0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Thomas Borberg/Politiken/Ritzau Scanpix
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Leder på botilbud vil gøre op med recovery-paradigme: Vi har ikke tid til det, der burde være kerneopgaven

Det tangerer ren opbevaring for de allersvageste borgere på landets bosteder, der slet ikke får den nødvendige behandling og omsorg, mener Ane Thoft Mikkelsen, der er afdelingsleder for botilbud og bostøtte i Fonden Hedehuset.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning


»Mit pædagogiske virke er blevet til nødværge og langvarigt omsorgssvigt af vores allersvageste samfundsborgere.«

Sådan skriver socialpædagogen Lene Reinseth Koch i et debatindlæg i Politiken Sundhed om sit arbejde på et socialpsykiatrisk bosted.

I indlægget skitserer hun en hverdag, hvor hun på grund af travlhed må prioritere benhårdt. Først og fremmest sin egen sikkerhed efterfulgt af medicinering og dokumentation. Dernæst kommer nødvendige plejeopgaver og til sidst relationsarbejdet med beboerne.

Og Lene Reinseth Kochs beskrivelse er hverken overdrevet eller enestående, fortæller Ane Thoft Mikkelsen, der er afdelingsleder for botilbud og bostøtte i Fonden Hedehuset, som driver en palette af sociale-, beskæftigelses- og uddannelsesrettede tilbud til børn og voksne i Mariager og Hobro Kommune.

»Personalet går ofte hjem med ondt i maven, fordi de ikke kan yde den pædagogiske indsats, som de ved, at borgerne har mest brug for.«

En stor del af de daglige udfordringer på bostederne skyldes ifølge Lene Reinseth Koch underfinansiering og underbemanding, men problemet stikker ifølge Ane Thoft Mikkelsen langt dybere. Hun mener nemlig, at der er behov for et opgør med det herskende paradigme på området. Et paradigme, der kan koges ned til de to centrale begreber: recovery og rehabilitering.

Arbejder man ud fra en recovery-orienteret tankegang, anser man i dag det at hjælpe borgeren til at komme sig som helt central. Psykiske problemer forstås altså ikke som kroniske, men som en mere eller mindre midlertidig tilstand, man kan helbredes for eller i hvert fald lære at leve med.

Rehabilitering hænger således sammen med recovery og beskriver den indsats, hvor borgeren genvinder, udvikler eller vedligeholder sin funktionsevne i et omfang, der gør borgeren i stand til at leve et selvstændig og meningsfuldt liv.

Et liv uden indhold

På bostederne skal de altså ofte arbejde hen imod, at borgeren bliver mere selvstændig og på sigt kommer ud i sin egen bolig. Samtidig skal bostederne dokumentere indsatsen, og da recovery, rehabilitering og selvstændighed ikke sådan lige umiddelbart kan sættes på formel, reduceres begreberne til mere hångribelige færdigheder, som skal trænes inden borgeren flyttes i egen bolig. For eksempel at stå op om morgenen, gå i bad, lave mad, og børste tænder.

»Og så bliver det de opgaver, bevillingen går på,« siger Ane Thoft Mikkelsen.

Kommunen visiterer altså borgeren til botilbuddet med et opdrag om en målrettet indsats på en række områder. Men i nogle tilfælde har beboerne helt andre behov. Faktisk mener Ane Thoft Mikkelsen, at de opgaver, som er bundne fra kommunens side, kun fylder en lille brøkdel af det, der udgør borgerens liv på bostedet.

For borgerne bor på bostedet døgnet rundt, påpeger hun, og derfor ser personalet hver dag behov komme til udtryk, som de ikke kan hjælpe med.

Ane Thoft Mikkelsen skitserer et tænkt, men realistisk, eksempel med en ung fyr på et bosted, der har svært ved at se, hvorfor han egentlig skal stå ud af sengen om morgenen, bare for at tage et bad og hjælpe med at gøre rent, når hans største problematikker handler om at være sammen med andre mennesker, og i øvrigt lider af udviklingsforstyrrelser, bipolar lidelse, depression og selvmordsadfærd. Lidelser, som han ifølge fageksperterne ikke kan behandles yderligere for.

»Hans liv har ikke noget indhold. Og vi har ikke en bevilling eller den helhedsorienterede ramme, der gør, at vi kan bruge ressourcer på at hjælpe ham med alle hans behov. Personalet gør deres allerbedste hver eneste dag, men alle kan regne ud, hvor stærkt de må løbe uden nogensinde at nå i mål,« siger Ane Thoft Mikkelsen.

Modstridende handleplaner

Samtidig er der en række borgere, som simpelthen er så syge, at det slet ikke giver mening at tale om rehabilitering. Og det er vi som samfund nødt til at acceptere, mener Ane Thoft Mikkelsen.

»Det er en hård dom at sige til nogen, at ’du bliver ikke rask’, og det gør vi som sådan heller ikke, men der er mennesker, hvor vi i praksis ved, at det er realiteten.«

Denne forsimpling af recovery-begrebet, hvor man direkte oversætter begrebet til ’at komme sig’ er en grundlæggende antagelse, som ifølge Ane Thoft Mikkelsen er yderst problematisk.

»Man har glemt betydningen af recovery-begrebet, og man har kollektivt fortrængt, at mange aldrig kommer sig fra deres sygdom.«

Og konsekvensen af systemets tyrkertro på, at alle mennesker kan blive raske, er ifølge Ane Thoft Mikkelsen, at kommunens sagsbehandlere ofte visiterer en borger til en indsats, hvor handleplanerne direkte strider imod de faglige anbefalinger.

De render panden mod en mur hver eneste dag

Et eksempel på det er, når en behandler har vurderet, at en borger ikke har nogen forudsætninger for at kunne indgå i en beskæftigelsesrettet indsats.

»Men alligevel kommer der en handleplan ud, hvor det er det, vi skal træne,« siger Ane Thoft Mikkelsen og tilføjer:

»Mine medarbejdere bliver altså bedt om at arbejde udviklingsorienteret med det resultat, at de render panden mod en mur hver eneste dag. Fordi det ikke er det, borgeren har behov for, eller ressourcer og kompetencer til.«

Blandt beboerne i den aller tungeste målgruppe er for eksempel borgere med hjerneskader, udviklingshæmmede eller borgere med alvorlige psykiske sygdomme såsom paranoid skizofreni. Og de mennesker har ifølge Ane Thoft Mikkelsen mere behov for langvarige pædagogiske indsatser. Indsatser, som i stedet burde handle om, at få noget livskvalitet ud af samværet med personalet eller med andre, indgå i en aktivitet, have mod på at møde andre mennesker eller bare komme uden for en dør.

»Der er en gruppe mennesker, der ikke kan ’helbredes’, og det er vi bare nødt til at forholde os til. For vi står ude på botilbuddene med flere og flere fra den målgruppe, og som det ser ud nu, så ved vi faktisk ikke, hvad vi skal arbejde hen imod,« siger Ane Thoft Mikkelsen og efterlyser i samme åndedrag en helt grundlæggende diskussion om, hvad vi vil med landets bosteder.

Et budskab, som hun fik mulighed for at udbasunere foran politikere, fagfolk og interesseorganisationer, da hun sidste onsdag var inviteret til at holde et oplæg på Christiansborg i forbindelse med en politisk høring om problemer med sektorovergange i psykiatrien.

Et budskab, hun håber politikerne tager med sig ind i forhandlingerne om den kommende 10-års plan for psykiatrien.

»Hvad er botilbuddenes rolle? Hvad er det for en opgave, man forventer vi skal løse? Og hvordan sikrer vi, at vi har en lovgivning og en ramme, som tager højde for den store diversitet, vi har i målgrupperne på bostederne,« spørger Ane Thoft Mikkelsen og slutter:

»Det er vores aller svageste borgere, vi har med at gøre. Og som det er lige nu, er botilbuddene en stor gryde, hvor alt bliver proppet ned i, og det kan vi ikke være bekendt.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden