mener, at der er behov for.

»Jeg tror faktisk, vi er nødt til at vende det hele på hovedet og starte forfra. Der skal luges ud,« siger May Bjerre Eiby til Sundhedsmonitor.

Det er nødvendigt, at vi ændrer denne skamløse kultur

For der er noget helt galt med den måde, vi bedriver ældrepleje på i dagens Danmark, mener hun. Den offentlige plejesektor sidder fast og har gjort det i årtier. Fokus er på løn, medicin, hjælpemidler, afspadsering og den næste pause fremfor på at yde den pleje, der er hele eksistensgrundlaget for sektoren.

Som hun skriver i forordet til sit manifest:

»Det er nødvendigt, at vi ændrer denne skamløse kultur, som ikke blot er omkostningsfuld, men også en skændsel for et samfund, der bryster sig af at være et af verdens rigeste og mest humane, men som fejler eklatant, når det kommer til måden, vi tager hånd om vores demensramte ældre på.«

Hvordan får vi vendt den her kultur, hvis problemerne er så omfattende, som du beskriver i bogen?

»Det handler grundlæggende om at styre efter nogle stærke værdier i stedet for nogle modeller udarbejdet af staten eller kommunen.«

’Omsorgsmanifestet’ er ikke kun ude på at pille den offentlige plejesektor fra hinanden, tværtimod. I bogen ønsker May Bjerre Eiby at pege på en ny retning. En anderledes måde at drive plejehjem på, end den der er gængs i det kommunale system. Og det indebærer en helt ny tænkning, hvor nøgleordet er ’værdistyring’.

Værdier i praksis

Men hvordan omsættes værdier til praksis? Fra abstrakte tanker til konkrete handlinger?

Det giver May Bjerre Eiby sit bud på i løbet af de godt 220 sider, hvor hun tager udgangspunkt i sit eget friplejehjem, Dagmarsminde i Græsted, som åbnede i 2016. Og beskrivelsen af Bjerre Eibys eget plejehjemsprojekt står i skarp kontrast til hendes billede af de kommunale plejefabrikker: Et decideret Ældretopia, hvor der er tænkt over alt ned til mindste detalje. Fra indflytning og indretning til mad, musik, medicinering, død og sågar dufte.

På Dagmarsminde er der således lydisolerede gulve, vægge og lofter. Om morgenen spilles der stille guitarmusik eller akustiske sange fra en nøje gennemtænkt playliste. I spa-området høres fuglekvidder og hvalsang, og i fællesområdet er lyset blødt, og suppleret af dansende flammer fra stearinlysene eller pejsen. Når der ikke dufter af friskbagte boller eller eftermiddagskage, kan personalet dryppe æteriske olier i aromalampen og på den måde bidrage til at skabe en rolig atmosfære.

Så vidt det er muligt, bruges der heller ikke hjælpemidler såsom rollatorer og hospitalssenge på Dagmarsminde – for den overordnede filosofi er, at det skal være så hjemligt og naturligt, som overhovedet muligt.

Og maden? Den leveres selvfølgelig udefra af en kok, der plukker friske ramsløg i Kongelunden.

Opgør med videnskaben

Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Eller som et hjem kun for pensionerede direktører og bestyrelsesformænd. Men beboerne på Dagmarsminde er almindelige folkepensionister, og ifølge May Bjerre Eiby går vejen til et anderledes og bedre plejehjem gennem værdistyring kombineret med modet til at tænke nyt – ikke flere ressourcer.

Eksempelvis mener May Bjerre Eiby, at der er behov for et opgør med videnskaben – og det bruger hun som et konkret redskab til at »sætte sine ansatte fri og genfinde arbejdsglæden og pleje-fagligheden«.

»Vi skal slippe den evidente verden og naturvidenskaben i vores omsorgsarbejde og i plejen. I stedet skal vi tilbage til i langt højere grad at stole på vores intuition, erfaringer og det faglige skøn,« siger hun.

Den videnskabelige tilgang, som ifølge May Bjerre Eiby har overtaget tankegangen på de kommunale plejehjem, hæmmer nemlig udviklingen i faget og får medarbejderne til at føle lede ved at gå på arbejde, mener hun. For det er ikke alting, der kan laves til statistik, sættes på formel og stemples som ’evident’ – og det er iøvrigt heller ikke det, man som sosu-hjælper- eller assistent har uddannet sig til.

»Det handler om at bruge hver ting til sin tid. Den evidente verden har overtaget plejefagene, og det er en stor misforståelse. Der er rigtig mange områder, hvor det giver mening at arbejde naturvidenskabeligt, men det gør det ikke i pleje- og omsorgsarbejdet, og derfor bliver det påklistret i form af skemaer og ydelser. Men på den måde taber vi alt det menneskelige på gulvet.«

Upopulære holdninger

Ifølge May Bjerre Eiby har vi i det offentlige system erstattet den grundlæggende menneskelige evne til at føle empati og skabe relationer med modeller, anbefalinger, manualer og data.

Og konsekvensen af det, påpeger hun, har vi set henover sommeren i år, hvor flere sager om plejesvigt fyldte i medierne og i den offentlige debat. Med visningen af dokumentaren ’Plejehjemmene bag facaden’ var hele landet pludselig på fornavn med beboerne Else og Niels, som blev personificeringerne af en sektor med store udfordringer. For hvem havde ansvaret for, at demenssyge Else skulle hænge over sin seng i en sele i syv lange minutter for at forrette sin nødtørft?

Var det nogle brodne kar og dermed personalet selv, som bar skylden? Eller var handlingerne blot symptomer på et sygt system, som avler dårlige ledere og indifferente medarbejdere? Eller er det et udtryk for en forråelse skabt af årtier med besparelser, minutstyring og en generel devaluering af plejesektoren?

Uanset årsagen slår ’Omsorgsmanifestet’ ned som en håndgranat i en højaktuel debat om ældreplejen i Danmark. For med et grundlæggende budskab om, at ældresektorens problemer ikke løses med flere ressourcer, står May Bjerre Eiby på flere punkter i direkte opposition til både Ældre Sagen og FOA.

To store og stærke organisationer, der sammen med KL og sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) indkaldte til et stort anlagt ældretopmøde i slutningen af september. Et topmøde, hvorpå fremtiden af ældreplejen i Danmark skulle defineres, og hvor der en gang for alle skulle tages livtag med de grundlæggende problemer og udpeges en ny retning i ældreplejen.

Gammel vin

Konklusionen på det to-dage lange topmøde blev blandt andet en enighed om at arbejde frem mod et nyt, stærkere tilsyn, fokus på faglig ledelse og ikke mindst faste, mindre teams efter inspiration fra den hollandske Buurtzorg-model. Men det giver May Bjerre Eiby ikke meget for:

»Hvis man går op i ældrepleje, er det nærmest fornærmende, hvad der kom ud af det topmøde,« siger hun.

»Der er intet nyt, som relaterer sig til, hvad vi skal gøre i forhold til de sager om omsorgssvigt. Det er gamle kendinge, man igen har hevet op ad hatten. For eksempel det her med, at det ikke må være som en banegård på plejehjemmene. Det har man talt om siden 90’erne, hvor man begyndte tidsregistreringen. Det er overfladiske, politiske floskler og et spil for galleriet.«

I virkeligheden mener May Bjerre Eiby, at selve topmødet er et symptom på alt det, der er galt med den offentlige plejesektor.

»Det er sådan noget som det her, der ødelægger hele plejesektoren. At man tror, at man igen igen skal topstyre, og at det er politikerne, som skal finde ud af, hvordan vi skal arbejde ude på det enkelte plejehjem.«

I stedet skal udviklingen komme nedefra og indefra. Inde fra den enkelte sosu og plejehjemsleder og nede fra de enkelte plejehjem.

»Men det sker aldrig, hvis vi bliver ved med at tro, at nu kommer redningen fra en minister, der inviterer nogle eksperter og nogle organisationer til et topmøde. Eksperter og organisationer, som godt nok har berøring med området, men som dybest set aldrig er ude i plejen.«

Heksejagt

Det er ikke første gang May Bjerre Eiby kritiserer den offentlige ældrepleje – det skete blandt andet i forbindelse med plejeskandalerne i sommer. Dengang svarede sektorformand i FOA Torben K. Hollman på Eibys udfald, som han kaldte for en »heksejagt på offentligt plejehjemsansatte«. Han mente desuden, at May Bjerre Eiby tegnede et skræmmebillede af de kommunale plejehjem for at »sælge billetter til sit eget show«.

Har FOA og Torben Hollmann ikke en pointe, når de siger, at du med din kritik taler hele sektoren ned og dermed skader det fælles mål om at skaffe kvalificeret arbejdskraft?

Man kunne måske også bede FOA om at kigge lidt på, om det ikke er okay at stille krav til sine medarbejdere


»Det er jo netop ideen at tale det paradigme ned, som hersker i dag, samtidig med at jeg taler en anden vej op. FOA er nærmest bevidst blinde for, at der er noget grundlæggende helt galt – også i deres medlemmers hensyntagen til dem selv snarere end de ældre. FOA taler om medarbejderne, som om det i udgangspunktet er synd for dem at arbejde i det her fag.«

»Men man kunne måske også bede FOA om at kigge lidt på, om det ikke er okay at stille krav til sine medarbejdere.«

Ældrepleje er et kald

Og det gør May Bjerre Eiby. Stiller krav til sine medarbejdere. På Dagmarsminde går de ansatte ikke og tæller minutterne til den næste pause, fortæller hun. For i udgangspunktet har de slet ikke pauser. Medarbejderne slapper af i selskabet med de ældre, og dagen er tilrettelagt sådan, at der naturligt opstår tid til ro, spisning og et fysisk hvil. Samtidig – og måske vigtigst af alt – mener May Bjerre Eiby, at plejefaget skal være et kald og ikke bare et middel til en månedlig indkomst.

