0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Eva Plevier/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Eva Plevier/Reuters/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Trafikken er tredoblet«: Hjemsendte kontorsoldater skaber travlhed hos fysioterapeuterne

Fysioterapeuterne oplever i øjeblikket flere henvendelser fra folk med skader relateret til hjemmearbejde og inaktivitet.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kig dig omkring.

Hvor sidder du lige nu, mens du læser denne artikel?

For et års tid siden havde du med god sandsynlighed siddet på en nogenlunde ergonomisk stol ved et dertilhørende hæve-sænkebord. Med computeren koblet til en stor, ekstern skærm, et tastatur og en mus.

I dag er der omvendt en rigtig stor chance for, at du er solidt plantet i dit eget køkken med bøjet nakke over en 13-tommer skærm i en hård stol uden armlæn. Kaffen smager nok bedre end på kontoret, men nakke og skuldre spænder, og en hovedpine er begyndt at melde sin ankomst.

Vi er efterhånden mange, som er helt eller delvist hjemsendt på grund af den hærgende corona-virus, der med sin anden bølge ikke ligner en pandemi, som lige i den nærmeste fremtid driver over. Og det mærker man tydeligt hos landets fysioterapeuter, som i øjeblikket får mange henvendelser fra patienter med hjemmekontor-relaterede skader.

Det fortæller formand for Danske Fysioterapeuter, Tina Lambrecht.

»Rigtig mange arbejder hjemme og har måske siddet i en ensformig position og simpelthen ikke sørget for at få bevæget sig nok i løbet af dagen. Det betyder, at de praktiserende fysioterapeuter i øjeblikket ser rigtig mange, som har pådraget sig de her smågener.«

De smågener, som Tina Lambrecht henviser til, kan for eksempel være smerter i nakke, skuldre, bækken og lænd. Og så er hovedpine heller ikke usædvanligt, forklarer kollegaen Lau Rosborg. Han er fysioterapeut, hovedbestyrelsesmedlem i Danske Fysioterapeuter og ejer af klinikken Alléens Fysioterapi i Odense.

Typisk så er det jo ikke noget, der tager lang tid

»Trafikken er tredoblet,« fortæller han med henvisning til de patienter, som henvender sig med hjemmekontors-relaterede skader.

»Det er typisk problemer relateret til hele rygsøjlen, som folk kommer med – men i en kategori, som vi i vores branche kalder de lettere skader. Altså skader og gener, som ikke er for voldsomme og operationskrævende.«

Det er altså patienter med den type skader, som der i øjeblikket kommer tre gange flere af end normalt, forklarer han.

Men er det så et stort problem for folkesundheden, at kontorfolket må ty til sundhedsforsikringen eller gribe i egen lomme for at besøge fysioterapeuten? Ikke umiddelbart, siger Lau Rosborg. For selv om smerter i nakke, ryg og lænd ikke skal negligeres, er det ofte klaret med tre til fire besøg i klinikken og altså ikke noget, som umiddelbart giver anledning til en bekymring om mere kroniske skader.

»Typisk så er det jo ikke noget, der tager lang tid,« siger han og beskriver et forsimplet forløb:

»Du får en patient ind, får ham undersøgt, får snakket med ham, får korrigeret ham og fortalt ham, hvad han skal gøre. Så behandler du manuelt måske tre-fire gange, og så er han egentlig klar igen.«

Desuden er det ikke kun de sub-optimale forhold på hjemmekontoret, som er årsag til de mange henvendelser, pointerer Lau Rosborg. Der er nemlig en helt praktisk grund til, at mange griber knoglen og får en henvisning til fysioterapeut i øjeblikket.

»Folk har pludselig tid til det. Netop fordi, man er kommet hjem og sidde, så har man en bedre mulighed for at flekse ind og ud af arbejdet. Mange er endda lidt mere effektive, og har nu ro til at få gået til fysioterapeuten med det der problem, som de måske har gået og udskudt,« vurderer han ud fra samtaler med sine patienter.

Inaktivitet bærer skylden

Men inden de menige medarbejdere sætter i et stormløb mod chefens kontor med krav om mere ergonomi på hjemmekontoret, understreger både Lau Rosborg og Tina Lambrecht, at den primære synder er inaktivitet.

»Det er selvfølgelig et plus, hvis man skal sidde derhjemme, at man har en god kontorstol og et hæve-sænkebord, men det er faktisk ikke det, der er altafgørende i forhold til, om man får ondt eller ikke får ondt. Det, der er afgørende, er bevægelse og afveksling i løbet af din hverdag,« siger Tina Lambrecht.

Så det er altså ikke siddestillingen?

»Der er i princippet ikke nogen forkerte siddestillinger. Vores krop er lavet til at indtage forskellige positioner. Så om du sidder i din lænestol, sofaen, ved spisebordet, på kanten af køkkenbordet eller står op, det er lige meget.«

»Den udløsende faktor i det her – og det skal man være bevidst om – det er for mange timers inaktivitet og for lidt afveksling.«

Derfor peger Tina Lambrecht også på forårets nedlukning af sports- og fritidsaktiviteter som en del af årsagen til de skader, vi ser nu.

Efterslæbet fra foråret

Og nu vi er ved foråret, så vakte et stort efterslæb i den kommunale genoptræning dengang bekymring blandt fysioterapeuterne. En bekymring, som desværre viste sig at holde stik, siger Tina Lambrecht.

For selv om al træning, genoptræning og behandling er tilbage på et normalt driftsniveau, har nedlukningen ramt de sårbare og kroniske patientgrupper hårdt.

»En dårlig fysik kombineret med en lang pause fra træning og behandling medførte, at nogle af de meget sårbare, kroniske patienter, fik et betragteligt fald i deres i forvejen lave funktionsniveau,« siger Tina Lambrecht og tilføjer, at hun kan være bekymret for, hvorvidt det er muligt for dem at genvinde samme funktionsniveau igen som før nedlukningen.

I Odense oplever Lau Rosborg, at man er godt med i forhold til at få styr på forårets behandlingspukkel. I hvert fald hvad angår den fysiske del af både træning og behandling – til gengæld har en ængstelighed manifesteret sig, fortæller fynboen.

»Jeg har været i det her game i 30 år, og jeg er rystet over, hvordan mange sårbare og kronikere blev slået fuldstændig ud mentalt af nedlukningen.«

Hvad mener du med det?

»Rigtig mange kronikere og sårbare fik virkelig konsekvenserne af nedlukningen at mærke, både de fysiske og de psykiske. Og nu er de angste for, om de nogensinde kan komme tilbage på et nogenlunde normalt niveau igen, samtidig med, at de er bekymrede for, om der også vil være adgang til træning og behandling i fremtiden.«

De nyeste tal for aktiviteten blandt de praktiserende fysioterapeuter er fra august og viser, at klinikkerne er tilbage på samme niveau som samme tid sidste år. Det er forventningen at tal fra september vil vise et øget aktivitetsniveau, oplyser Danske Fysioterapeuter.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere: