0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lizette Kabré, SDCC
Foto: Lizette Kabré, SDCC
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Professor: Ulighed er noget, vi skaber

Velfærdsstaten er med til at mindske den sociale ulighed og løfte befolkningens levevilkår og sundhed. Men paradoksalt nok gør den måske også det modsatte, skriver professor og sundhedsfremmechef Morten Hulvej Rod.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Konjunkturer. Pandemier. Megatrends.

Den sociale ulighed i sundhed har mange ophav, og en del af dem synes at være uden for vores indflydelse.

Derfor kan det nogle gange opleves som Don Quixotes kamp mod vindmøller, når vi fagpersoner, forskere, fonde og politikere iværksætter indsatser og alliancer med det formål at bekæmpe uligheden i sundhed.

For i mange tilfælde er vores arbejde ikke kun utilstrækkeligt – det kan sågar være med til at forstærke og vedligeholde uligheden. Vi ved nemlig, at forebyggelses- og behandlingsindsatser alt for ofte skaber de største effekter for de personer, der har det mindste behov. Indsatserne kan således i bedste fald gøre gavn for folkesundheden generelt, men samtidig være med til at øge de sociale forskelle.

På den måde bliver uligheden noget, vi selv skaber.

Et iboende paradoks

Det samme paradoks er iboende i velfærdssystemet som helhed: Den store styrke ved velfærdsstaten er de universelle indsatser af høj kvalitet: Daginstitutioner, gratis uddannelser, et højt specialiseret sundhedsvæsen med principielt set fri og lige adgang til alle. Velfærdsstaten er med til at mindske den sociale ulighed og løfte befolkningens levevilkår og sundhed. Men paradoksalt nok gør den måske også det modsatte: Vores sektoropdelte og specialiserede velfærdssystem kan nemlig være med til at reproducere den sociale ulighed i sundhed.

Lad mig give et par eksempler:

Den behandlende del af sundhedsvæsenet er opdelt i medicinske specialer. Det er godt, for på den måde sikrer vi, at man som person med diabetes eksempelvis bliver mødt af sundhedsprofessionelle med ekspertise inden for netop den sygdom. Men det er mindre hensigtsmæssigt, hvis man – som en stigende del af befolkningen – lever med mere end én kronisk sygdom. Det stiller store krav til folks evne til at navigere i sundhedsvæsenet, og det kan i særlig grad være udfordrende, hvis man tilmed har sociale problemer såsom arbejdsløshed eller trange økonomiske kår.

I mange tilfælde er vores arbejde ikke kun utilstrækkeligt – det kan sågar være med til at forstærke og vedligeholde uligheden

En tilsvarende problematik kan man møde på socialområdet. Der er i øjeblikket stort politisk fokus på anbragte børn og et ønske om at løfte kvaliteten på det område. Men de sundhedsmæssige aspekter er gledet i baggrunden. Ikke fordi der ikke er et behov i form af markante sundhedsudfordringer blandt udsatte børn og unge, men fordi sundhed ofte betragtes som et sekundært hensyn på socialområdet, og fordi der mangler sundhedsfaglige kompetencer og viden om, hvordan man eksempelvis kan arbejde med sundhedsfremme på anbringelsessteder.

En ren syndemi

Der findes et begreb for den form for samspil mellem sociale og sundhedsmæssige udfordringer, som jeg her skitserer: Syndemi. En syndemi betegner flere sygdomme (eller sundhedsmæssige problemer), der eksisterer på samme tid i en bestemt befolkningsgruppe. Det er en forudsætning, at disse sygdomme påvirker hinanden gensidigt (eksempelvis via et biologisk, psykologisk eller adfærdsmæssigt samspil), og at de er betingede af nogle bestemte sociale forhold og levevilkår.

Som et eksempel kan covid-19 optræde som del af syndemi, fordi visse befolkningsgrupper i kraft af deres socialstatus og levevilkår er mere udsatte for smitte og et kompliceret forløb, og fordi de af samme grund samtidig lever med eksempelvis overvægt og/eller kroniske sygdomme, der indgår i et uheldigt samspil med covid-19 og yderligere øger risikoen for komplikationer eller død.

Vi kan ikke bare opruste systemet

Hverken sundhedsvæsenet eller velfærdssystemet som helhed er særligt godt gearet til at håndtere syndemier. Hvis vi vil uligheden i sundhed til livs, kan vi ikke nøjes med at opruste systemet, som det fungerer i dag, men vi må blive langt bedre til at forstå og ikke mindst håndtere syndemiske samspil.

Det kræver flere ting. For det første at vi analyserer os frem til, hvilke syndemiske mønstre der ligger bag uligheden i sundhed. Vi skal i vid udstrækning vende sundhedsforskningen på hovedet, så vi ikke begynder med bestemte diagnoser og foruddefinerede sundhedsproblemer, men i stedet begynder med konkrete mennesker og bestemte befolkningsgrupper. Vi har brug for dyb og detaljeret viden om den kompleksitet af sundhedsmæssige og sociale udfordringer, der kendetegner livet i eksempelvis udsatte boligområder, blandt udsatte børn og unge eller multisyge migranter.

For det andet skal vi i langt højere grad tilrettelægge vores indsatser, politikker og systemer, så de er i stand til at imødegå denne kompleksitet. Eksempelvis er der netop stiftet en alliance med fokus på overvægt blandt børn og unge. Det er et område, hvor blandt andre Novo Nordisk Fonden vil satse stort i de kommende år, og hvor vi også forskningsmæssigt ønsker at bidrage med ny viden om potentielle løsninger. Men vi kan ikke nedbringe antallet af overvægtige børn uden at interesse os for:

  1. De sociale dynamikker, der ligger bag den markante sociale ulighed på det område, og
  2. Samspillet mellem overvægt og andre sundhedsmæssige udfordringer – ikke mindst hvad angår den mentale sundhed.

Det kalder med andre ord på en syndemisk forståelse og tilgang.

Men hvordan gør vi det så i praksis? Det er svært, fordi det udfordrer den måde, vi har indrettet vores systemer på, og den måde vi traditionelt organiserer vores arbejde – nemlig i specialiserede siloer hvor vi forfølger såkaldt smarte mål. Et helt centralt greb er involvering af de personer, som det hele handler om. Og jeg har selv tidligere slået til lyd for partnerskaber på tværs af fagligheder og sektorer. Men disse ting løser ingenting i sig selv, hvis ikke vi får bedre greb om kompleksiteten i de problemstillinger, vi arbejder med. Det kræver mod og radikal nytænkning i både forskning, politik og praksis.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.sundhedsmonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden