0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Martin Zakora/Ritzau Scanpix
Foto: Martin Zakora/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Borgerne bliver behandlet for symptomerne, men ikke for det, der er årsagen«: Forening vil have fokus på traumer og senfølger i misbrugsbehandlingen

Mange af de borgere, som opsøger hjælp i et kommunalt misbrugscenter, kæmper også med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Og det skal inddrages i misbrugsbehandlingen, mener Landsforeningen Spor.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Misbrugsbehandlingen i kommunerne skal i langt højere grad end i dag have fokus på senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. For ofte er misbruget et udtryk for selvmedicering, og derfor bør behandlingen af misbruget kombineres med en form for terapuetisk behandling af det underliggende traume.

Det mener Helle Cleo Borrowman, som er formand for Landsforeningen Spor, en bruger- og interesseorganisation for voksne med senfølger af seksuelle overgreb.

»Der skal være en langt større bevidsthed om betydningen af traumer og senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen ude i kommunerne, så vi kan få flere løftet ud af sumpen og ind i et relevant tilbud, hvor man faktisk kan hele.«

Mange stofmisbrugere og alkoholikere kæmper nemlig med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen, og ofte er der en direkte sammenhæng mellem misbruget og overgrebene, forklarer Helle Cleo Borrowman. Og konsekvensen er blandt andet, at stofmisbrugere og alkoholikere, der behandles for deres misbrug i kommunen, ikke får taget fat om roden til deres problemer og derfor får sværere ved at komme ud af misbruget.

Det kan stofmisbrugsbehandler ved Kolding Misbrugscenter Henriette Dall nikke genkendende til.

»Rigtig mange af de borgere, som kommer hos os, har været udsat for et seksuelt overgreb i deres barndom, og det er en stor hjælp for os som behandlere at have det med som en forståelsesramme for misbruget.«

Få indsatser og manglende viden i kommunerne

Henriette Dall arbejder i en af de få kommuner, som rent faktisk har fokus på senfølgeramte.

De fleste af landets 98 kommuner har nemlig ikke nok viden og meget få indsatser til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. Det til trods for at voksne med senfølger ifølge serviceloven er et højt specialiseret socialområde, hvor målgruppen skal have særlig rådgivning, opsøgende indsatser og aktivitets- og samværstilbud.

Det er konklusionen på en PWC-rapport fra 2019 bestilt af Socialstyrelsen for at afdække indsatsen til voksne med senfølger i kommuner, regioner og i de tre landsdækkende Centre for Seksuelt Misbrugte. 77 af landets 98 kommuner har deltaget i undersøgelsen.

Du står og er mere sårbar end nogensinde, men der er ikke noget efterværn, som tager hånd om dig

Analysen konkluderede blandt andet, at kommunerne kun i et begrænset omfang har indsatser til senfølgeramte, at der er mangel på koordination mellem de forskellige indsatser – og når det sker – at det er iværksat og drevet frem af den enkelte sagsbehandler.

Kort sagt: Indsatsen i kommunerne over for senfølgeramte efter seksuelle overgreb i barndommen er mangelfuld, fragmenteret og varierer meget afhængigt af, hvor borgeren bor, og hvilken sagsbehandler vedkommende løber ind i.

Men ifølge formanden for Spor er det mest deprimerende ved analysen, at den påviser, at der faktisk ikke er sket en udvikling på området siden 2010.

»For ti år siden vidste vi godt, at der ikke var tilstrækkelig viden i kommunerne om senfølger. Borgerne bliver behandlet for symptomerne, men ikke for det, der er årsagen. Sådan var det for ti år siden, og sådan er det stadig i dag,« siger Helle Cleo Borrowman.

»Ved ikke«

Ifølge analysen svarer en stor andel af kommunerne ’ved ikke’ til en lang række spørgsmål, hvilket ifølge rapporten kan indikere, at området har lav bevågenhed i kommunerne.

F.eks. svarer 47 procent ’ved ikke’ til spørgsmålet om, hvorvidt kommunen har en opsøgende indsats, 52 procent ved ikke, om de henviser borgere til at søge om gratis psykologbehandling i et af de tre centre for seksuelt misbrugte, og hele 72 procent ved heller ikke, om de i kommunen yder økonomisk støtte til borgere, der efter lægelig henvisning er berettiget til psykologbehandling.

Derudover har ingen kommuner indsatser eller tilbud målrettet voksne med senfølger, og få har funktioner med specialviden på myndighedssiden. Desuden har kun én kommune et formaliseret samarbejde med et center for seksuelt misbrugte via en driftsoverenskomst.

Clean i tre måneder

Og det er for dårligt, mener Helle Cleo Borrowman. Hun peger netop på det manglende samarbejde mellem sektorerne som en af de største udfordringer for en senfølgeramt, der samtidig kæmper med at komme ud af et stof- eller alkoholmisbrug.

Som det er i dag, skal borgerne nemlig i udgangspunktet være stoffri i tre måneder for at blive behandlet i psykiatrien. Men for en senfølgeramt er misbruget oftest en forbandelse og en velsignelse på en og samme tid. En uvelkommen, men tryg følgesvend. For stofferne dulmer smerterne og angsten og gør livet bare nogenlunde udholdeligt – og derfor er det også helt absurd at kræve tre månederes afholdenhed inden en reel behandling kan påbegyndes, mener Helle Cleo Borrowman.

»Når en person med dybe ar på sjælen er blevet afruset og ikke længere er påvirket, så dukker traumerne op igen. Det vil sige, at den her person skal begynde at håndtere alle de her svære følelser – men kommunens opgave er slut. Du står og er mere sårbar end nogensinde, men der er ikke noget efterværn, som tager hånd om dig.«

Konsekvensen ligger lige for, forklarer Helle Cleo Borrowman. Den afrusede føler sig svigtet igen, og falder tilbage til den exitstrategi, som har virket før, nemlig misbruget. Og dermed er vi tilbage ved udgangspunktet.

Derfor foreslår Helle Cleo Borrowman, at man gør op med dogmet om, at psykiatrien er lukket land for aktive misbrugere. For misbrug og psykisk sygdom kan ikke skilles ad og betragtes og behandles i hvert sit vakuum i hver sin sektor.

»Det er jo ikke rigtigt, at man først kan behandle en psykisk lidelse, når folk er ude af et misbrug. Det ved vi gennem erfaringspersoner, som fortæller, at de ikke var kommet ud af misbruget, hvis de ikke samtidig havde fået terapeutisk behandling.«

Hønen og ægget

Det er altså et spørgsmål om den berømte høne og det ligeså berømte æg. Et seksuelt overgreb i barndommen har måske udløst en angstlidelse, som følger med ind i voksenlivet. En lidelse, som dulmes med alkohol og stoffer. Den kommunale misbrugsbehandling kan symptombehandle og hjælpe med afrusningen, men kommer aldrig til bunds med årsagen til misbruget. Psykiatrien kan hjælpe med angsten, men vil i udgangspunktet ikke behandle, før stofferne er ude af systemet, fordi det komplicerer både behandling og udredning.

Ovenstående beskrivelse kender Henriette Dall bedre end de fleste. I ti år har hun arbejdet med voksne stofmisbrugere, og for et år siden blev hun udpeget som Kolding Misbrugscenters vidensperson i forhold til borgere med senfølger. Og det har givet hende en indsigt i, hvordan senfølgeramte, der også kæmper med et misbrug, ofte falder ned mellem to stole.

Det er ikke til at holde ud for dem. De står pludselig nøgne, rystende og hudløse

»På et eller andet plan er det forståeligt nok, at man skal være så afgiftet eller stoffri som muligt, før psykiatrien kan lave en udredning og finde ud af, hvad det egentlig er, personen bøvler med.«

Men, siger Henriette Dall, det princip karambolerer hele tiden med den ubehaglige virkelighed, som borgerne står i efter mange års selvmedicinering. For når en borger, som har været udsat for seksuelt overgreb i barndommen, ikke længere må ryge hash eller tage benzodiazepiner, så får de det værre, forklarer hun:

»Alle de her følelser og ubehag kommer op til overfladen, og det er ikke til at holde ud for dem. De står pludselig nøgne, rystende og hudløse. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at have et tæt samarbejde blandt andet psykiatrien, så borgeren får nogle holdbare løsninger.«

Overlap med psykiatrien

Henriette Dall mener ligesom Landsforeningen Spor, at der er behov for en mere helhedsorienteret tilgang til de borgere med en såkaldt dobbeltdiagnose – altså en misbrugsproblematik kombineret med en psykisk sygdom. Konkret foreslår hun et koordineret overlap mellem misbrugsbehandlingen og den regionale psykiatri.

»Det kan godt være, at der er noget biologisk og kemisk i kroppen, der skal renses, før man kan stille en diagnose, men måske man i højere grad kunne tage borgeren i hånden og tidligere i forløbet hilse på psykiatrien.«

På den måde vil borgeren opleve en mere glidende overgang mellem sektorerne og samtidig udvikle en relation til behandlerne i psykiatrien. Og måske endnu vigtigere vil de få en fornemmelse af, at systemet rent faktisk tager sig af dem og har en plan for, hvad der skal ske.

Henriette Dall understreger, at der allerede er et godt samarbejde med psykiatrien i Kolding i dag, som bor under samme tag som stofbehandlingen. Men det er ikke altid helt enkelt, at få det hele til at gå op i en højere enhed, fordi der mange faktorer på spil.

Fokus på senfølger

Selv om senfølgeramte kun har været et decideret fokusområde i Kolding i et års tid, vil Henriette Dall godt gå linen ud og udråbe det til en succes. Hvor behandlerne i misbrugscentret måske førhen havde tilbøjelighed til at glide hen over det, når samtalen faldt på seksuelle overgreb, bliver det i dag inddraget som en aktiv del af behandlingen, forklarer Henriette Dall.

Hvordan det sker i praksis, forklares bedst med et eksempel:

En mand i trediverne, som har været udsat for seksuelle overgreb af hans onkel i barndommen, fortæller, at han skal fejre julen hos onklen sammen med resten af sin familie. Henriette Dall ved godt, at det er den onkel, som også har udsat ham for overgreb, og manden fortæller, at han næsten ikke kan klare det. Alt i hans krop fortæller ham, at han ikke kan være i samme rum som den onkel, men samtidig føler han, at han er nødt til at tage med for morens skyld, og for at familien får en god jul.

Derfor får han trang til at ryge hash. I hans optik bliver han nødt til at ryge hash henover julen for at kunne holde ud at være i den situation.

»På den måde har jeg overgrebet med som en forståelsesramme i forhold til, hvorfor han får trang til at ryge hash, og hvorfor han også ender med at gøre det, fordi der næsten ikke er nogen alternativer,« siger Henriette Dall.

Det er aldrig en stofbehandlers opgave at være fordømmende. Heller ikke når en borger får et tilbagefald. Men når Henriette Dall kender baggrunden for misbruget bedre og årsagen til, at manden fra eksemplet røg hash henover julen, giver det hende muligheden for at rose og anerkende ham for at være kommet igennem højtiden. Og det giver et bedre udgangspunkt, når han skal op på hesten og lægge piben på hylden. Igen.

Molboagtigt

Med Holbergs komedie om drankeren Jeppe fra 1722 in mente, er det vist rimeligt at sige, at det ikke er en udpræget ny tanke, at et misbrug ofte har en katalysator. Og derfor kan det også virke helt molboagtigt, at der knap 300 år senere ikke i langt højere grad er fokus på senfølger og traumer i netop misbrugsbehandlingen, men også i psykiatrien i det hele taget.

Ikke desto mindre er det ofte den virkelighed, som medlemmerne af Spor møder, fortæller Helle Cleo Borrowman.

»Vi mangler at få tænkt traumer ind alle steder. Hele vores psykiatri er bygget op omkring diagnoser. Men det handler også om, at kommunerne ikke har noget relevant tilbud at henvise til. Jo, du kan henvise til et Center for Seksuelt Misbrugte med op til to års ventetid,« siger hun.

Håb i horisonten

Selv om det har været længe undervejs, er der i disse dage øget fokus på netop psykiatrien og det specialiserede socialområde. Psykiatrien på grund af den bebudede 10-års plan, hvor forhandlingerne netop er blevet udskudt til 2021. Det specialiserede socialområde på grund af den evaluering, som pågår i øjeblikket igangsat af social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Helle Cleo Borrowman har store forventninger til både evaluering og 10-års plan.

»Evalueringen kommer igen til at vise, at kommunerne mangler indsatser og rådgivning overfor voksne med senfølger. Men det spændende bliver, om de i Social- og Indenrigsministeriet også begynder at interessere sig for traumerne og konsekvenser heraf i forhold til f.eks. udsathed, hjemløshed og ikke mindst misbrug.«

Landsforeningen Spor anslår, at op mod 275.000 voksne danskere kan være ramt af alvorlige psykiske, fysiske og sociale senfølger. Den manglende viden på området, som PWC-analysen kortlægger, har fået foreningen til at lancere en kampagne med interaktivt oplysnings- og undervisningsmateriale, som er tilgængeligt på foreningens hjemmeside.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden

Artiklen er låst – Sådan kommer du videre:
Du er her
Vil du have adgang?
NEJ
JA
Vil du tillade dataindsamling?
NEJ
JA
Køb abonnement

Som abonnent kan du tilpasse hvilken data, der indsamles.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.

Log ind

Læs videre på to måder:

Bliv abonnent
eller

God journalistik er ikke gratis. For at kunne læse denne artikel skal du tillade at dine data bruges til statistik og marketing.

Du kan altid trække dit samtykke tilbage.