Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Video video: Viborg vil animere sig til sundere borgere

Viborg Kommune har siden 2014 haft en decideret animationsstrategi med et årligt budget på 4,4 millioner kroner. Sidste skud på stammen er en animeret film om ensomhed, der skal hjælpe med at opspore ensomme, ældre borgere.

Nyheder
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

En ældre mand sidder ved sit bord. Han har et viltert hår, der vokser i to krøllede klumper bag de påfaldende store ører. Han har gæster, der er vin i glassene, og humøret omkring ham er højt. Men udtrykket i hans ansigt er tomt. For på væggen hænger et billede af hans kone. Hun sidder ikke med ved bordet, for hun er død. Den ældre mand føler sig ensom – også selv om han har mange venner omkring sig.

Scenen kommer fra den animerede kortfilm ’Kender du ensomheden?’, der skal skabe opmærksomhed om ensomhed blandt ældre og dermed få flere pårørende eller andre mennesker i de ældres netværk til at spotte tegnene på ensomhed og efterfølgende handle på dem.

Animation kan sætte billeder på komplekse følelser. Følelser der kan være forbundet med tabuer

At filmen er blevet til i Viborg er ingen tilfældighed. For i domkirkebyen ser man ikke kun tegnefilm som underholdning, men også som et effektivt værktøj, der kan forklare komplekse problemstillinger og formidle svære følelser, så alle kan forstå det. Derfor har kommunen som landets eneste en decideret animationsstrategi, der løber frem til 2021 med et årligt millionbudget.

Mere end 1.000 ord

I filmen med den ensomme enkemand beskrives tre forskellige former for ensomhed via tre animerede figurerer. Målgruppen for videoen er pårørende og andre, der er i kontakt med de ældre, som kommunen gerne vil have til at reagere, hvis de har mistanke om, at en person tæt på dem er ensom. De ensomme rækker nemlig ikke selv ud, forklarer Jette Hingebjerg, leder for Aktivitet og Udvikling i Viborg Kommune:

»De mest ensomme ringer ikke og siger, ’hej, jeg er ensom, kan I ikke gøre noget for mig?’.«

Derfor har kommunen altså lavet en video, som skal få folk i de ældres netværk til at reagere.

Men hvad er det, animerede videoer kan, som man ikke kan opnå med pamfletter og pjecer?

»Animation kan sætte billeder på komplekse følelser. Følelser der kan være forbundet med tabuer. Et billede siger mere end 1.000 ord – det er faktisk det vi udnytter,« siger Søren Fleng, producer og stifter af animationsstudiet Happy Flyfish, der i samarbejde med Viborg Kommune har lavet ensomheds-filmen.

I filmen har Søren Flengs hold skabt tre animerede figurerer, der hver især repræsenterer hhv. social, eksistentiel og emotionel ensomhed. Og det med at formidle gennem generiske karakterer er en vigtig pointe. Det er nemlig nemmere at spejle sig i og identificere sig med en animeret figur frem for et rigtigt menneske, forklarer Søren Fleng.

Han uddyber, at grunden er, at animerede figurer kan repræsentere almenmenneskelige fortællinger, som de fleste kan spejle sig i, hvorimod film med rigtige mennesker let kommer til at repræsentere én bestemt fortælling, som færre vil kunne spejle sig i.

Men en ting er formidling af følelser, så de kan genkendes af målgruppen. Noget andet er forståelse for et komplekst patientforløb, som det er vigtigt, at patienten kender. Traditionelt informeres patienter via samtaler med klinisk personale, brochurer eller portaler på internettet. Med andre ord er der meget læsestof, som for mange kan være svært at forstå.

»Vi ved, at der er meget information, der går tabt, når borgeren selv skal sidde og læse en brochure fyldt med fakta. Hvis man derimod bruger de her to minutter på at se en film, der er skruet rigtigt sammen, så kan folk huske det meget længe«, siger Søren Fleng.

Den problemtik kender Kristine Stange, der er kommunikations- og sekretariatschef i Hospitalsenhed Midt, alt til. Det er netop en af grundene til, at hospitalsenheden i flere år på udvalgte afdelinger har arbejdet med animation som alternativ til fysiske pjecer, fortæller hun:

»Vi har en gruppe patienter, som har svært ved at læse og forstå den komplekse information, de får, når de skal i gang med et forløb. Vi ved fra international forskning, at hvis vi formidler med animation frem for tekst, så kan det øge deres evne til at optage informationen og forstå den på et acceptabelt niveau.«

Læs og forstå

Borgerens evne til at tilegne, vurdere og handle på sundhedsrelateret information, kaldes ’health literacy’, der lidt løst kan oversættes til ’sundhedskompetence’.

Og netop her rammer den traditionelle skrevne kommunikation skævt, viser undersøgelser.

Et canadisk studie fra 2008 viser, at seks ud af ti canadiere ikke har tilstrækkelige sundhedskompentencer til fyldestgørende at tage hånd om eget sygdomsforløb.

Samtidig viser studiet, at der er sammenhæng mellem lav sundhedskompetence og sygdomme som gigt, diabetes, alkoholmisbrug, højt blodtryk og astma. Den stærkeste sammenhæng var i forholdet mellem diabetes og sundhedskompetence, hvor forekomsten (prævalensen) af diabetikere faldt i takt med, at sundhedskompetencen steg.

»De, der har lavest ’health literacy’, kan ikke læse og forstå, hvad vi skriver, selv om vi har kommunikationsbrillerne på og skriver med et lavt lixtal. De kan forstå det, hvis de ser en animationsfilm. Men det er dyrt at lave animation, og derfor har vi indtil videre afsøgt de sygdomsområder, hvor vi har mange patienter med lav sundhedskompetence,« siger Kristine Stange.

Derfor startede projektet i Viborg med udviklingen af seks animerede videoer til patienter, der skal have en fedmeoperation. Til sammen varer de seks film 9 minutter og 28 sekunder og erstatter omkring 80 siders skriftlig information, som patienten førhen modtog med brev forud for operationen.

»Når du først har fået den her operation, er dit liv markant forandret for evigt. Derfor har vi brug for at få patienter og pårørende til at forstå det allerede på det tidspunkt, hvor der skal træffes en beslutning om, hvorvidt de vil have operationen. Men selvfølgelig også når patienten skal have den rette adfærd bagefter. Og der har nok været en tendens til at formidle meget mere information, end borgeren reelt har brug for,« siger Kristine Stange.

Spred ordet!

Da Viborg har arbejdet målrettet med animation siden 2014 på tværs af alle forvaltninger, er strategien blevet så indgroet i kommunens arbejde, at der fast afholdes workshops hver anden måned, hvor alle, der har noget at formidle i kommune-regi, opfordres til at deltage. På workshoppen deltager også virksomheder fra Arsenalet – en klynge bestående af 35 virksomheder, der alle arbejder med kreativ, visuel kommunikation, fortæller Henriette Svenstrup Jensen, der er projektleder for animation i Viborg Kommune.

»Når mine kolleger har været på en af vores workshops, er de ofte helt tændt, fordi de er blevet beriget med kreativ sparring og nye måder at tilgå deres projekt på,« siger hun.

Hvis der kommer noget konkret ud af mødet mellem kommune og virksomhed kan den enkelte forvaltning søge finansiering til halvdelen af udgifterne i Viborg Kommunes animationspulje, der årligt tilføres 4,4 millioner kroner. Resten af finansieringen skal forvaltningen selv skaffe for eksempel ved at effektivisere nogle arbejdsgange som en del af projektet eller ved at være kreativ, siger Henriette Svenstrup Jensen.

»Vi opfordrer vores forvaltninger til at få andre samarbejdspartnere med – for eksempel andre kommuner eller nationale interesseorganisationer. På den måde udbreder vi også de gode takter.«

Netop det med at dele ud af erfaringer fra Viborg er en vigtig pointe for Henriette Svenstrup Jensen:

»Vi prøver at stille os op alle vegne, vi kan. Vi står ude i felten og prøver at udbrede det, vi ser som en lødig og effektiv måde at kommunikere på. Og hvis der er nogen, der har lyst til at springe ud i et animationsprojekt, så hjælper vi gerne,« siger Henriette Svenstrup Jensen.

Et af de steder, hvor man kan få inspiration til animationsprojekter, er på konferencen Animated Health, der er en del af Viborg Animation Festival, som løber af stablen 23. til 29. september. Alle igangværende projekter kan ses på Viborg Kommunes animationsportal, Animating Viborg.


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden