0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Pr-foto
Foto: Pr-foto
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Rådmand: Jernet bliver ikke varmere end i dag – sundhedsreformen skal smedes nu

Kære Magnus Heunicke: Resultaterne er der. Holdånden er der. Det er nu, du har muligheden for at smede en stærk sundhedsreform for det nære sundhedsvæsen, skriver rådmand i Aalborg Kommune Jørgen Hein.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Der er intet som en krisesituation, der kan få alle til at stå skulder ved skulder og løfte i flok. Således også coronakrisen, hvor regioner, kommuner og praktiserende læger i fællesskab har fundet sammen om nye løsninger tæt på borgerne.

Vi er gensidigt afhængige af hinanden i det nære sundhedsvæsen. Og talrige eksempler fra coronakrisen viser, at når situationens alvor er stor, og økonomien ikke længere blokerer, kan parterne både hurtigt og smidigt samarbejde hen over sektorgrænserne.

Coronakrisen har vist, at vi kan skabe et velfungerende nært sundhedsvæsen med borgeren i centrum

Burde det ikke altid være sådan? Jo for pokker, fristes man til at råbe. Men virkeligheden er jo en anden til dagligt. I fredstid, om man vil. Når vi ikke skal bekæmpe en pandemi, som truer med at lægge hele vores ellers så stærke sundhedsvæsen ned. Når vi også skal kæmpe om kronerne og ikke kun kæmpe for borgeren.

Få nu gang i den sundhedsreform

Kort inden hele Danmark lukkede ned 11. marts, var sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) under pres for at lande en sundhedsreform. Jeg var selv ude med riven efter ham i Politiken Sundhed den 19. februar. Og vist har ministeren da haft andet at se til siden da. Dels med selve coronakrisen. Dels med sine egne forudsætninger for sundhedsreformen som for eksempel en aftale om flere penge til sundhedsvæsenet, hvilket siden er delvist indfriet for regionerne, men ikke for kommunerne. En udligningsreform, som siden er landet, og en velfærdslov, som vi stadig venter på.

Men kære Magnus Heunicke, vi kan snart ikke vente længere. Tiden bliver ikke mere moden end nu. Så få nu gang i den sundhedsreform. Coronakrisen har vist, at vi kan skabe et velfungerende nært sundhedsvæsen med borgeren i centrum. At vi kan arbejde gnidningsløst over sektorgrænser til borgerens bedste. Men den har også sat to tykke streger under, at der fortsat er et kæmpe behov for en reform af det nære sundhedsvæsen. En reform, som for alvor fjerner de økonomiske knaster, så sundhedsopgaven til enhver tid løses i den sektor, som er til størst gavn for både borgeren og samfundsøkonomien. En reform, som lader pengene følge borgeren.

Stærkt samarbejde over sektorgrænser

Under coronakrisen har fokus mest været rettet mod sygehusvæsenet og dets evne til at håndtere smittede, oprettelse af flere intensivpladser og opbygning af testkapacitet i det såkaldte sundhedsspor. Jeg melder mig gerne i koret til at rose sygehusvæsenet for at have løst sin opgave flot, men jeg vil også have lov til at rose kommunerne for vores andel. Den kommunale sundhedssektor har ikke i samme grad været fremhævet under krisen, men i lighed med mange andre har Aalborg Kommune fastholdt et uændret sundhedstilbud til borgere på plejehjem, i hjemmeplejen og sygeplejen under krisen.

Medarbejderne har på intet tidspunkt været hjemsendt, men har skullet håndtere mange nye opgaver for at sikre sundhedstilbud til nogle af de mest udsatte borgere – og samtidig leve med et øget psykisk pres på grund af smitterisiko.

Hvor sygehusvæsenet skar ned på løsning af sundhedsopgaver, måtte kommunerne på flere områder ruste op for at tage over

Hvor sygehusvæsenet skar ned på løsning af sundhedsopgaver, måtte kommunerne på flere områder ruste op for at tage over. Det gælder for eksempel antallet af akutpladser til patienter, som var for syge til at være hjemme, men for raske til sygehuset. For under krisen modtog kommunen covid-19-patienter, som vi for enhver pris ikke ville have i samme bygninger som vores øvrige svækkede, ældre borgere. Nej, der måtte særlige og flere pladser til for at løse den opgave og de mange andre, der også fulgte med coronakrisen.

Under coronakrisen stod vi skulder ved skulder og løste udfordring efter udfordring over sektorgrænser. Og for en gangs skyld fulgte der penge med opgaverne.

Sundhedsreform skal smedes af mod, åbenhed, dialog og tillid

Gennem en årrække er de sundhedsfaglige kompetencer blevet markant opprioriteret i kommunerne for at håndtere det stadigt stigende omfang af sundhedsopgaver. Det kan blandt andet aflæses i antallet af sundhedspersonaler, som er steget fra indeks 100 i 2007 til indeks 170 i 2019.

Kommunerne har ikke de sundhedsfaglige kompetencer indlejret i den øverste ledelses- og beslutningsstruktur i samme omfang som regionerne. Men under coronakrisen er sundhedsfagligheden rykket markant tættere på den kommunale topledelse og indgår nu med en ny tyngde i de strategiske og konkrete beslutninger.

Det siges, at intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Således også i denne tid. For vi er blevet stærkere sammen af den fælles kriseledelse både internt i kommunen, men også over sektorgrænser, hvor samarbejdet har bygget på mod, åbenhed, dialog og tillid.

Resultaterne af denne tilgang kan måles i større medarbejdertrivsel, mindre sygefravær og stor beslutningskraft tæt på borgeren, men også et mere effektivt og gnidningsfrit samarbejde mellem sundhedssektorens parter. Det er stærke resultater!

Det siges, at man skal smede, mens jernet er varmt. Kære Magnus Heunicke: Jernet bliver ikke varmere end i dag! Resultaterne er der. Holdånden er der. Det er nu, du har muligheden for at smede en stærk sundhedsreform for det nære sundhedsvæsen.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.politikensundhed@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden