Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Pr-foto
Foto: Pr-foto

Iben Juul Nielsen får overrakt Demensprisen 2019 af sundhedsminister Magnus Heunicke.

Navne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Prisvinder: Vi skal tilbyde de pårørende et frirum

Demensprisen 2019 gik til sosu-assistent Iben Juul Nielsen for hendes arbejde med pårørende til demensramte. Politiken Sundhed har spurgt prisvinderen om, hvordan sundhedsprofessionelle bedst kan støtte pårørende.

Navne
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Sosu-assistent Iben Juul Nielsen fik i denne uge overrakt Demensprisen 2019 for sit arbejde med en pårørendegruppe og en café for pårørende på demensplejehjemmet Sct. Kjeldsgården i Viborg.

Politiken Sundhed fangede den stolte prismodtager til en snak om hendes arbejde med de pårørende.

Hvad betyder det for dig at modtage Demensprisen 2019?

»Jeg har tænkt en del over, at jeg er glad for, at de uddeler prisen til en som mig, der arbejder ’på gulvet’. Sådan nogle priser går tit til mennesker med høje uddannelser eller poster. Men vi er jo rigtig mange mennesker, som gør en forskel hver dag og brænder for det, vi laver. Der var jo 220 indstillede til prisen. Det viser, at der er rigtig mange, ligesom mig – havde jeg nær sagt – som fortjener sådan en anerkendelse.«

»Og så er det jo en anerkendelse af huset her (Sct. Kjeldsgården, red.) og det, jeg går og gør i dagligdagen sammen med mine kolleger, beboerne og de pårørende.«

Hvorfor tog du initiativ til at oprette en pårørendegruppe og en café for pårørende på Sct. Kjeldsgården?

»Det gjorde jeg, fordi ægtefæller og børn af vores beboere ofte har været i et langt, følelsesmæssigt slidsomt forløb. Den forståelse, man kan få fra andre, der er i samme situation, er unik. Den kan man ikke få på samme måde ude i det omgivende samfund.«

De pårørende er typisk hårdt følelsesmæssigt belastede, for demenssygdommen kan jo være forløbet over flere år, inden den demensramte flytter ind hos os.

»Det kan være meget svært at sætte sig ind i, hvad det kræver at være nær pårørende til et menneske med demens. Så det er et forum, hvor man har lov til at sige lige præcis det, man har brug for. Og være ked af det, være glad, dele nogle historier og oplevelser, så man kommer af med frustrationer og sorg. På den måde får man nemmere ved at bearbejde tingene fremadrettet.«

Hvordan er rammerne for jeres pårørendegrupper og -caféer?

»I pårørendegrupperne er der rimelig fastlagte rammer. Vi tilbyder tre sessioner, som de pårørende kan tilmelde sig. Vi har delt sessionerne op i fortid, nutid og fremtid. På den måde får de pårørende lov at fortælle hele historien og samtidig se fremad. Her kan de høre andres erfaringer og få inspiration til, hvordan de kan komme videre.«

»Cafeen er et mere uforpligtende tilbud, hvor man bare møder op. Der kan vi snakke om alt muligt, det behøver ikke at være demens. Det er et fristed til at danne venskaber i huset. For vi vil utrolig gerne, at folk ser vores hus som et hjem. De skal føle, at her er hyggeligt og rart.«

Hvad fortæller de pårørende om pårørendegrupperne?

»De fortæller, at her kan de lade tårerne få frit løb. De kan fortælle historier, som i andres ører kan lyde bizarre eller vanvittige uden at blive dømt. De er typisk hårdt følelsesmæssigt belastede, for demenssygdommen kan jo være forløbet over flere år, inden den demensramte flytter ind hos os.«

»En anden problemstilling kan være, at man som pårørende møder et nyt menneske, som man har lyst til at dele noget af sit liv med, selvom man har en ægtefælle her i huset. Om det fortæller de pårørende, at de kan bruge andres erfaringer. Der er da nogen, som har oplevet det som et positivt spark bagi til at sige; ’Det er okay, at jeg har brug for noget uden for det her liv med en syg ægtefælle’.«

Hvordan har din arbejdsplads støttet op om projektet med pårørendegrupper og caféer for pårørende?

»Ledelsen her på Sct. Kjeldsgården skaber nogle gode rammer for de ansatte. Ledelsen er god til at anerkende, at vi allesammen kan bidrage med noget og få nogle gode ting til at ske. Vi har et motto, som lyder, at intet er umuligt, før det modsatte er bevist. Det synes jeg, vi er ret gode til – at prøve ting af, fordi vi får lov til det.«

Vil man kunne lave pårørendegrupper og caféer for pårørende på alle typer plejehjem?

»Ja, det tænker jeg, at man helt sikkert kan. Jeg synes egentlig, det skulle være et tilbud på alle plejehjem, at der er en person, som pårørende kan gå til, hvis de har brug for at tale med nogen, der forstår deres situation.«

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden