0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Arkivfoto fra Gentofte Hospitals anæstesi-afdeling. Personerne på billedet har ingen relation til artiklen.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Tvungent coronaberedskab har fået sygeplejersken Jan til at sige op: »Vi er blevet drevet rundt som kvæg uden rettigheder«

På Aalborg Universitetshospital skaber det utilfredshed, at en del af coronaberedskabet er besat af sygeplejersker, som ikke har meldt sig frivilligt. »Vi prøver virkelig at lytte til personalet,« siger sygehusledelsen.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Helt ærligt, så er jeg lidt målløs over det. Jeg synes, det er dårligt købmandsskab.«

54-årige Jan Drejer Jeppesen har kastet kitlen i kurven.

Efter godt 30 år i faget har han opsagt sin stilling som anæstesisygeplejerske på Aalborg Universitetshospital. Årsagen er et tvungent coronaberedskab og et langt forløb med en sygehusledelse, som ifølge Jan Drejer Jeppesen har handlet »uprofessionelt« under coronakrisen.

»Selv om det er min egen beslutning, er det ikke med min gode vilje, at jeg har sagt op. Jeg føler mig presset til det. Hele forløbet omkring coronaberedskaberne har været et cirkus, og det er et tillidsbrud fra ledelsens side, at vi nu tvinges ind i beredskaberne.«

De af os, der er tilbage på afdelingen, arbejder rigtig meget

Sygehusledelsen anerkender, at forløbet ikke har været helt problemfrit, men ifølge sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni har ledelsen strukket sig meget langt for at imødekomme sygeplejerskernes kritik og ønsker i en højest usædvanlig situation. Derfor er hun også ærgerlig over, at Jan Drejer Jeppesen har valgt at sige op:

»Vi prøver virkelig at lytte til personalet, og derfor er jeg ked af at høre, at nogle ikke oplever det på den måde. Vi presser vores personale hårdt i øjeblikket, og det gør vi, fordi vi står over for en kæmpestor opgave. Men vi gør hele tiden, hvad vi kan, for at vores personale bliver så godt som muligt klædt på til at løse den opgave,« siger Lisbeth Lagoni.

I det ene hjørne står altså Jan Drejer Jeppesen og en håndfuld sygeplejersker på Aalborg Universitetshospital, som føler sig skaltet og valtet med. Og det er slet og ret dårligt købmandsskab, mener Jan Drejer Jeppesen, der med en alder på 54 og en frisk og rørig krop har omkring 14 gode år tilbage i kitlen.

I det andet hjørne står sygehusledelsen, som selv mener, at den har slået vejrmøller og saltomortaler for at finde den bedst mulige løsning på en umulig situation.

En sag har som bekendt altid to sider, og for at forstå, hvad der fik Jan Drejer Jeppesen til at trække stikket, og en faglig direktør til at stå tilbage med ærgrelse, skruer vi tiden tilbage til foråret 2020, da første coronabølge skyllede ind over landet.

Huller i vagtplanen

For Jan Drejer Jeppesen begynder det hele, da hans ferie i marts måned afbrydes af et opkald fra afdelingschefen.

»I foråret sidder jeg i et sommerhus på Djursland, da min chef ringer mig op for at sige, at jeg får lavet om i min arbejdsplan. Det er vældig forståeligt situationen taget i betragtning, og jeg klapper hælene sammen og siger ’ja, så gør vi det’.«

Sygehusenes normale drift er sat i bero, og Jan Drejer Jeppesen og kollegaerne på Aalborg Universitetshospital går en usikker tid i møde.

I første omgang bliver den erfarne narkosesygeplejerske ikke bedt om at træde ind i beredskabet, men det gør en del af hans kollegaer, og da de forsvinder til andre afdelinger, skal der lukkes huller i vagtplanen på Jan Drejer Jeppesens afdeling.

»Jeg har i en periode kun aften-, nat- og weekendarbejde, og de af os, der er tilbage på afdelingen, arbejder rigtig meget. Efter noget tid begynder folk at blive noget slidt i det.«

Jan Drejer Jeppesen oplever, at samarbejdet med ledelsen allerede begynder at krakelere i løbet af foråret, hvor han selv og kollegerne med hans ord bliver »drevet rundt som kvæg uden rettigheder«. Med kort varsel bliver vagter ændret, og ifølge Jan Drejer Jeppesen sker det altså uden hensynstagen til den enkelte medarbejders situation.

»Jeg har masser af kolleger, som har små børn, og de kunne eksempelvis få besked på at møde ind til fire 12-timers vagter om natten i den følgende uge. Når de så protesterer og siger, at de har små børn, svarer ledelsen, at det ikke er deres problem.«

Krisepsykologer og ventilatører

Lisbeth Lagoni medgiver, at forårets beredskab i nogen grad er præget af tidspres og af, at der skulle findes hurtige løsninger. Derfor sørger ledelsen på Aalborg Universitetshospital også for at stille krisepsykologer til rådighed for medarbejderne i beredskabet – netop for at anerkende den usikre og uvante situation, som de allesammen er kastet ud i, fortæller hun.

»I foråret kom coronaen lige pludselig, og vi blev udpeget som et hospital, der skulle varetage covid-patienter. Det er ikke alle og enhver, der kan håndtere en respiratorpatient, og derfor trækker vi store veksler på vores anæstesisygeplejersker, fordi de har en specialuddannelse på to år, som gør, at de er ekstra kvalificerede. Vi havde hårdt brug for deres kompetencer. Men vi har taget rigtig meget ved lære af forløbet i foråret,« siger Lisbeth Lagoni.

Blandt andet har sygehuset ansat omkring 11 nye sygeplejersker og uddannet 20 medicinstuderende til ventilatører (medicinstuderende, som er ansat til at passe patienter, der ligger i respirator red.), som siden august har været fast tilknyttet intensivafdelingen, fortæller Lisbeth Lagoni. Det har medført, at der ikke er det samme behov for at trække eksempelvis anæstesisygeplejersker ind i beredskabet, tilføjer hun.

Coronaen forsvinder - næsten

I løbet af forsommeren begynder coronavirussen så småt at løsne sit greb om landet. Antallet af indlagte på intensivafdelingerne falder, og Jan Drejer Jeppesen bruger det kortvarige pusterum til at tage en snak med afdelingslederen.

»Jeg begynder at se kolleger omkring mig, som går ned med stress og har det ad helvedes til. Derfor siger jeg til min leder, at nu har det kørt for længe på den her måde, og at man bør finde en anden løsning end at tvinge folk til at være i beredskabet.«

Men den store konfrontation udebliver. Sygehusene vender gradvist tilbage til normal drift, og til sidst suspenderes beredskaberne helt. Det er blevet sommer i Danmark. En sommer, som for mange af os bliver nærmest coronafri.

Der er lang kø foran iskioskerne på stranden, mundbind er stadig et værnemiddel, som hovedsageligt benyttes af sundhedspersonalet, og foruden et par midlertidige opholdsforbud på blandt andet Islands Brygge i København går den globale pandemi nærmest i glemmebogen – i hvert fald for en kort bemærkning.

Når sådan noget her er overstået, så tror ledelsen bare, det handler om at komme videre

Men sådan er det ikke for Jan Drejer Jeppesen. Flere af hans kolleger er stadig sygemeldt, sygehuset har oparbejdet en behandlingspukkel under forårets nedlukning, og krisepsykologerne gæster nu pludselig personalemøderne på afdelingen.

»Når sådan noget her er overstået, så tror ledelsen bare, det handler om at komme videre. Men det er jo først nu, problemerne kommer,« siger Jan Drejer Jeppesen.

Men hvor Jan Drejer Jeppesen ser krisepsykologernes tilstedeværelse som et symbol på det absurde i hele situationen: at man driver medarbejderne så hårdt, at de har behov for psykologhjælp, kalder Lisbeth Lagoni det for rettidig omhu.

Psykologerne bliver nemlig bedt om at udføre en række fokusgruppeinterviews med de sygeplejersker, som har været en del af beredskabet. Det sker med henblik på at tage ved lære af forårets erfaringer og for at tage sygeplejerskernes inputs og oplevelser med i planlægningen af det nye beredskab, fortæller hun.

For alt imens Jan Drejer Jeppesen og kollegerne knokler videre på sygehuset, bliver regionerne – og i forlængelse heraf Lisbeth Lagoni – af regeringen pålagt at stille med et nyt coronaberedskab pr. 1. september.

Sygehusledelsen melder i den forbindelse ud, at den ønsker, at beredskabet bemandes af frivillige, og at der i øvrigt skal tages mere hensyn til den enkelte medarbejder.

En tredjedel tvinges i beredskab

Men Jan Drejer Jeppersen oplever ikke, at der er sammenhæng mellem det, ledelsen siger, og det, der i praksis sker ude på afdelingerne. De dårlige erfaringer fra foråret, tyndslidte kolleger og det faktum, at mange ifølge Jan Drejer Jeppesen er utilfredse med den aftale om løn og arbejdsvilkår, som er blevet indgået mellem Dansk Sygeplejeråd og Danske Regioner, medfører, at for få melder sig frivilligt til beredskabet.

Derfor bliver en række sygeplejersker pålagt at træde ind i beredskabet – ifølge Dansk Sygeplejeråd er det op mod en tredjedel, som bliver tvunget ind i beredskabet. Flere protesterer, men 1. oktober lander en såkaldt ’beredskabskontrakt’ i Jan Drejer Jeppesens e-boks. Kontrakten, som Sundhedsmonitor har set, afsluttes med, at man har 14 dage til at gøre indsigelser – ellers betragtes kontrakten som godkendt. Uden det i øvrigt er specificeret til hvem eller hvordan, der skal gøres indsigelser, bemærker Jan Drejer Jeppesen.

Jeg er sådan en lidt kedelig nordjyde og ikke så temperamentsfuld, men nu begynder jeg altså at blive lidt knotten

»Jeg er sådan en lidt kedelig nordjyde og ikke så temperamentsfuld, men nu begynder jeg altså at blive lidt knotten og tænker, ’hvad fanden er det, de vil med det?’.«

Jan Drejer Jeppesen vil gerne gøre indsigelser og sender derfor en mail afsted til blandt andre Lisbeth Lagoni, hvori han skriver, at han ikke ønsker at deltage i beredskabet på de nuværende løn- og arbejdsvilkår. Efter nogle dage indkaldes han til en samtale med afdelingslederen.

»Nu er jeg efterhånden blevet så gal over hele forløbet, at det ikke kan fortsætte. Min afdelingsleder har ikke noget med beredskabskontrakten at gøre, men alligevel er hun udvalgt til at være den, der skal tage en samtale med mig. Det er simpelthen uprofessionelt. Jeg kan ikke bevare min selvrespekt og se mig selv i spejlet, hvis jeg siger ’ja’ til det her. Og det meddeler jeg hende sammen med min opsigelse.«

DSR: Dialogen er fejlet

At Aalborg Universitetshospital ikke har kunnet bemande det nye beredskab med frivillige sygeplejersker, kommer ikke bag på Jytte Wester. Hun er formand for Kreds Nordjylland i Dansk Sygeplejeråd, og hun fortæller, at netop beredskaberne har trukket store veksler på sygeplejerskerne fleksibilitet:

»Foråret har slidt på rigtig mange sygeplejersker. Både dem, som har taget en tørn i beredskaberne, men også dem, som blev tilbage på deres egne afdelinger, hvor de har dækket deres kollegaers vagter. Så det er dårlige erfaringer fra foråret, som har spændt ben for beredskaberne, kombineret med, at de forhold og vilkår, som de er blevet budt, simpelthen ikke er gode nok.«

Men I har jo været med til at indgå den aftale om løn og arbejdsvilkår. Har I ikke fejlet som forbund, når I laver en aftale, som jeres medlemmer er så utilfredse med?

»Alternativet havde været, at der slet ikke var nogen aftale om kompensation. Og aftalen gælder ikke kun for sygeplejersker, men for alt det personale, som indgår i beredskaberne. Andre faggrupper er også en del af den her aftale.«

Desuden mener Jytte Wester ikke, at den monetære kompensation er den eneste årsag til problemerne i Nordjylland.

»Der er en intention i aftalen om, at fridage og fridøgn skal planlægges, som i de oprindelige vagtplaner – så der bare er nogenlunde forudsigelighed for de medarbejdere, som skal i beredskabet. Men heroppe har man opereret med noget, man kaldte skyggeplaner, hvor alt er kastet op i luften. Dvs. den dialog og det samarbejde mellem sygeplejersker og ledelse om blandt andet frivillighed og indflydelse på vagtplanlægningen har i den grad været mangelfuld.«

Ifølge Lisbeth Lagoni har sygehusledelsen gjort alt, hvad der står i dens magt for netop at imødekomme sygeplejerskernes ønske om større forudsigelighed og gennemsigtighed – for eksempel ved at frede planlagte ferier og i det omfang, det er muligt, at tage hensyn til specifikke ønsker i forhold til vagtplanlægningen.

Vi gør det så godt, som vi kan, og jeg vil gå meget langt for at få det til at lykkes ad frivillighedens vej

Men det hele er det muliges kunst, siger hun og efterlyser en større forståelse for situationens kompleksitet fra Dansk Sygeplejeråd:

»Vi gør det så godt, som vi kan, og jeg vil gå meget langt for at få det til at lykkes ad frivillighedens vej. Men hvis jeg skal bruge 30 sygeplejersker til at bemande en afdeling, og der kun er 25, som har meldt sig frivilligt, så er jeg nødt til at finde de sidste fem blandt dem, der er knap så frivillige.«

Der er mangel på sygeplejersker og i endnu højere grad på anæstesisygeplejersker. Så uanset hvordan man vender og drejer det, er det vel ikke holdbart at tvinge sygeplejersker ud i beredskaber, som de ikke ønsker at være i, hvis det har den konsekvens, at de lægger sig syge med stress eller siger deres stilling op?

»Det er rigtigt. Men vi har et 24/7-job, og vi har nogle patienter, som er dødsyge, og som skal passes af et kompetent personale. Derfor kan man heller ikke bare slå op i banen og sige ’det har jeg ikke lyst til’. Med det sagt, så arbejder vi på højtryk for at lave en mere permanent og robust løsning i anerkendelse af, at coronaen ikke forsvinder lige foreløbigt.«

Ingen sygeplejerske-rabat

Tilbage står Jan Drejer Jeppesen, som pr. 1. december skal se sig om efter et nyt arbejde. Han er vred over forløbet og efterspørger visioner fra både sygehusledelsen og politikerne. For i hans optik er der ikke sammenhæng mellem den ros og anerkendelse, som sundhedspersonalet nyder i disse krisetider, og de løn- arbejdsvilkår, de arbejder under.

»Det er fint med anerkendelse, men det handler altså også om penge. Jeg er et ganske normalt menneske, og når jeg får en tømrer til at skifte mine vinduer, så giver han ikke sygeplejerske-rabat.«

Nogen vil sige, at I udnytter krisen til at føre en fagkamp og tager patienterne som gidsel – hvad siger du til det?

Vi sygeplejersker er også ligesom alle andre mennesker, og vi vil gerne lønnes ordentlig


»Jeg går meget op i mit arbejde, og jeg må ærligt indrømme, at jeg altid lidt har foragtet folk, der bare kom på arbejde for at tjene penge og fylde pladsen.«

»Men vi sygeplejersker er også ligesom alle andre mennesker, og vi vil gerne lønnes ordentlig for det, vi gør. Så på den måde kan du godt kalde det en fagkamp, men du kan også sige, at coronakrisen og beredskaberne var dråben, som fik bægeret til at flyde over,« siger han og slutter:

»Vi er i forvejen en hårdt prøvet faggruppe.«

Den nuværende aftale om løn- og arbejdsvilkår for sygehusenes coronaberedskaber udløber ved årets udgang.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden