Christian Harsløf: Hvorfor var det så svært før, når alting glider så let nu?

For et par år siden var begrebet ’disruption’ på alles læber. Der skulle tænkes nyt, og Danmark skulle være verdensmester i det. Der blev nedsat et disruptionråd og mange virksomheder begyndte også at tænke i de baner. Siden er hypen om disruption kølnet noget af, som det sker med mange buzzwords.

Men så kom covid-19. Denne nye coronavirus blev for alvor en gamechanger – for hele samfundet og i særdeleshed for det samarbejdende sundhedsvæsen. Intet disruptionudvalg kunne have igangsat noget i nærheden af det, som på rekordtid er sket i vores samfund.

Pludselig kunne det lade sig gøre at hjælpe med matematikfessor.dk, spille Uno Junior og skrive debatindlæg på én gang. Det er ikke nemt, men det er muligt. Pludselig blev skypemøder en selvfølge for selv den mest teknologiforskrækkede topchef. Det var måske endda lidt lettere. Pludselig blev fællessang og kirurgisk håndvask også en del af hverdagen for danskerne.

Hvorfor var det så svært?

Sundhedsvæsenets mange medarbejdere og ledere satte turbo på forandringer. Alle var opsat på at være så forberedte som muligt. Vi så på rekordtid, hvordan medarbejdere blev omskolet, organisationer omlagt og hvordan faggrænser og sektorgrænser pludselig blev mindre betydelige.

Og i dag må jeg sige, at min oplevelse er, at sundhedsvæsenets medarbejdere er forenet som aldrig før. Vi er forenet om et klart, fælles og samfundskritisk mål.

Nu ser vi, at regioner og kommuner laver fleksible udlånsaftaler for personale på tværs. Kommunerne opretter på rekordtid ekstra midlertidige pladser for at kunne aflaste sygehusene, hvis det bliver nødvendigt. Og sygehusene stiller sig flere steder beredvilligt til rådighed for at tage det lægefaglige ansvar for de borgere, der kommer til at ligge der. Rigtig mange kommuner oplever at kunne få den back-up, de har brug for, for at kunne tage borgere med covid-19 hjem. Der samarbejdes fleksibelt om podning og tests. Kommuner og regioner fordeler værnemidler og koordinerer indkøb på tværs af væsenet.

Man fristes til at spørge, hvorfor det var så svært før, når alting glider så let nu?

Krisen har styrket kommunalt-regionalt samarbejde

Man skal ikke tage fejl. Alt er ikke nemt. Men vi arbejder benhårdt på at finde løsninger. Og der er en stor fleksibilitet fra alle parter. Fleksibiliteten og viljen til at finde løsninger samt tilliden til, at vi kan det, handler jo netop om, at vi ikke kommer fra nul. Et årelangt samarbejde bærer frugt. Vi kender hinanden godt i væsenet. Kommunerne og regionerne er vant til at samarbejde i det daglige, og krisen har styrket det samarbejde.

Man skal heller ikke tage fejl af, at rigtig meget lige nu handler om ét fælles mål. Coronapandemien er på ingen måde en nem opgave, men hele væsenet samarbejder med fuld fokus på dén. Hverdagen er nu engang i højere grad præget af flere konkurrerende mål og forskellige incitamenter.

Derudover er meget af det, vi gør, nyt og mange af de aftaler, vi laver, er midlertidige. Processer er ikke mejslet i sten. De kan hurtigt laves om, hvis de ikke længere giver mening. Løsninger der ikke virker, bliver hurtigt lavet om. Aftaler, der indgås, er midlertidige. Det gør dem mindre farlige – derfor tør vi mere nu.

Og så spiller det også en væsentlig rolle, at tempoet skruet betragteligt i vejret hos sundhedsmyndighederne. Vejledninger, krav og forventninger strømmer ud. Det kan være besværligt at navigere i, men også trygt, fordi der er en meget klar ramme at finde løsninger inden for.

Lad os tage de gode erfaringer med videre

Når krisen engang klinger af, så må vi gøre alt hvad vi kan, for at lære. Vi må holde fast i den fællesskabsånd og det lederskab, der er nu. Holde fast i det mod, der er til at afprøve nye ting og til at turde fejle på det organisatoriske niveau. Det bliver helt sikkert svært, når først trætheden begynder at melde sig på alle plan. Det er naturligt, men det skal også håndteres.

For det toptunede corona-samarbejdende sundhedsvæsen, som vi lige nu ser, er næppe alene løsningen på sundhedsvæsenets mere grundlæggende udfordringer. Selvom der nok aldrig før har været så stærkt et fælles fodslag, så er der stadig et voldsomt stigende antal svagelige ældre og borgere med kronisk sygdom, som sundhedsvæsenet skal håndtere. Samtidig kommer vi også til at skulle afvikle pukler efter coronakrisen. De andre patienter er jo ikke forsvundet. Det bliver hverdag igen på et tidspunkt.

Lad os tage de gode erfaringer og det tætte samarbejde med videre. Lad os finde ud af, hvordan vi kan lære af det. Og lad det være et virkelig godt udgangspunkt for nogle af de grundlæggende forandringer, som et samlet sundhedsvæsen bad ministeren sætte sig i spidsen for, lige inden coronakrisen brød ud.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.politikensundhed@pol.dk.

• Kopiér link