Er det rimeligt at forlange, at man ligefrem skal være kaldet til et arbejde i ældreplejen?

»Ja, det synes jeg. Mange af beboerne på plejehjem er medtagne og kræver kompliceret pleje. Hvis vi skal have nogen til at passe dem, så skal de på en eller måde være kaldet til det. De skal have lyst til det. De skal være drevet af et behov for at give kærlighed til andre mennesker og passe på andre mennesker.«

Men den ideologi karambolerer jo ofte med praktikken og virkeligheden, når plejehjem overalt i landet har problemer med at skaffe uddannet personale – for slet ikke at tale om sosu’er med et decideret kald.

»Der er et generelt problem med rekruttering, men vi er nødt til at løse det ved at lokke folk ind i faget ved at vise dem, hvor fedt det rent faktisk er. Og det gør vi jo netop ved at etablere nogle miljøer, hvor de kan få lov til at arbejde med deres faglighed og skabe relationer til beboerne på en måde, som de synes giver mening, og som de er dygtige til.«

Hvis man som leder af et kommunalt plejehjem med få ansøgere i bunken læser din bog kan man måske blive lidt provokeret af, at du får det hele til at lyde så let. Du sidder i dit friplejehjem i skarp kontrast til det etablerede og får – er mit gæt – mange flere kompetente ansøgere, når du slår en stilling op sammenlignet med det kommunale plejehjem i byen. Er det ikke en privilegeret position, hvorfra du kaster din dom over en hel sektor?

»Det er privilegeret nu. Men det kan jeg love dig, at det ikke var i starten. Da vi åbnede, havde jeg de samme ansøgere i bunken, som kommer ind til alle de andre plejehjem, også rigtig mange som kun gik op i at holde fri, holde pauser og drikke kaffe. Det var jo dem, jeg fik ansat til at starte med,« siger hun og tilføjer, at det lykkedes at få modelleret en del af kollegerne efter hendes idealer og værdier, mens det »gik op for andre, at de passede bedre ind i et kommunalt plejehjem«.

»Det kræver, at man tager konfrontentationerne, mange samtaler og i øvrigt, at man selv som leder går forrest og er sammen med dem i teamet.«

Flere gakkede ledere

Dermed er vi fremme ved endestationen. Ved May Bjerre Eibys foreløbigt sidste leverstød til den offentlige ældrepleje. For når hun folder sit omsorgsmanifest ud, står én pointe lysende klart: Det hele udspringer fra ledelsen. Problemer såvel som løsninger. Ingen værdistyring og nytænkning uden en visionær leder. Ingen aromaterapi, fuglekvidder eller friske Kongelunds-ramsløg.

Alligevel mener May Bjerre Eiby ikke, at det er rimeligt at lægge ansvaret i skødet alene på de kommunale plejehjemsledere. De er nemlig et produkt af »plejefabriks-systemet«, siger hun:

»Et standardiseret system, hvor der sættes hak ved alting, både tiltrækker og ønsker nogle ledere, som kan netop det. Og det er jo ikke ledere, som bevæger sig sammen med personalet og beboerne. Det er ledertyper, som sætter tingene i system fra et kontor.«

Vi har brug for nogle flere gakkede ledere, som går til grænsen og tænker alternativt

Derfor skal den enkelte kommune finde modet frem og turde ansætte en anderledes type leder med en helt anden profil, end dem man normalt går efter i det offentlige, lyder opfordringen fra May Bjerre Eiby:

»Men det er jo lidt svært for dem. De er vant til den her lidt socialdemokratiske tankegang med, at alt skal være lige, og alt skal være ens, og man skal helst ikke træde for meget ud, for så går det nok ud over nogen,« siger hun.

Selv er May Bjerre Eiby ikke bange for at træde nogen over tæerne og vil fortsat insistere på ytre sine til tider upopulære holdninger. Det er der nemlig behov for, hvis ældresektoren skal revolutioneres, siger hun:

»Vi har brug for nogle flere gakkede ledere, som går til grænsen og tænker alternativt.«

’Omsorgsmanifestet - Hvordan vi skaber verdens bedste plejehjem’ udkom 28. september på forlaget Grønningen 1.

KOLOFON

Tekst: Christian Nobel

Billeder: Mathias Svold/Ritzau Scanpix, Per Fredrik Skiöld


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: