0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Anders Rye Skjoldjensen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Anders Rye Skjoldjensen/Politiken/Ritzau Scanpix
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Kjeld Møller Pedersen om 2020: Det har været et annus horribilis med enkelte lysglimt

2020 skulle have handlet om at lægge planer for fremtiden og løse nogle af de store udfordringer, sundhedsvæsenet står overfor. Sådan er det ikke gået, og vi ved allesammen hvorfor. Det ændrer dog ikke på, at der har været positive udviklinger at spore hist og pist, skriver professor Kjeld Møller Pedersen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forventningerne til sundhedsåret 2020 var store.

Vi regnede allesammen med, at regeringen ville fremlægge et forslag til en sundhedsaftale, der skulle løse mange af de problemer, vi har i sundhedsvæsenet, og arbejdet med en 10-års plan for den stærkt udfordrede psykiatri skulle for alvor i gang.

Men sådan skulle det ikke gå, og vi ved allesammen hvorfor. Coronaepidemien har gjort 2020 til et annus horibilis.

Heldigvis har der dog også været lysglimt, hvilket jeg har tænkt mig at redegøre for i denne nytårs- og juleklumme, hvor jeg præsenterer mit syn på det år, der er gået i sundhedsvæsenet.

Vi må næsten håbe, at der snart kommer en ny pandemi

I 2020 blev Danmark ramt af en pandemi. Pandemier forekommer få gange hvert århundrede. Sidste gang var i 2009, hvor vi havde en officielt defineret influenza-pandemi, som de fleste vel dårligt nok husker, men der var knap 275.000 smittede med omkring 2.600 influenza-relaterede sygehusindlæggelser, hvoraf knap 100 var på intensivafdelinger, og godt 300 dødsfald. Dengang så man dog hverken national panik eller drakoniske tiltag.

Det er lidt ironisk, at der er oprettet en Styrelse for Forsyningssikkerhed

Den danske pandemiplan fra 2013 stod i influenzaens tegn, og det prægede utvivlsomt tænkningen om covid-19 i de første faser. Redaktøren for det anerkendte tidsskrift The Lancet, Richard Horton, skriver i sin meget kritiske debatbog om det, han kalder for »covid-19-katastrofen«, at sundhedsmyndighederne verden over havde en kognitiv bias i retning af influenza. Han har utvivlsomt en pointe.

Det er lidt ironisk, at der er oprettet en Styrelse for Forsyningssikkerhed, der skal sørge for lagre af værnemidler til næste pandemi, og i Sundhedsministeriet er der en ny afdeling for den fremadrettede håndtering af fremtidens pandemier. Samlet er der på finansloven for 2021 permanent afsat 83 mio. kr. til de to nyskabelser – og der skal vel ansættes 60-70 personer. Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed fik også øgede bevillinger, men kun for 2021 og 2022. Med denne oprustning må man jo næsten håbe, at der snart kommer en ny pandemi, så vi kan få noget for pengene. Men sådan går det næppe – vi kan let komme til at vente 20-30 år. I dette århundrede har der været den spanske syge i 1918, asiatisk influenza i 1957, Hongkong-influenzaen i 1969 og som nævnt i 2009.

Ros til alle på sygehusene

Sygehusene var i stand til på beundringsværdig vis hurtigt at frigøre senge til covid-patienter – i alt ca. 800 senge ud over de ca. 400 intensivsenge, der var i forvejen. Der blev frigjort sygeplejersker ved at lukke for planlagt kirurgi, og mange blev lynomskolet til intensivpleje. Alle fortjener ros. Også ros for, at man relativt hurtigt (slut april og primo maj) begyndte at neddrosle mængden af covid-19-senge, som der jo heldigvis langt fra blev brug for.

Prioritering har altid haft en pris

Aktiviteten på sygehusene og i almen praksis faldt med 40-50 pct. fra marts indtil midten af april og var ved at være tilbage på normalt niveau omkring november med forventning om at kunne indhente en stor del af de udsatte operationer inden årets udgang, men anden bølge af coronaen stiller sig utvivlsomt i vejen.

Patientrettighederne blev suspenderet – og det er lige nu uklart, hvornår de bliver genindført. En lynændring af epidemiloven 12. marts gjorde nedlukningen lovlig, svækkede afgørende Sundhedsstyrelsens rolle og gav sundhedsministeren uhørte beføjelser i fredstid. Folketinget forstod ikke helt, at man reelt fraskrev sig indflydelse. En ny epidemilov forventes sendt i høring inden jul.

Der blev prioriteret som aldrig før

Coronaforløbet viser klart – og ikke overraskende – at der er blevet prioriteret mellem patientgrupper. Coronapatienter er kommet før næsten alle andre grupper, men vi er først nu ved at forstå, hvad prisen var for andre patientgrupper: Forsinkede kræftdiagnoser, konsekvenser af udsat behandling osv. Prioritering har altid haft en pris.

Danske Regioner søsatte Behandlingsrådet – udpegede formand og direktør og offentliggjorde et udkast til metodehåndbog. Man vil især interessere sig for medicinsk udstyr med den sløjfe at for at evaluere dem, skal der i udgangssituationen være tale om en forventet nettobesparelse. Dette gælder ikke for behandlinger, eksempelvis nye kirurgiske metoder eller screening. Det er lidt svært helt at forstå logikken bag denne forskelsbehandling.

Medicinrådet fik en positiv evaluering og fulgte én af anbefalingerne, nemlig at indføre brugen af qaly (quality adjusted life years) som effektmål ligesom i England, Norge, Sverige og flere andre lande. Det er utvivlsomt en forbedring, og der er netop udviklet nye vægte til formlen i en projektgruppe på Aalborg Universitet.

Ingen gavebod

Økonomiaftalen fra juni mellem regeringen og Danske Regioner var ikke en gavebod – ja de 1,3 mia. kr. dækker dårligt nok de demografiske ændringer. Og der var ikke som så ofte før ekstragaver i finansloven – de gik til centraladministrationen.

Regionerne har i to omgange modtaget i alt 4,8 mia. kroner i corona-kompensation, bl.a. til dækning af værnemidler og kommunerne fik 3,6 mia. kroner, bl.a. til dækning af rengøring.

Optræk til en folkesundhedslov

Mere lighed i sundhed og mere livskvalitet – intet mindre var målet, da 52 organisationer sendte en fælles opfordring om en folkesundhedslov til Sundheds- og Ældreministeriet og Folketinget. Endnu en fiks ide, eller et columbusæg? Det er under alle omstændigheder ikke hovedløsningen på ulighed i sundhed, og folkesundheden kunne vel klares med et par velvalgte ekstra paragraffer i sundhedsloven.

Sygehusene var i stand til på beundringsværdig vis hurtigt at frigøre senge til covid-patienter

Ideen er udtænkt af Danske Regioner, som beskriver det som »en politisk ramme og løftestang til at skabe et sundere, gladere og mere bæredygtigt Danmark«. Med en folkesundhedslov vil sundhedsfremme og forebyggelse skulle prioriteres på tværs af alle politikker, velfærdsområder, stat, kommuner og regioner, hvilket ifølge regionerne »vil løfte forebyggelsesindsatsen til næste niveau og skabe mere lighed i sundhed«.

Det er ubestrideligt, at forebyggelse skal foregå på tværs af sektorer – og at den væsentligste indsats nok ligger uden for sundhedsvæsenet, men vil en lov med gode hensigtserklæringer gøre den store forskel? I givet fald skal der stå mange ’skal’er’ og næsten ingen ’kan’er’ i lovteksten, men det ville i givet fald være et nybrud på forebyggelsesområdet.

Et vedvarende reformpres

Der er et vedvarende pres på regeringen for at gennemføre en sundhedsreform. Det vidner KL’s og Danske Regioners 12 pejlemærker for et nært og sammenhængende sundhedsvæsen fra efteråret om, og 44 psykiatriaktører blev i august enige om otte forslag til, hvad en 10-årig psykiatriplan burde adressere – det såkaldte psykiatriløft. Men der er ikke sket meget.

Læser man i regeringens forståelsespapir med støttepartierne, nævner den både en 10-års plan for psykiatrien og en sundhedsaftale, men der står ikke direkte noget om en sundhedsreform. I stedet gør papiret det klart, at regionerne videreføres som basis for et decentralt sundhedsvæsen, at der skal skabes større sammenhæng og et bedre samarbejde mellem praktiserende læger, kommuner og regioner, at der tages initiativer med henblik på at skabe større lighed i sundhedsvæsenet – hvilket man jo allerede har taget et gigantskridt mod med oprettelser af Afdelingen for Bekæmpelse af Ulighed under Sundhedsministeriet – og 10-års-planen for psykiatri nævnes også.

Og ser man endelig på sundhedsministerens tale ved regionernes generalforsamling 11. september, var der heller ikke opmuntring at hente for de reformivrige, men genbrug af ord fra forståelsespapiret. Reformen blev nævnt, og at den ikke var glemt. Socialdemokratiske yndlingsideer om nærhospitaler, tjenestepligt for læger og bedre vilkår for fødende blev der også plads til i talen, men ikke noget konkret om fremtidige ændringer af sundhedsvæsenet.

Og så alligevel. Allersidst under åbningsdebatten i Folketinget svarede statsministeren kækt til et spørgsmål fra Søren Pape Poulsen (K) om, om ikke det var muligt at rykke en reform lidt frem.

»Jeps. Det gør vi. Vi rykker det frem. Lad os lave en bred sundhedsaftale næste år,« svarede statsministeren og mindede om, at der jo er uløste problemer.

»For eksempel har vi ikke læger nok i hele landet for at tage ét eksempel. Vi mangler stadigvæk at have et ordentligt samarbejde mellem det, der sker i kommunen på ældreområdet, det, der sker hos praktiserende læger, og det, der sker på sygehusene«

Bemærk, at statsministeren taler om en sundhedsaftale, ikke en reform. De reformivrige skylder at klargøre, hvilke problemer en reform vil løse.

Ny praksisform, der kan vende op og ned på almen praksis

Almen praksis oplevede i 2020 to ting: Lidt mere positive prognoser for antal alment praktiserende læger og fremkomsten af en ny type klinikker – partnerskabsklinikker mellem praktiserende læger og private virksomheder, som vel leverer kapitalen – også kendt som stråmandsklinikker.

Den praktiserende læge køber et ledigt ydernummer af regionen eller af en kollega, men i stedet for selv at drive og bemande lægeklinikken, som traditionen foreskriver, hyrer lægen en privat virksomhed til at stå for enten hele eller dele af driften.

De reformivrige skylder at klargøre, hvilke problemer en reform vil løse

Modellen har potentiale til at ændre praksissektoren på få år og er allerede ved at afløse udbuds-og regionsklinikker. En lignende model har transformeret tandlægeklinikkerne og ført til kædedannelse. For almen praksis er der dog den begrænsning, at en alment praktiserende læge maksimalt må eje seks ydernumre.

Farvel til et par friske pust

Lægeforeningen og PLO har fået nye formænd. Begge de nu forhenværende valgte at gå lidt før tiden. Det er nok udfordrende at være formand. I begge foreninger har man den gode tradition, at formænd kun kan sidde i en årrække, hvilket jo gør, at man også skal tænke på tiden efter formandsstolen.

Velkommen til Camilla Noelle Rathcke i spidsen for Lægeforeningen og Jørgen Skadborg i PLO og farvel til Andreas Rudkøbing og Christian Freitag, som begge var friske pust.

I Danske Regioner blev Camilla Hersom vicedirektør efter at have prøvet kræfter med formandsposten i Danske Patienter – og endnu tidligere i Folketinget. Og så annoncerede departementschef Per Okkels sin afgang medio januar 2021. Ifølge stillingsopslaget skal efterfølgeren have »stor indsigt i sundheds- og ældreområdet«, hvilket forhåbentligt peger på en person uden for Slotsholmens lukkede verden.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.sundhedsmonitor@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden