0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Morten Lau-Nielsen/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Lau-Nielsen/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Regionerne erkender: Vi har ikke gjort nok for at bekæmpe sexisme og krænkelser i sundhedsvæsenet

Der skal handling til, skriver Danske Regioners bestyrelse i en samlet udtalelse, hvor de erklærer sig klar til at tage en række initiativer for at bekæmpe sexisme og krænkelser i sundhedsvæsenet.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ingen skal acceptere, at seksuelle krænkelser er en del af deres hverdag, når de går på arbejde i sundhedsvæsenet.

Derfor er der brug for handling. Det skriver de 17 medlemmer af Danske Regioners bestyrelse i en fælles udtalelse.

»I den seneste tid er hundredvis af vidnesbyrd om seksuelle krænkelser og sexisme i det danske samfund blevet lagt frem. De findes også i sundhedsvæsenet og regionalpolitik. Beretningerne chokerer, forarger og maner til selverkendelse hos os, der har siddet med det politiske ansvar, mens mange af hændelserne er sket,« forklarer de i udtalelsen.

»Vores holdning er klar: Seksuelle krænkelser i sundhedsvæsenet og på regionale arbejdspladser er totalt uacceptable, og vi skal ændre den sexistiske kultur der, hvor den findes,« skriver de og fortsætter:

»Det skal stoppe lige nu.«

Ledernes ansvar

Det skal blandt andet ske ved, at ledere på alle niveauer skal gøre det klart, at krænkende adfærd fra kollegaer eller chefer er uacceptabel, ligesom de skal sørge for, at der er tydelige politikker og retningslinjer for, hvordan man håndterer seksuelle krænkelser. Samtidig skal lederne entydigt signalere over for de ansatte, at de er klar til at lytte, støtte og handle.

Samtidig lover de 17 bestyrelsesmedlemmer, herunder formændene for de fem regioner, at de vil sikre, at det er trygt at henvende sig for medarbejdere, der har været udsat for krænkende adfærd. Det kan for eksempel være til ens leder, tillidsrepræsentant eller en uafhængig instans.

»Problemet er der«

Derudover vil de styrke indsatsen for at forhindre krænkende adfærd blandt regionspolitikerne, hvilket blandt andet skal ske ved at give de regionale politikere, der har oplevet krænkelser eller sexisme, mulighed for at gå til en uafhængig og uvildig instans, som vil rådgive dem i situationen.

»På samme måde som sexismedebatten har fyldt i mediebranchen og andre brancher, så har vi set vidnesbyrd – blandt andet fra Læger Uden Tavshedspligt – der viser, at det er en dagsorden, der er nødvendig at adressere,« siger Danske Regioners formand, Stephanie Lose (V), til Sundhedsmonitor.

Læger Uden Tavshedspligt begyndte allerede for snart tre år siden at indsamle og dele vidnesbyrd om sexisme og sexchikane i sundhedsvæsenet. Hvorfor tager I først dette initiativ nu?

»Det har fået mere opmærksomhed denne gang, ligesom det har fået i resten af samfundet. Samtidig har vi erkendt, at problemet er der, selv om det ikke er særligt synligt, og vi ikke har ret mange sager på det formelle bord.«

Har ikke haft sager på sit bord

Har du håndteret de sager, der i tidernes løb er endt på dit bord, godt nok?

»Jeg har ikke haft konkrete medarbejdersager på mit bord. Vi må erkende, at de sager, der er, lander ikke i tiltrækkelig grad på ledelsens bord. Man er åbenbart ikke tryg ved at bruge det system, vi normalt bruger til at håndtere problemer, og det skal vi have gjort noget ved. Samtidig skal vi skabe en alternativ mulighed for at blive hørt, hvis man ikke er tryg ved at bruge det normale system.«

Kender du til nogen sager fra din tid i regionspolitik, som ikke er kommet frem i offentligheden?

»Det er ikke sådan, at jeg render rundt med konkret viden om nogen, der er blevet taget på låret eller klappet i bagdelen. Jeg har ikke selv været udsat for noget, som jeg opfatter som krænkende adfærd. Men jeg er helt sikker på, at sagerne findes. Der er ikke nogen grund til at tro, at regionsråd er bedre end byråd, Folketinget eller andre. Derfor laver vi også en undersøgelse for at få en pejling af problemets størrelse.«

Har ikke gjort nok

Du har været med i regionspolitik i nogle år efterhånden. Er du virkelig ikke stødt på nogen, der har betroet sig til dig, eller som du hørt om ad omveje, der har været udsat for noget, de har oplevet som krænkende, sexistisk adfærd?

»Der er ikke nogen i mit regionsråd, der er kommet til mig – nu har jeg så også kun været regionsrådsformand i fem af de 15 år, jeg har været i politik – men der er ikke nogen i mit regionsråd i den tid, jeg har været regionsrådsformand, der er kommet til mig og har beskrevet, at de har været udsat for krænkelser.«

Har du og regionerne gjort nok hidtil?

»Nej. Det er den melding, vi kommer med nu, et udtryk for. Hvis vi havde gjort nok, så ville vi ikke stå i en situation, hvor vi også må være ærlige og sige, at vi også har problemer hos os. Det viser de vidnesbyrd, der er indsamlet.«

::

LÆS HELE UDTALELSEN FRA DANSKE REGIONERS BESTYRELSE

I den seneste tid er hundredvis af vidnesbyrd om seksuelle krænkelser og sexisme i det danske samfund blevet lagt frem. De findes også i sundhedsvæsenet og regionalpolitik. Beretningerne chokerer, forarger og maner til selverkendelse hos os, der har siddet med det politiske ansvar, mens mange af hændelserne er sket.

Vores holdning er klar: Seksuelle krænkelser i sundhedsvæsenet og på regionale arbejdspladser er totalt uacceptable og vi skal ændre den sexistiske kultur der, hvor den findes. Ingen skal acceptere, at seksuelle krænkelser er en del af deres hverdag, og det skal stoppe lige nu. Derfor er vi heller ikke i tvivl: Der er brug for mere handling.

På regionale arbejdspladser skal ledere på alle niveauer gøre det klart, at krænkende adfærd fra kollegaer eller chefer er uacceptabel. Der skal være tydelige politikker og retningslinjer for, hvordan vi håndterer seksuelle krænkelser, og lederne skal entydigt signalere over for de ansatte, at man er klar til at lytte, støtte og handle i forhold til såvel konkrete hændelser som for at ændre en sexistisk kultur.

Alle regioner vil sikre, at det er trygt at henvende sig, hvis man har været udsat for krænkende adfærd. Det kan være til sin leder, sin tillidsrepræsentant, HR-funktionen eller en uafhængig instans. Her vil man kunne fortælle om sin oplevelse og få hjælp til at håndtere sagen.

Undersøgelser viser, at fire ud af fem krænkelser i sundhedsvæsenet ikke stammer fra andre ansatte, men fra patienter og pårørende. Ledelsen på hver arbejdsplads skal derfor sikre, at medarbejderne er klædt på til at klare sådan en situation. De ansatte skal også have mulighed for at bearbejde krænkende hændelser.

Endelig vil vi styrke indsatsen for at forhindre krænkende adfærd blandt regionspolitikerne. Det er helt uacceptabelt, hvis ens politiske hverv er forbundet med sexisme, og alle skal - uanset køn og alder - trygt kunne deltage i det regionale demokrati. Derfor vil vi nu sætte en landsdækkende undersøgelse i gang, der skal klarlægge omfanget af krænkende adfærd i regionsrådene.

Derudover skal regionale politikere fremover have mulighed for at gå til en uafhængig og uvildig instans, som vil rådgive dem i situationen og kunne involvere den politiske ledelse, den relevante partiorganisation eller andre. Instansen bliver et supplement til de eksisterende muligheder.

I Danske Regioners bestyrelse har vi et ansvar at sikre, at forandringen ikke bare bliver ved snakken, men at de vigtige vidnesbyrd fra både medarbejdere og politikere bliver startskuddet til en reel adfærdsændring. Det handler både om at gøre op med krænkende adfærd, men også om generelt at sikre, at vi har en kultur, hvor vi behandler hinanden ordentligt.

For os er der ingen tvivl: Vi skal sætte en stopper for seksuelle krænkelser og sexisme på de regionale arbejdspladser.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden