0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pedersen Mikkel Berg/Ritzau Scanpix
Foto: Pedersen Mikkel Berg/Ritzau Scanpix

Praktiserende læge og praksiskonsulent i Aarhus Kommune Anna Visby Lunde er med til at koordinere det tværsektorielle samarbejde om coronaberedskabet i Aarhus sammen med kommune og sygehus.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Coronakrisen har bundet aarhusianske sundhedsaktører tættere sammen end nogensinde

Få et indblik i, hvordan kommune, almen praksis og universitetshospitalet i Aarhus i samarbejde har omstillet sig til at kunne kapere et stort antal coronasmittede.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Vi er forbundne kar, så vi kan kun lykkes ved at være hinandens forudsætninger i det her.«

Ordene er Kirstine Markvorsens. Hun er sundhed- og omsorgschef i Aarhus Kommune, og hun bruger dem til at beskrive de aktører, der udgør rygraden i det aarhusianske sundhedsvæsen. Aktører, der under corona-krisen har intensiveret deres samarbejde i meget høj grad.

»De forbundne kar kommer rigtig meget på prøve nu, skal jeg hilse at sige. Det er nu, at vi skal bevise, at vi kan klare de her sektorovergange og -udfordringer,« siger Kirstine Markvorsen.

Siden 13. marts har kommunen i tæt samarbejde med almen praksis og Aarhus Universitetshospital arbejdet på højtryk for at omstille sig til en ny situation med potentielt mange coronasmittede. I maskinrummet for det tværsektorielle samarbejde sidder tre fagpersoner, der kendte hinanden fra det daglige samarbejde mellem sektorerne, men som i disse uger arbejder tættere end nogensinde før.

Politiken Sundhed giver dig her et indblik i, hvordan de har skruet op for samarbejdet og koordineret et fælles coronaberedskab i Aarhus.

Hyppige møder i et fast, tværsektorielt team

Normalt mødes repræsentanter for almen praksis, sygehus og den kommunale sundhedsforvaltning i Aarhus ansigt til ansigt cirka to gange om måneden i det tværsektorielle udvalg. Men siden statsminister Mette Frederiksens (S) historiske pressemøde 11. marts har møderne været langt hyppigere.

Fredag 13. marts holdt treenigheden sit første virtuelle møde, og her blev parterne enige om at holde tre ugentlige møder under coronakrisen, hvor de giver en status fra hver sit perspektiv.

Det, at kunne informere hinanden om hvordan verden ser ud fra de tre perspektiver, giver en samhørighed og en forpligtelse til at støtte op på kryds og tværs

Det tværsektorielle samarbejde koordineres fra almen praksis af praksiskonsulent Anna Visby Lunde, fra universitetshospitalet af chef for tværsektorielt samarbejde Anette Schouv Kjeldsen og fra den kommunale sundhedsforvaltning af sundhed- og omsorgschef Kirstine Markvorsen.

»Det, at kunne informere hinanden om, hvordan verden ser ud fra de tre perspektiver, giver en samhørighed og en forpligtelse til at støtte op på kryds og tværs for at sikre, at vi kommer bedst igennem den her krise i vores sundhedsvæsen,« siger Kirstine Markvorsen.

De tre ugentlige møder er det eneste forum, hvor der kan træffes beslutninger om det tværsektorielle samarbejde om coronaberedskabet, fortæller chef for tværsektorielt samarbejde på Aarhus Universitetshospital Anette Schouv Kjeldsen.

»I en krisetid sker der let det, at man kommer til at træffe forskellige beslutninger i forskellige mødefora, fordi mange får gode ideer og gerne vil hjælpe til,« siger hun og tilføjer:

»Derfor blev det ret hurtigt meldt ud, at beslutningerne træffes ét sted, og det er på de faste videomøder.«

Bygger oven på så meget velkendt som muligt

Det tværsektorielle samarbejde i coronaberedskabet drejer sig først og fremmest om udskrivelse af patienter testet positive for eller med mistanke om covid-19.

Når sygehuset slipper patienterne, havner de enten i eget hjem med opfølgning fra praktiserende læge eller, hvis de er særligt plejekrævende og covid-positive, på korttidspladser på Vikærgården, som er et center for kommunale akutpladser, der er blevet frigjort til at huse covid-positive patienter, der er udskrevet fra sygehuset.

Retningslinjerne skifter meget i de her dage, så derfor er det også vigtigt, at vi taler sammen mindst tre gange om ugen

I Aarhus har man valgt at gøre brug af en velkendt model med grøn, gul eller rød epikrise ved udskrivelse i stedet for at opfinde et nyt system. Det gør man i forsøget på at undgå forvirring, forklarer Anette Schouv Kjeldsen.

Hun uddyber, at selvhjulpne patienter med covid-19, som er i stand til at kontakte egen læge, vil blive udskrevet med en grøn epikrise, som indikerer, at opfølgning fra egen læge ikke er nødvendig.

Særligt sårbare patienter med covid-19, som ikke er i stand til selv eller gennem pårørende at kontakte egen læge, udskrives med gul epikrise, som betyder, at den praktiserende læge skal følge op inden for 14 dage.

Patienter med andre alvorlige sygdomme som for eksempel kræft kan blive udskrevet med en rød epikrise, hvor den praktiserende læge skal følge op inden for to dage. I de tilfælde vil sygehuset også typisk kontakte den praktiserende læge ved udskrivelse.

De praktiserende lægers opfølgning skal ske efter Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Men, tilføjer Anette Schouv Kjeldsen:

»Retningslinjerne skifter meget i de her dage, så derfor er det også vigtigt, at vi taler sammen mindst tre gange om ugen. Vi printer ikke ud for tiden. For det, der er udprintet, er hurtigt for gammelt. Man skal hele tiden kigge på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.«

En fortsættelse af et tæt samarbejde

Både Kirstine Markvorsen fra Aarhus Kommune, Anette Schouv Kjeldsen fra Aarhus Universitetshospital og Anna Visby Lunde fra almen praksis beskriver det treenige samarbejde som værende tæt. De tre parter har brug for hele tiden at være opdaterede på hinandens situationer for at kunne understøtte hinanden bedst muligt.

Ved det indledende møde 13. marts fortalte Anette Schouv Kjeldsen om, hvor mange sengepladser sygehuset kunne frigive til corona-patienter. Der var i første omgang tale om 100 sengepladser, som sidenhen er blevet til 200.

Praksiskonsulent Anna Visby Lunde fortalte om omlægningen til telefon- og videokonsultationer i almen praksis, og sundhedschef Kirstine Markvorsen fortalte om bekymringen for mange sygemeldinger blandt plejepersonale, som på det tidspunkt ikke kunne testes ved milde symptomer på coronasmitte.

Fordelen er, at vi kender hinanden fra flere års samarbejde. Ikke med så hyppige møder, men vi kender trods alt hinanden, og vi ved hvad hinanden står for

Hun fortalte også, at kommunen ville gå i gang med at frigøre akutpladserne på Vikærgården til isolation af plejekrævende patienter, der er testet positive med covid-19. Det er i dag klar til at modtage op mod 84 coronasmittede borgere, hvis det skulle blive nødvendigt.

De tre parter har desuden en løbende dialog om, hvordan almen praksis kan frigøre kapacitet, så de praktiserende læger for eksempel vil kunne tage på sygebesøg hos patienter, som kan blive udskrevet tidligere end normalt, eller at de praktiserende læger kan stå for opfølgning, som normalt foregår på sygehusets ambulatorier. De scenarier er dog ikke aktuelle endnu.

På nuværende tidspunkt er endnu ingen corona-patienter udskrevet fra Aarhus Universitetshospital til Vikærgården, men de tre parter forsøger hele tiden at se ind i, hvordan de bedst kan støtte hinanden, hvis presset på sundhedsvæsenet stiger som følge af corona.

»Fordelen er, at vi kender hinanden fra flere års samarbejde. Ikke med så hyppige møder, men vi kender trods alt hinanden, og vi ved, hvad hinanden står for. Så vi skal ikke starte forfra hver gang,« siger praktiserende læge og praksiskonsulent i Aarhus Kommune Anna Visby Lunde.

Stilhed før hvad?

Arbejdsgangene, ansvarsfordelingen og de store rammer er altså på plads, og lige nu er der en form for ro på i Aarhus.

»Vi er rolige. Der er en alvor i det, men vi er også handlingsorienterede og støtter og involverer hinanden,« siger sundhed- og omsorgschef Kirstine Markvorsen.

Også Anette Schouv Kjeldsen fra Aarhus Universitetshospital oplever, at der nu er tid til at puste ud:

»De seneste to uger har vi spurtet afsted for at få personalebemanding og opgavefordeling mellem sygehus, de praktiserende læger og kommunen på plads. Nu er der lidt fred, og vi prøver at kigge på, om vi skal justere nogle steder. Forhåbentlig er det bare stilhed og ikke stilhed før stormen, men det ved vi ikke endnu,« siger hun.

Hvor svært det bliver, ved jeg ikke. Vi kan jo blive så pressede, at alt det jeg siger nu, kan lyde helt anderledes om 14 dage

Det samme gælder i almen praksis og i lægevagten, fortæller Anna Visby Lunde. Men hun føler sig overbevist om, at de tre sektorers tætte koordinering vil kunne stå sin prøve, når eller hvis presset fra coronavirussen skulle komme:

»Vi er en organisation, som bygger på hinandens trivsel. Hvis vi skubber nogle opgaver ét sted fra, så går det bare ud over nogle andre. Så det vigtigste er, hvordan vi får løst det her sammen,« siger hun.

Kirstine Markvorsen lægger også stor vægt på samarbejdets betydning for at lykkes i en presset situation.

»Hvor svært det bliver, ved jeg ikke. Vi kan jo blive så pressede, at alt det, jeg siger nu, kan lyde helt anderledes om 14 dage. Men jeg synes, der er enorm respekt i flokken og et ønske om, at det her løser vi i fællesskab - også selvom vi bliver presset.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden