0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Politiken/Ritzau Scanpix

Maria Olsen, som er psykolog og senfølgeramt, mener, at psykiatrien svigter, når det kommer til behandling af mennesker, som har oplevet traumer. Arkivfoto.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Psykolog og senfølgeramt: Psykiatrien svigter mennesker med traumer

Psykiatriløftet nævner dem ikke med et ord. Men hvordan sikrer vi et kvalitetsløft i psykiatrien uden at italesætte traumer i en befolkningsgruppe fyldt med traumatiserede mennesker, spørger psykolog Maria Olsen.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

På vegne af 44 organisationer, hvoraf de fleste er samlet under paraplyorganisationen Psykiatrialliancen, blev Psykiatriløftet i mandags offentliggjort med otte forslag til kvalitetsforbedringer af psykiatrien. Traumer nævnes desværre ikke.

Men hvordan sikrer vi et kvalitetsløft uden at italesætte traumer – i en befolkningsgruppe fyldt med traumatiserede mennesker?

Psykiatrien mangler fokus på årsagen til psykisk sygdom

Når man i psykiatrien møder mennesker med misbrug, langtidsledighed, manglende forældreevne, selvskade, selvmordstanker eller -forsøg, fysiske skader samt omfattende sociale problemer, vil det i mange tilfælde være mennesker, der lever med konsekvenserne af at have været udsat for overgreb i barndommen. Men når jeg ser tilbage på mit eget møde med psykiatrien, så er der ikke fokus på årsagen til de psykiske problemer. Hvordan kan det være?

Mit eget møde med det psykiatriske system vil jeg i bedste fald beskrive som ressourcespild, og i værste fald som decideret mangelfuld fejlbehandling fyldt med faglige, systemiske, relationelle og etiske svigt. Ja, endda magtmisbrug.

I det halvandet år, jeg var indlagt på tre psykiatriske afdelinger, oplevede jeg, at psykiatere, psykologer og plejepersonale konsekvent vendte det døve øre til, når jeg forsøgte at fortælle dem om mine overvældende oplevelser; mine senfølgesymptomer og de uudholdelige flashbacks til seksuelle overgreb i min barndom.

Min vedvarende insisteren på at tale om traumer blev af psykiatriens fagpersoner kasseret som irrelevant psykotisk tale

Fremfor at lytte, forstå og spejle en faglige viden om senfølger tilbage til mig blev behandlerapparatet vedvarende og systematisk ved med at møde mig med mistro og forsøg på at lukke mig ned, bl.a. ved medicinering og at ved at give mig flere diagnoser.

Jo mere, jeg fortalte om mine barndomsoplevelser i psykiatrien, jo mere blev jeg stemplet som syg;

»Du er psykotisk – du forestiller dig ting.« »Det, du beskriver, ligger indenfor det skizofrene spektrum.«

Jeg så op imod 10 forskellige psykiatere, der ikke var helt enige, men i hovedsag mente jeg var skizofren. Jeg må bare konstatere, at mit traumebillede åbenbart var nemt at misforstå i psykiatrien.

Meget få bliver spurgt ind til traumer

I dag ved jeg, at mit dissociative reaktionsmønster nemt kan mistolkes, som det man beskriver som psykose og skizofreni – hvorfor det også er en helt almindelig udfordring i psykiatrien, at mennesker med senfølger af seksuelle overgreb i mødet med psykiatrien typisk får en masse forskellige diagnoser med hjem.

Nogle får et helt arsenal, uden at der nødvendigvis er blevet spurgt ind til de traumatiske oplevelser, de har med i bagagen. Der er undersøgelser, som peger på, at:

  • Kun et sted mellem 0 og 22 procent af brugere af psykiatrien fortæller, at de er blevet spurgt, om de har oplevet misbrug i barndommen
  • Mandlige patienter bliver spurgt sjældnere end kvindelige
  • Mandlige behandlere spørger sjældnere end kvindelige
  • Og hvis behandlerens overbevisning er, at din psykiske smerte skyldes en ubalance i hjernen, bliver der sjældnere spurgt ind til traumer.

Min vedvarende insisteren på at tale om traumer blev af psykiatriens fagpersoner kasseret som irrelevant psykotisk tale. Det eneste reelle behandlingstiltag, psykiatrien tilbød mig, var medicin.

Sammenlagt fik jeg fire diagnoser i den tid, jeg befandt mig i psykiatrien, herunder to inden for det skizofrene spektrum. Senere fik jeg den éne diagnose, jeg kan tilslutte mig: Problemer på grund af seksuelt misbrug i barndommen. Dette er en såkaldt z-diagnose, som kun sjældent anvendes i psykiatrien. Men hvorfor taler vi ikke systematisk og videnskabeligt om traumer i psykiatrien?

Vi skal højne vores faglige niveau

Nu, mere end 15 år senere og med en kandidatgrad i psykologi på CV’et, ser jeg i endnu højere grad med stor undren tilbage på min egen brugererfaring i psykiatrien og i det omkringliggende offentlige behandlersystem. Mens jeg var indlagt, fik jeg slet ingen hjælp af behandlingssystemet til at bearbejde de seksuelle overgreb, jeg var udsat for som barn.

Systemet og dets aktører var bestemt ikke traume- eller senfølgebevidste – i hvert fald ikke i en grad, så de kunne genkende og møde én som mig: En chokeret, senfølgeramt, ung kvinde, midt i sit livs største eksistentielle krise.

I min studietid var stort set al teoretisk og dybere viden om krise, chok og traumer placeret i de udbudte valgfag

Baseret på mine egne erfaringer i psykiatrien og med mine egne psykologfaglige briller på står det endnu tydeligere og rystende klart for mig, at vi som fagprofessionelle psykiatere, psykologer og plejepersonale, må og skal højne vort faglige niveau, hvis vi skal kunne levere en indsats, der bygger på en helt nødvendig, traumebevidst tilgang.

Psykologer skal vide, hvad traumer er! Ikke bare skal psykologer vide hvad et traume er; kliniske psykologer skal også kunne genkende et traumatiseret menneske i en klinisk sammenhæng. Da dette kan være en særdeles vanskelig opgave, har vi brug for viden og træning.

Skal traumer bare være valgfag?

Men hverken psykologistudiet eller den efterfølgende autorisationsordning fra 2020 gør et stort nummer ud af at klæde os kliniske psykologer på i for hold til traumer. Hvorvidt uddannelsen overhovedet klæder os tilstrækkeligt på til at praktisere velfunderet klinisk arbejde, er også et åbent spørgsmål. Studiet er en generalistuddannelse uden nævneværdigt fokus på hverken hands-on praksiserfaring eller egenterapi.

I min studietid var stort set al teoretisk og dybere viden om krise, chok og traumer placeret i de udbudte valgfag. Disse vigtige fagområder kunne altså vælges fra. Ifølge den aktuelle studieordning fra Københavns Universitet forholder det sig stadig sådan.

I dag har vi ingen undskyldning for ikke at inkorporere en traumebevidst tilgang i psykiatrien

Der er naturligvis henvisninger til traumer i fag som f.eks. psykiatri, der beskriver PTSD-diagnosen og de dissociative tilstande, men ellers skal man lede længe og grundigt, hvis man vil lære noget om traumer.

Selv husker jeg især én artikel på pensum i faget klinisk psykologi, som problematiserede de sædvanlige beskrivelser af skizofreni som en biologisk betinget hjernesygdom ved at pege på de mange lighedstræk, der er mellem de strukturelle og biokemiske ændringer i hjernen ved skizofreni, og de ændringer traumer i barndommen påfører hjernen.

Artiklen pegede også på sammenhængen mellem mishandling i barndommen (især med fokus på seksuelt misbrug og fysisk mishandling) og senere udvikling af hallucinationer, psykoser og et symptombillede, der matcher skizofrenidiagnosens. En viden som i dag er ved at opnå en bredere anerkendelse.

Den traumebevidste tilgang i Danmark?

Når jeg ser tilbage på mit eget møde med psykiatrien - herunder indlæggelse på åbne psykiatriske sengeafsnit med forholdsvis mange ressourcer til rådighed og et efterfølgende psykoterapeutisk forløb i distriktspsykiatrisk regi - undrer jeg mig over, hvordan et oplyst velfærdssamfund som det danske kan forvalte økonomiske midler på et så tilfældigt grundlag som i mit tilfælde.

Mine psykiatrierfaringer fandt sted for snart 20 år siden, men jeg hører desværre fra andre senfølgeramte, bl.a. i Landsforeningen Spor, at de stadig møder de samme faglige og behandlingsmæssige svigt i psykiatrien og i det øvrige behandlingssystem. Der mangler ganske enkelt faglig viden om senfølger. Og det bør vi i behandlingssystemet gøre opmærksom på.

Jeg mener, at psykiatrien og det øvrige behandlingssystem generelt mangler viden om traumer og de mange mulige senfølger af seksuelle overgreb i barndommen. Jeg savner i dén grad det traumebevidste fundament, der sikrer en systematisk opsporing, behandling og støtte til traumatiserede patienter.

Der er ingen undskyldning

I dag har vi ingen undskyldning for ikke at inkorporere en traumebevidst tilgang i psykiatrien. Forskningen har for længst afsløret psykiatriens blinde pletter. I slutningen af 90’erne fik vi det første ACE-studie, der påviser en stærk sammenhæng - et såkaldt dosis-respons-forhold - mellem traumatiske barndomsoplevelser og senere fysisk og psykisk sygdom og risikoadfærd hos den voksne (som f.eks. selvskadende adfærd som alkohol- og rusforbrug og selvmordsforsøg).

En dosis-respons sammenhæng kender vi fra rygning; jo mere du ryger, desto mere stiger sandsynligheden for lungekræft. Ligeledes med traumer: Jo flere traumatiske oplevelser du har med dig fra din barn- og ungdom, desto større er sandsynligheden for senere sygdom. Studier, der systematisk undersøger denne sammenhæng, kender vi i dag som ACE-studier. ACE står for Adverse Childhood Experiences (frit oversat: traumatiske begivenheder i barn- og ungdom).

Da resultaterne fra det første ACE-studie blev publiceret tilbage i 1998, var det banebrydende. I dag foreligger der mere end 80 ACE-studier fra hele verden, som underbygger denne sammenhæng. Alligevel er der talrige eksempler på, at det i psykiatrien i dag ikke bliver betragtet som relevant, når patienterne oplever og italesætter denne sammenhæng.

Hvordan kan vi starte?

I psykiatrien taler man om, at den rette diagnose er en forudsætning for, at patienten får den rette behandling.

Hvis vi skal undgå, dels at fastholde mennesker i et liv med voldsomme senfølger, dels at fejlbehandle de, der havner i det psykiatriske system, kræver det vilje til at stille de rigtige spørgsmål og at turde anvende en traumebevidst tilgang til hvert enkelt menneske. Og det kræver, at fagfolk tilegner sig mere viden traumereaktioner generelt og også specifikt om senfølger af seksuelle overgreb i barndommen.

Et sted at starte kunne være Landsforeningen Spors nye oplysnings- og undervisningsmateriale ’Senfølger i virkeligheden’. Det vigtigste er, at der sker noget nu!

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.politikensundhed@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Forsiden