0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Manjunath Kiran/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Manjunath Kiran/AFP/Ritzau Scanpix
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Boguddrag: »Godmorgen, Karen. Jeg håber, du har sovet godt. Også selvom du har en begyndende influenza«

Fremtiden for almen praksis lurer lige rundt om hjørnet. For mange af de teknologier, som kommer til at revolutionere forholdet mellem læge og patient eksisterer allerede i dag, skriver læge Michael Hejmadi og Andreas Pihl i bogen ’Doktor Hansen har set sin sidste patient’. Læs et uddrag af bogen her.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Med basis i episoder fra lægerne Michael Hejmadis og Andreas Pihls egne erfaringer fra almen praksis, ser Pihl og Hejmadi i ’Doktor Hansen har set sin sidste patient’ ud i fremtiden og giver et bud på, hvordan fremtidens sundhedsvæsen vil se ud.

Vi bringer her et uddrag.

Karens influenza

Vi er i 2040, hvor en kvinde – vi kunne kalde hende Karen – får influenza.

Karen er stoppet med at arbejde for et par år siden. Hun blev enke i 2029, da manden døde af kræft. Nu bor hun for sig selv, og hun klarer sig godt. Hun har god kontakt med familie og venner, men mange af dem bor langt væk, så hun har ikke mange, der holder øje med hende. En mandag morgen er hun mere træt end normalt. Vækkeuret ringer kl. 6, som det altid har gjort, men Karen slår det fra og sover videre. Kroppen vil bare blive liggende.

Hun vågner af sig selv, da klokken er blevet 8, og anstrengt kravler hun ud af sengen, ind på badeværelset, vand i hovedet, tilbage i soveværelset og tøj på. Da hun kommer ud i køkkenet, pinger hendes digitale assistent over husets højttalere:

»Godmorgen, Karen. Jeg håber, du har sovet godt. Også selvom du har en begyndende influenza.«

Karen kigger op mod højttaleren.

»Vil du vide, hvordan jeg er nået frem til det?«

Den digitale assistent ændrer tonationen, så sætningen faktisk lyder som et spørgsmål. »Nej«, svarer Karen kort for hovedet. Hun er ikke syg, hun er bare lidt træt. Og desuden skal den infame maskine ikke tro, den ved alt. Men da kaffen er brygget, bliver hun alligevel nysgerrig. Hun kigger igen mod højttaleren og spørger tøvende:

»Hvorfor tror du, jeg har influenza?«

Den digitale assistent svarer prompte:

»Dit ur måler højere puls end normalt. Det viser også, at dit blodsukker og blodtryk svinger mere end normalt. Dit bevægelsesmønster registreret via kameraet i huset tyder på lette smerter i det meste af din krop. Du har ifølge køleskabets sensorer ikke den store appetit, og dit nattøj har målt, at din hudtemperatur er steget. Du insisterede på ikke at blive vaccineret.«

Vi er overbeviste om, at der ikke går lang tid, før simple infektionssygdomme med virus og bakterier ikke længere er en opgave for lægen

»Det kan da være så meget,« siger Karen.

»Korrekt. Men dine personlige data er koblet med registreringen af et influenzaudbrud i dit område. Desuden har din nevø og hans børn også fået konstateret influenza. Du var ifølge din kalender sammen med dem i weekenden.«

Assistenten bliver tavs. Så spørger den:

»Ønsker du at få undersøgt, om det faktisk er influenza?«

Karen har haft influenza mange gange i løbet af sit liv, og hun vil gerne af med det så hurtigt som muligt, så hun skynder sig at svare ’ja, tak’. Den digitale assistent kontakter nu det lokale lægehus’ digitale assistent. I løbet af få splitsekunder er en drone blevet aktiveret, og efter få minutter er den på vej fra det lokale lægehus. Med sig har den prøveglas. Yderligere fem minutter går der, før den lander hos Karen, som henter pakken. Et lille fingerprik og en vatpind i munden. Det konstateres med det samme, at det er influenza.

»Vil du have behandling?« spørger dronen høfligt.

Karen nikker, dronen registrerer nikket med sit kamera, og 30 minutter efter kommer endnu en drone flyvende. Denne gang fra det lokale apotek med en antiviral behandling samt noget til at tage feberen. I samme omgang informeres hendes nærmeste familie. Den digitale assistent spørger Karen, om hun føler et behov for at snakke med lægen? »Nej«, svarer Karen.

Senere samme dag løber Doktor Hansen, Karens læge, igennem, hvad systemerne har foretaget sig. Hun konstaterer, at Karen har influenza og er i behandling. Det eneste, lægen gør, er at sikre, at Karen bliver kontaktet af lægens digitale assistent et par dage efter for at høre, om alt er godt, og om behandlingen virker, som den skal.

Dette lille fremtidsscenarie er bestemt ikke urealistisk. Vi er overbeviste om, at der ikke går lang tid, før simple infektionssygdomme med virus og bakterier ikke længere er en opgave for lægen. For teknologierne, der skal få dette til at ske, findes allerede:

Digitale assistenter vinder frem, og Googles assistent sælger f.eks. bedre end de første iPhones (1). Amazon har allerede leveret sine første pakker via drone (2). Smart-tekstil, altså f.eks. stof, der kan måle puls, iltmætning m.m., er under udvikling (3). Abott – et stort amerikansk firma, der laver medicinsk udstyr – producerer nu testudstyr, der kan stille en influenzadiagnose på kun 13 minutter. Desuden kan infektionstal på samme måde måles let og mobilt. Apple Watch fanger puls, og vi har allerede et hav af kameraer i vores hjem – i f.eks. telefoner, computere, konsoller og tv. At tilføje muligheden for temperaturmåling er ikke kompliceret.

Derudover er det med Google Flu Trends (aktivt fra 2008 til 2015) (4) allerede antydet, hvordan man kan lave rimelige forudsigelser af, hvor infektioner forekommer. Vi mangler ’kun’ samkøringen af disse data.

2040 er langt væk og tæt på

Selvom eksemplet med Karen er realistisk, kan det alligevel godt virke som noget fra en fjern fremtid. Men 2040 er tættere på, end vi tror. Vi kan rent faktisk forestille os en fremtid, som den Karen er en del af, hvor teknologi overtager funktioner og opgaver, fordi disse teknologier, der kommer til at forme fremtidens sundhedsvæsen, allerede er i hastig udvikling. De er som sagt opfundet. Men 2040 er selvfølgelig også langt væk. Hvis man havde stået i år 2000 og skulle forudsige, hvordan verden ville fungere i 2020, havde man nok haft vanskeligheder. For selvom meget af den teknologi, der præger vores verden i dag, som computer, internet og mobiltelefoner, var opfundet og allerede ganske udbredt, havde det alligevel været svært at foregribe iPhonens konkrete betydning. Eller hvordan internettet har revolutioneret alt fra handel til ledelse.

Nye teknologier kan også komme ind fra højre og komme til at ændre ting, vi ikke havde overvejet. Lad os tage organdonation som eksempel. I Danmark er der, som i rigtig mange andre lande, en stor mangel på organdonorer. Det vil i fremtiden næsten med sikkerhed blive værre. Organer kommer nemlig mest fra raske, yngre mennesker, der udsættes for uheld. Den største leverandør af disse er trafikuheld (5). Men i løbet af 2020’erne, eller senest i 2030’erne, vil selvkørende biler blive indført, og det vil føre til, at antallet af trafikuheld formentlig falder med op mod 90 procent, ifølge de mest optimistiske rapporter (6). Godt for os i trafikken. Knap så godt for den, der står og mangler et sæt lunger eller et hjerte. Vi er ofte totalt blinde over for den slags effekter, og de næste 20 år vil byde på flere forandringer, end vi kan forestille os.

Verden får sanser

Men hvad vi ved, er, at vi går en fremtid i møde, hvor teknologien kopierer mennesket. Vi har i dag fem sanser. Og dog. Et moderne menneske farer f.eks. næsten aldrig vild mere, for i enhver smartphone er der en GPS. Vi har ikke telepati, men alligevel kan vi over store afstande snakke sammen, skrive sammen og dele det, vi oplever. Vores sanser er blevet udvidet. Den fysiske, døde verden vil i løbet af de næste 20 år vågne op. Som i eksemplet med Karen bliver huset, og alt, der omgiver hende, i stand til at observere og analysere. Og vi bliver i stand til at tale med huset. Vores beskedne fem sanser vil blive duplikeret overalt omkring os. Samtidig ’globaliseres’ og integreres vores hjem med omgivelserne. Lad os tage et køleskab. Det vil blive fyldt med sensorer. Det kunne være små chips i madvarerne, der fortæller, hvad der er i køleskabet, og hvor længe det har ligget der.

Vores omgivelser vil være fulde af sanser – de fem klassiske sanser på steroider og nye sanser, vi knap har tænkt over i dag

Det kunne være duft-sensorer, der holder øje med stoffer, der vidner om tidlig forrådnelse. Det kunne være simpel optælling af, hvor mange gange køleskabslågen bliver åbnet og lukket. Al den data fra køleskabet vil blive integreret med ens personlige assistent. Køleskabet vil således selv fortælle Nemlig.com eller Fakta, hvad der snart mangler. Ligesom det vil fortælle, hvad man spiser, hvor sundt det er, og hvilke madvarer der bør købes ind. Lægen kan måske også få adgang til dataene og på den måde have det fulde billede af en borgers sundhed.

Når køleskabsmaden skal ud igen – ikke fordi det er råddent, men fordi det er blevet spist – ender det som afføring. Noget som ofte anses for ulækkert. Men det har stor betydning for vores velvære. En hård afføring kan være et tegn, før smerter i form af forstoppelse eller hæmorider, eller mere alvorligt inflammatorisk tarmsygdom eller kræft viser sig. Men mange får ikke kigget i kummen. Selv når forældrene henvender sig til lægen med Emil på 8 år, med mistanke om at han har forstoppelse, kan meget få angive, hvordan Emils små ubåde ser ud. Farve, form, lugt, hyppighed, mængde – alt sammen fortæller det meget om sundhedstilstanden.

Det er oplagt at lave toiletter, der analyserer disse ting. Løbende DNA-analyse af afføringen findes allerede nu i prototyper (7). Kan tarmmikrobiomet – alle dine tarmbakteriers gener – være årsag til autisme, fedme eller sukkersyge? Hvor meget, der er hype, og hvor meget, der viser sig at være brugbart, ved vi ikke, men flere forskningsresultater viser, at der er en sammenhæng. DNA-analyse kunne være en af de ’sanser’ som Ifö eller andre wc-producenter overvejer i fremtiden.

Vores omgivelser vil være fulde af sanser – de fem klassiske sanser på steroider og nye sanser, vi knap har tænkt over i dag. Det betyder, at man som i Karens tilfælde vil kunne opdage sygdom, før man selv som individ overvejer/sanser det.

Den døde verden får en krop

Sanserne får også krop. De såkaldte da Vinci-robotter har de sidste par årtier gjort deres indtog på kirurgiske afdelinger verden over, hvor operatøren – kirurgen – sidder væk fra patienten og kigger ned i en 3D-VR-agtig maskine, mens han med hænder og fødder styrer tre eller fire robotarme, der er inde i patienten. Normalt er patienten og kirurgen i samme lokale, men der er lavet forsøg med en operatør udenlands, og med nyere og hurtigere forbindelse som 5G og senere teknologier kan operatørerne sidde et centralt sted og operere patienter over hele verden. Og forskningsresultaterne viser, at operationsrobotterne er bedre til nogle specifikke operationer, mens de leverer lige så gode resultater som kirurger ved andre operationer (8).

Det er vigtigt at holde sig for øje, at hvis en robot kan lave komplekse operationer, så kan de i princippet også overtage de mange andre funktioner, som Doktor Hansen har. Robotterne er nemlig ikke underlagt menneskets begrænsninger. Lad os blive konkrete. På en typisk dag undersøger lægen øjne, øre, hud, hals, bryst, lungehule, mave, ryg, hofte og knæ. Disse undersøgelser vil kunne overlades til en robot: da Vinci-systemets efterfølgere kunne meget vel kigge i ørerne hos et barn og i samme omgang fjerne ørevoks eller måle trykket.

Med da Vinci 2.0’s kolde stålhænder kan Åse bruge lige så lang tid, hun vil. Da Vinci har tid nok

Ved undersøgelse af hud vil en helkropsscanner med sikkerhed kunne få langt mere information med end lægen. Ovenikøbet med større grad af privatliv. Ingen – andre end robotten – ville i første omgang få viden om f.eks. eventuelle piercinger. Undersøgelse af maven kunne med fordel foretages af en robot, der i en og samme bevægelse kunne lave ultralyd og røntgen. På den måde kan man præcist finde ud af, hvad der forårsager smerten.

Lungehulen undersøges i dag med primitive ører og anslag med fingre. En dygtig læge har måske lyttet på 5000 forskellige patienter. En robot vil kunne dele erfaring om millioner af lytninger på tværs af alle enheder. Robotten har desuden ingen grund til at være begrænset af det menneskelige øres frekvenser.

Helt lavpraktisk tager det tid for Åse på 82 at komme ind og tage tøjet af. Med da Vinci 2.0’s kolde stålhænder kan Åse bruge lige så lang tid, hun vil. Da Vinci har tid nok.

Og de kommer – robotterne. Overalt. Det er lidt som med Peter og ulven, hvor ulven kommer før eller siden. Om det så faktisk viser sig at være en ulv – altså noget negativt – vil tiden vise. Sandheden er nok, at det ligesom stetoskopet vil bringe en ny verden med sig. Og nye verdener opstår ikke uden ofre og kritik. Som med stetoskopets indførsel kan det virke fremmedgørende at lade en robot stå i Doktor Hansens sted. Lægens varme øre føltes bedre mod brystkassen end det kolde stetoskop. Den varme hånd føles bedre end da Vincis kolde stål. Men det er måske blot et spørgsmål om tilvænning.

De færreste har i dag noget imod at blive undersøgt med stetoskop. Faktisk kræver mange det, og det ville ligefrem være underligt, hvis lægen pludseligt begyndte at lægge øret til. Så vi flytter os, vi mennesker, sammen med teknologien.

Kroppen og sanserne får hjerne

Som robotten erstatter kroppen og sensorer vores sanser, erstatter kunstig intelligens vores hjerne. 00’erne blev internettets alder og 10’erne smartphonens årti. Nu bliver 20’erne den kunstige intelligens’ tid. Det kan vi sige med ret stor sikkerhed.

Selvom der både i 70’erne og 80’erne har været AI-bobler, begge efterfulgt af AI-vintre, bliver der investeret enorme summer i udviklingen af kunstig intelligens verden over. Vores hjerne er meget groft set bygget op af nerveceller (neuroner) forbundet i mange enkelte, såkaldte neurale netværk. Når vi ser på noget, er det neurale netværk, der hjælper med at identificere gul som gul og striber som striber. På et lidt mere avanceret niveau er det samme netværk, der kobler striber, gul og summen til forståelsen af en bi.

Man kunne tage skorper fra en person, der kun var mildt ramt, knuse dem og derefter blæse dem ind i næsen på en rask person som en slags vaccination

Kunstig intelligens er avancerede algoritmer, der i opbygning og struktur begynder at minde mere og mere om den menneskelige hjerne. Hvilket vil sige, at den kan kæde ting sammen og lære. Det foregår ved at finde mønstre i data og så udlede svar deraf, hvilket i virkeligheden ikke er så forskelligt fra det, man altid har gjort i lægevidenskaben med f.eks. symptombaseret diagnostik. Faktisk er det netop en grundmetode. Lige siden Hippokrates grundlagde den første skole i medicin for 2.500 år siden, har man arbejdet med observation, eksperimenter og analyse af data. Alle disse ting er helt fundamentale i kampen for at holde sig fri af sygdomme.

Et eksempel er fra 1400-tallets Kina, hvor man f.eks. fandt ud af, at man kunne pode befolkningen mod kopper. Efter mange års undersøgelser og forsøg fandt man en sammenhæng: Man kunne tage skorper fra en person, der kun var mildt ramt, knuse dem og derefter blæse dem ind i næsen på en rask person som en slags vaccination.

Dette reducerede dødstilfældene betydeligt, fordi man så en sammenhæng, et mønster. Der er som sådan intet magisk ved en videnskab som sundhedsvidenskab, til gengæld er der masser af arbejde i det, som det meste af tiden består i at gennemgå data i form af blandt andet symptomer og observationer med henblik på at finde mønstre, som videre kan bruges til at forudsige og fastlægge en patients fremtid og behandlingsmuligheder. Og det kan altså blive sat på turbo med hjælp fra kunstige intelligenser.

Når en kunstig intelligens trænes med nok eksempler, får den en virkelig god ’mavefornemmelse’ inden for et specifikt område

Som læger bryster Michael og Andreas sig af (forfatterne af bogen red.), at de oftest kan se, om en patient er syg allerede i venteværelset. Ikke på en enkelt faktor. Men på det komplekse billede, der ses. En mavefornemmelse om man vil. Det er jo Doktor Hansens fineste evne. Denne mavefornemmelse har man i løbet af 2010’erne fået styr på med IT.

Når en kunstig intelligens trænes med nok eksempler, får den en virkelig god ’mavefornemmelse’ inden for et specifikt område. Det er det, man også kalder machine learning eller deep learning. Deep learning er bedre end Doktor Hansen på en lang række områder i dag.

Det, Michael og Andreas er så stolte af i dag – at kunne skelne den syge fra den raske – kan kunstige intelligenser efter al sandsynlighed klare meget bedre i 2040. Med sensorer, krop og en hjerne, der på flere og flere begrænsede områder får supermenneskelige evner, vil den vågnende teknologi blive den mest effektive medhjælper, Doktor Hansen har i fremtiden. Det kan synes som ren science fiction, men det er egentlig mere science end fiction.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.politikensundhed@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden