0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Region Hovedstaden
Foto: Region Hovedstaden
Navne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Portræt af Heunickes nye højre hånd: »Krisen er den samme, stolen er en anden«

Sundhedsmonitor tegner et portræt af Sundhedsministeriets nye departementschef, der ventes at spille en nøglerolle i både coronakrisestyringen og arbejdet med regeringens kommende sundhedsreform.

Navne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er efterhånden små syv år siden, Svend Særkjær første gang satte sig i departementschefstolen i Sundhedsministeriet.

Per Okkels, der på daværende tidspunkt havde været departementschef to et halvt år, fyldte 60 år, og Svend Særkjær, der dengang var afdelingschef i ministeriet, satte sig i forbindelse med en tale til fødselaren i dennes stol og spøgte med, at der kunne han da godt tænke sig at komme til at sidde igen en dag.

Mandag tager han så plads i en af de vigtigste stole i det danske sundhedsvæset endnu engang, når han formelt tiltræder posten som departementschef i Sundheds- og Ældreministeriet.

Selv advarer han mod at lægge for meget i anekdoten, men det ændrer ikke ved, at Særkjær både før og efter stolelegen har haft et karriereforløb, der gør ham til den helt oplagte efterfølger for Per Okkels, der går på pension efter næsten 10 år på posten.

Det bliver lige på

De seneste to år har Særkjær som regionsdirektør i Region Hovedstaden været den øverste embedsmand i det danske sundhedsvæsens største driftsorganisation, Region Hovedstaden, hvor han blandt andet har spillet en hovedrolle i regionens coronakrisestyring.

Som en anden Svend, Svend Hartling, der som koncerndirektør var Særkjærs højre hånd i Region Hovedstaden, indtil han for nyligt gik på pension, forklarer det:

»Hele krisestyringsdelen er han vant til. I Region Hovedstaden har vi haft krisestyringsmøder med Svend Særkjær fra bordenden fra små to uger før regeringen for første gang lukkede landet tilbage i marts.«

Selv føler han sig på baggrund af sine erfaringer fra Region Hovedsatden da også ganske klar til at gå ind og spille en nøglerolle i håndteringen af den epidemien.

»Det bliver ligepå. Men jeg sidder jo midt i sundhedskrisen allerede,« som han siger.

»Krisen er den samme, men stolen er en anden.«

En unik profil

Sit første møde med sundhedsvæsenet havde Svend Særkjær omkring årtusindeskiftet, hvor han som såkaldt paragrafansvarlig i Finansministeriet kort sagt havde til opgave at sørge for, at Sundhedsministeriet ikke brugte for mange penge.

Siden fik han job i det daværende Indenrigs- og Sundhedsministerium, hvor han som leder af ministeriets Velfærdspolitiske Sekretariat arbejdede tæt sammen med den daværende indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), og spillede en vigtig rolle i forarbejdet til strukturreformen.

Inden han i 2015 forlod Sundhedsministeriet, havde han arbejdet sig op til en position som afdelingschef og de facto kronprins for departementschef Per Okkels.

Siden var han i små fire år regionsdirektør i Danmarks mindste region, Nordjylland, inden han altså de seneste to år har bestredet den samme stilling i landets største, Hovedstaden.

Samlet set har han altså en unik kombination af topledererfaring fra driften af sundhedsvæsenet i to af landets fem regioner, han kender Sundhedsministeriet indgående fra 14 års tidligere tjeneste der, og så har han været forbi Finansministeriet og lært budgetbisseri, hvilket sædvanligvis anses for en forudsætning for kandidater til Slotsholmens fineste poster.

Eminent dygtig

Svend Særkjær anses for at have en overordentlig god og velbeskrevet politisk næse, en fremragende forståelse for driften af sundhedsvæsenet og en ualmindelig god evne til håndtere problemer, før de bliver til møgsager.

Som Svend Hartling forklarer det:

»Svend er en eminent dygtig embedsmand – ikke mindst når det kommer til at sørge for, at alle politikerne føler sig trygge, velorienterede og velindragede. Det er han fantastisk god til. Og så har han – heldigvis – også rigtigt meget blik for den helt almindelige drift i sundhedsvæsenet.«

»Han ved godt, hvad der foregår derude.«

I Region Hovedstaden har Svend Særkjær blandt andet været god til at opbygge tillid mellem politikere, embedsmænd og hospitalsdirektører, siger Svend Hartling.

»Det betyder, at politikerne i Region Hovedstaden er gået fra at have en automatreaktion om, at ‘det er da også for galt’ til ‘lad os lige høre, hvordan det egentlig er, det hænger sammen’. Det lille skifte er meget værdifuldt,« forklarer den tidligere koncerndirektør.

En stor butik

Evnen til at få driftsorganisationer, embedsapperater og politikere til at arbejde bedst muligt sammen får han i den grad brug for i sin nye stilling som departementschef i Sundhedsministeriet, hvor han skal holde styr på otte styrelser og styrelseslignende råd, centre og institutter og spille en central rolle i håndteringen af den vel nok største sundhedskrise i vor tid.

»Han kommer til at klare det godt,« vurderer Svend Hartling, der har svært ved at finde på noget negativt at sige om sin tidligere kollega.

»Lige til det her job, har jeg lidt svært ved at se, hvad det var, der skulle være hans problem.«

»En udfordring kan blive,« tilføjer han dog, »at der er lidt mange styrelser under Sundhedsministeriet – for mange efter min smag – og det kan gøre det svært at koordinere. Men det ville være en udfordring, uanset hvem der fik jobbet.«

Ikke så mange bud lige nu

Selv kalder Svend Særkjær jobbet for »en stor, spændende og vedkommende opgave«.

»Lige nu er det mest krisehåndtering,« siger han.

»Når der bliver tid til det, så vil jeg sætte mig mere ind i, hvad regeringen ønsker sig, og så vil jeg arbejde for at føre det ud i livet. For at være helt ærlig, er det ikke noget, jeg under pandemien har nået at gøre mig så mange tanker om. Men jeg kender det fra den anden side, så jeg ved godt, at der er nogle ting, der står og venter. Ting, man har været nødt til at skubbe foran sig,« fortsætter han.

»Der er mange, der snakker om en sundhedsreform, og det bliver jo nok den næste store opgave,« konstaterer han, og nævner også psykiatrien, som et område, der oplagt skal ses nærmere på, når den værste storm er redet af.

Svend Særkjærs forgænger, Per Okkels, har i løbet af coronakrisen fået kritik for en del af sin håndtering af samspillet mellem sundhedsmyndighedernes faglige vurderinger og regeringens politiske ønsker. Svend Særkjær er dog ikke klar til at fortælle, hvordan han vil løse den svære opgave som mellemmand mellem myndigheder og minister.

»Det tror jeg ikke, at jeg har så mange bud på lige nu,« siger han.

Når det kommer til den organisation, han forlader, har han mere på hjerte.

»Jeg har haft en fantastisk tid i Region Hovedstaden, hvor vi sammen har flyttet nogle ting. Det har været imponerende at se godt 40.000 medarbejdere arbejde sammen for de samme mål under corona. Det har været en fornøjelse.«

52-årige Svend Særkjær er gift med sygeplejefaglig direktør Lone Bjørklund fra Holbæk Sygehus. Han har to voksne døtre. Han tiltræder sin nye stilling på mandag.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden