0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Martin Sylvest / Ritzau Scanpix
Foto: Martin Sylvest / Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Overblik over historisk corona-indgreb: Offentligt ansatte sendes hjem, men sundhedspersonale skal stadig gå på arbejde

Ansatte i sundhedssektor, ældresektor og politi skal blive på jobbet. Andre offentligt ansatte hjemsendes. Få overblik over regeringens nye tiltag for at modgå spredningen af coronavirus.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem fredag. Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde onsdag aften.

Ansatte i ældresektor, sundhedssektor og politi bliver på jobbet.

»Jer har vi brug for,« siger statsministeren.

De ansatte i den offentlige sektor, som bliver sendt hjem, vil modtage løn undervejs. De sendes som udgangspunkt hjem i to uger.

Desuden opfordrer Mette Frederiksen alle private arbejdsgivere til at lade deres ansatte arbejde hjemmefra i det omfang, det er muligt. Alternativt kan de private firmaer forsøge at have færrest muligt samlet af gangen.

»Det er min klare, klare anbefaling, at kan man arbejde i skiftehold med færre på arbejde ad gangen, så bør man gøre det, siger statsministeren.

Tiltagene bliver indført for at afbøde og forsinke udbredelsen af coronasmitte i landet. Mette Frederiksen siger på pressemødet, at der er 514 smittede i Danmark. Det er mere end en tidobling siden mandag.

Der er derudover et betydeligt mørketal, oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S).

De sidste initiativer til at afbøde konsekvenserne og den fortsatte udbredelse af coronasmitten er endnu ikke set, siger Mette Frederiksen.

»Vi skal forhindre smitten i at brede sig, og det er derfor, vi tager de her tiltag. Vi følger hele tiden udviklingen. Vi forsøger at tage forholdsregler hele vejen rundt, som er de rigtige på det tidspunkt, de bliver truffet. Nu er vi i en ny situation, og derfor tager vi nogle ret markante skridt op ad stigen. Det er vores klare overbevisning, at vi hellere skal handle i dag end at fortryde i morgen. Vi skal sætte ind, hvor smitten spredes mest,« siger statsministeren.

Ud over at sende mange offentligt ansatte hjem har regeringen også besluttet, at skoler og institutioner skal lukke fra fredag. Desuden forventes alle forsamlinger med mere end 100 personer at blive forbudt fra næste uge.

OVERBLIK: De nye tiltag mod spredning af coronavirus

Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem

Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hurtigst muligt og senest fra fredag den 13. marts 2020 hjem i foreløbigt to uger. De pågældende skal så vidt muligt arbejde hjemmefra. Hvis det ikke er muligt, sendes vedkommende hjem med løn. Offentligt ansatte, der er sendt hjem og ikke arbejder hjemmefra, står fortsat til rådighed for arbejdsgiveren og vil i øvrigt kunne blive pålagt at bistå med varetagelsen af nødvendige samfundsfunktioner. Med kritiske funktioner sigtes der f.eks. til personale i sundhedssektoren, ældre- og plejesektoren, politiet, kriminalforsorgen, beredskabet, kødkontrollen og området for socialt udsatte. Det forhold, at hjemsendelse vil indebære opbygning af sagsbunker og forlængede sagsbehandlingstider, indebærer ikke, at funktionerne anses som kritiske.

Restriktioner i forhold til plejehjems- og hospitalsbesøg

Sygehuse, plejehjem med videre opfordres til med umiddelbar virkning at indføre skærpede restriktioner i forhold til besøg.

Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem

Elever og studerende på alle offentlige ungdoms- og videregående uddannelser med flere sendes hurtigst muligt og senest fra fredag den 13. marts 2020 hjem i foreløbigt to uger. Private institutioner opfordres til at gøre det samme.

Lukning af skoler og dagtilbud

Alle offentlige skoler og dagtilbud lukkes fra mandag den 16. marts 2020 og i foreløbigt to uger. Kommunerne etablerer nødpasning. Bedsteforældre bør ikke passe børn, hvis de pågældende på grund af alder eller helbred er særligt sårbare over for COVID-19. Private institutioner opfordres til at gøre det samme.

Kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud mv. lukker

Alle indendørs offentlige kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud og lignende indendørs aktiviteter lukkes hurtigst muligt og senest fra fredag den 13. marts 2020 i foreløbigt to uger. Udbydere af public service er undtaget for så vidt angår nyhedsformidling og beredskab.

Alle private udbydere, selvejende institutioner, frivillige foreninger og trossamfund med videre opfordres kraftigt til at gøre det samme.

Det private arbejdsmarked

Alle private arbejdsgivere opfordres til at sikre, at flest muligt arbejder hjemmefra, afspadserer eller afholder ferie under iagttagelse af opretholdelse af kontraktmæssige forpligtelser, f.eks. eksport, og leverancer. Endvidere opfordres til, at der alene afholdes fysiske møder, hvis det er absolut nødvendigt, og at der tages øvrige relevante tiltag for at sikre hensigtsmæssig adfærd på arbejdspladsen. Det forudsættes, at der sikres opretholdelse af den nødvendige forsyningsvirksomhed, herunder f.eks. fødevareforsyningen, dagligvaremarkedet, apotekervæsen, energi, vand, affaldshåndtering, tele- og IT-infrastruktur, finansielle infrastruktur med videre.

Begrænset anvendelse af kollektiv trafik

Brugen af den kollektive trafik skal begrænses og spredes over mest mulig tid og kapacitet.

Der er allerede taget tiltag for at sikre dette, herunder kørsel med større kapacitet. Der indføres nu pladsbilletkrav hos DSB på alle afgange på intercity og lyntog og på regionaltog så hurtigt som teknisk muligt.

Hastelovgivning som giver mulighed for at gennemtvinge særligt nødvendige foranstaltninger

Regeringen fremsætter torsdag den 12. marts 2020 hastelovforslag, som vil give myndighederne mulighed for om nødvendigt at gennemtvinge eksempelvis lukning af private institutioner, skoler og dagtilbud, forbyde arrangementer og andre forsamlinger, hvor mange personer opholder sig tæt sammen.

Forbud mod at samle flere end 100 personer indendørs

Der udstedes forbud mod, at arrangører, forlystelser, restaurationsvirksomheder mv. samler flere end 100 personer indendørs. Forbuddet udstedes, så snart hastelovgivningen er trådt i kraft i starten af uge 12 2020. Indtil forbuddet er udstedt, opfordres til, at det følges, og at der generelt sikres mulighed for at holde passende afstand mellem gæster, besøgende med videre. Det anbefales ligeledes, at der heller ikke under private former samles flere end 100 personer indendørs.

Udenrigsministeriet skærper sine rejsevejledninger

Rejsevejledningerne følger den globale udvikling og skifter farve, når smittetal, lokale restriktioner og mange danskere i lande med svage sundhedssystemer i lande uden for Europa tilsiger det. Konkret betyder det i dag d. 11. marts 2020 ændringer (orange) for områder i Tyskland, Frankrig og Schweiz og for landene Tyrkiet, Thailand, Egypten og Vietnam. Herudover en særlig opfordring til udsatte grupper om at blive hjemme.

Yderligere restriktioner ved indrejse i Danmark

Regeringen undersøger muligheden for at indføre yderligere restriktioner ved indrejse i Danmark. Det gælder bl.a. mulighed for tvungen helbredsundersøgelse ved ankomst, mulighed for tvungen karantæne ved ankomst fra røde områder, mulighed for afvisning af udlændinge, der ankommer fra røde og orange områder ved grænsen. Endvidere mulighed for generelt at forbyde passagerer på skibe, herunder krydstogtskibe, at gå i land.

Eventuelle tiltag gennemføres under behørigt hensyn til opretholdelsen af de nødvendige forsyningskæder, herunder fødevareforsyning og til dagligvaremarkedet, og så de så vidt muligt ikke hindrer virksomhedernes muligheder for at modtage leverancer fra eller eksportere varer til udlandet.

Kilde: Regeringen

ritzau

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden