0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.politikensundhed@pol.dk


Gigtforeningen: Corona-angste kronikere skal hjælpes tilbage i sundhedsvæsnet

Trods lavt smittetryk i genåbningen er frygten for coronasmitte stadig uoverstigelig for mange kronikere. De skal have hjælp til at komme tilbage til samfundet og til sundhedsvæsnet. Ellers får det alvorlige konsekvenser, skriver direktør i Gigtforeningen Mette Bryde Lind.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der kom ikke kun kendsgerninger ud gennem skærmen, da Mette Frederiksen lukkede landet ned. Der sivede også frygt ud, og frygten sidder der stadig i mange kronisk syge.

Mens de fleste diskuterer, om genåbningen ikke kan gå lidt hurtigere, og fejrer den genvundne normalitet med middage, studentergilder og genbestiller udenlandsrejsen, afstår mange af de særligt sårbare gigtpatienter. Det ved vi fra vores rådgivning og vores brugerundersøgelser.

De føler sig afsondret fra samfundet. Sidder stadig i kolonihaver og sommerhuse, ser næsten ingen

Patienterne føler sig afsondret fra samfundet. Sidder stadig i kolonihaver og sommerhuse, ser næsten ingen. Gruppen er blandet. Der er unge og gamle, både med og uden arbejde.

4 ud af 10 kronisk syge gigtpatienter er utrygge ved genåbningen, viser en undersøgelse i vores brugerpanel. De foretrækker isolation, til epidemien ’er ovre’, svarede de i Gigtforeningens seneste måling. Lige så mange føler sig mere ensomme end før epidemien.

Frygt må ikke være en undskyldning for ikke at hjælpe

Coronafrygten gør således gruppen af patienter, der ikke dukker op i sundhedsvæsenet, større. Ikke fordi de ikke vil, men fordi de ikke tør.

Vi hører det fra de praktiserende læger og fra sygehusene, der mener, at det vil gå langsommere end ventet med at få afviklet operationspuklen, fordi patienterne er sværere at trække ind til blandt andet knæ- og hofteoperationer.

Patienternes frygt må ikke være en undskyldning for ikke at hjælpe dem

Men patienternes frygt må ikke være en undskyldning for ikke at hjælpe dem. Udeblevne patienter skal kontaktes og betrygges. Også selvom kommunikationsopgaven er tungere for sundhedspersonalet end den var inden corona.

Sygdomme, smerter og hverdagsisolation forværres, hvis gigtpatienter ikke kommer i behandling.

Hvis man ikke bliver udredt. Hvis man ikke kommer til den ugentlige holdtræning hos fysioterapeuten og tilbage i svømmehallernes varmtvandsbassiner. Hvis man ikke får sin medicin og sin kontrol på de reumatologiske afdelinger.

Det kan få store helbredsmæssige konsekvenser for den enkelte.

Derfor har alle, der arbejder med patienter i risikogrupperne, en stor opgave. Det gælder både de sundhedsprofessionelle og patientorganisationerne: Vi skal formidle tryghed og skubbe på. For hvis de særligt udsatte kronikere bliver ved med at isolere sig, bliver de kun mere syge. Fysisk og mentalt.

De skal kunne regne med, hvad vi siger. Bestyrkes i, at de kan vende tilbage til en om ikke helt – så dog tæt på – normal hverdag. Uden at blive smittet.

Hvad skal der til?

I mine øjne står vi over for en langtidsproblematik. Det har vi også forklaret sundhedsministeren i det nyoprettede partnerskab, der skal holde hånden under risikogrupperne. Derfor er det ekstremt positivt, at han netop har kvitteret med en pulje til at styrke patientforeningernes specialiserede rådgivning.

I Gigtforeningen udvider vi blandt andet den psykologiske rådgivning og opretter nye digitale fællesskaber.

Men det er lokalt i sundhedsvæsnet, den største opgave findes. Helt grundlæggende har de bekymrede og angste patienter brug for ren besked og trygge rammer. Brug for at blive kontaktet, hvis de bliver hjemme. Man må ikke fejlagtigt tro, at intet nyt er godt nyt og konkludere, at når de bekymrede opkald er stoppet, så er bekymringerne også stoppet.

I fysioterapien, hos lægen, i de kommunale sundhedstilbud og på sygehusene skal de særligt sårbare kronikere vide, at de retningslinjer, som skal beskytte dem mod smitte, bliver håndhævet.

Der skal stadig være sprit og høj hygiejne. I de fysiske lokaler skal der tænkes over indretningsmæssige langtidsløsninger, der formindsker smitterisiko.

Men det handler også om adfærd. Det er kontraproduktivt – for at sige det mildt – når sundhedsprofessionelle f.eks. ikke tager afstandsanbefalinger med to meter for risikogrupperne alvorligt, sådan som en del patienter fortæller, når vi taler med dem.

Målsætningen må være indiskutabel. De særligt sårbare kronikere skal uden frygt kunne møde op og deltage i de sundhedstilbud, som er altafgørende for deres helbred og livskvalitet.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.politikensundhed@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden