0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix
Foto: Finn Frandsen/Politiken/Ritzau Scanpix

Arkivfoto.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Corona-essay om de ’risikable’ unge: Ingen bør mødes med foragt eller fordømmelse – det skaber i yderste konsekvens kun endnu mere smitte

Hvis de unge skal lære at forholde sig kritisk bevidst og fornuftigt til corona-smittefaren og til dens skiftende betingelser, skal de opleve at blive taget alvorligt og få viden, de kan omsætte i deres hverdagsliv, skriver professor i sundhedspædagogik Karen Wistoft i dette essay.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Onsdag aften den 11. marts 2020 erklærede statsminister Mette Frederiksen Danmark i en slags undtagelsestilstand. Begrundelsen var, at coronasmitten bredte sig blandt befolkningen og snart ville kunne true sundhedsvæsenet. Forsamlingsfriheden blev indskrænket til forsamlinger under 100 personer. En uge efter blev tallet reduceret til ti. Den 30. marts skete endnu en stramning af den danske epidemilov, som gør, at sundhedsministeren kan forbyde forsamlinger på over to. Alle skoler og dagtilbud blev lukket. Offentligt ansatte, bortset fra vitale medarbejdere i sundhedssystemet, politiet, hæren m.v., blev sendt hjem fra arbejde. Grænserne blev lukket for udlændinge uden ’anerkendelsesværdige formål’, og de ca. 100.000 danskere, som var i udlandet, blev bedt om at rejse hjem. Kort sagt: Danskerne skulle i meget vidtgående forstand ændre adfærd.

Men hvad vil det sige? Ja, både de etablerede og de sociale medier bugner i dag med opskrifter på coronasmitte-adfærdsændringer. Ikke mindst de unges risikoadfærd er i søgelyset. Det er dog langt fra tilstrækkeligt at reducere risikoadfærd, der må også træffes etiske valg, og hvilke muligheder har de unge for det her under coronakrisen? Lad os se nærmere på det.

Hvordan ændrer vi adfærd?

For hvordan ændrer vi adfærd? Ifølge den almindeligt anerkendte definition omfatter adfærd alt, hvad dyr og mennesker foretager sig, såvel instinktivt og ubevidst som bevidst og villet. Det betyder, at adfærd kan ændres på to måder: I kraft af regler, påbud og forbud. Eller som et resultat af personlige kompetencer. Lige nu sker reguleringen eller modificeringen af adfærd hovedsageligt via forbud og påbud. Tænk bare på den påbudte færdselsretning rundt om søerne i indre København: nu skal alle løbe med uret – også selv om Bente Klarlund pointerer, at motionsløbere ikke smitter, med mindre de puster hinanden i ansigtet! Eller tænk på den blødere udgave af smitteinddæmningen: afmærkningerne på gulvet i supermarkedet, som angiver hensigtsmæssig afstand, også kaldet nudging – en populær adfærdsmodificeringsstrategi, hvor folk ikke nødvendigvis skal ville eller tænke selv.

Hvis adfærd derimod opfattes som noget bevidst og villet, hænger adfærd uløseligt sammen med kompetencer, det vil sige evner, som vi udvikler selv og sammen med andre. Kompetencer består af viden og færdigheder, og dem har vi hårdt brug for til at justere vores liv i takt med coronasmittens udvikling. Lad mig starte med at kalde dem risikokompetencer. Til forskel fra adfærd er kompetencer selvberoende og omstillelige, det vil sige, at de kan flyttes fra situation til situation, fra betingelse til betingelse, fra tid til anden.

Moralisten ser ikke bjælken i sit eget øje. De, der udsættes for moralisering, reagerer med negligering

Jeg er lige kommet hjem fra dagens morgenindkøb i supermarkedet. I dag handlede min snak med kassedamen om, hvordan hun skulle få tiden til at gå.

»Hvorfor hører de unge ikke bare efter?«

Hun var dødtræt af situationen. Det er hun bestemt ikke alene om. I parforhold beskylder vi hinanden for at tage for let på smitten eller for at være hysteriske. I etablerede ’krise-hotlines’ gives der råd til rådvilde, som ikke kan klare isolationen eller relationerne mere. I starten lød det fra regeringens side: Vi er nødt til at lave lovindgreb, fordi borgerne ikke forstår alvoren. Lukningerne blev begrundet med bebrejdelsernes logik snarer end med viden og evidens. Der var sågar et forslag i medierne om, at borgerne skulle anmelde folk, de havde mistanke om var covid-19 smittede. Det er bortfaldet, men mistankerne og moraliseringen har kronede dage!

Moral overfor etik

Adfærd og kompetencer, adfærdsmodificering og kompetenceudvikling læner sig op ad moral, etik og moralisering. Det er tydeligt, at adfærd, der søges reguleret gennem lovindgreb og påbud, hviler på moral og på moralisering. Adfærd der søges ændret gennem oplysning, undervisning og vejledning med henblik på at skabe individuelle og kollektive kompetencer hviler derimod på etik.

Den tyske sociolog og systemteoretiker Niklas Luhmann har blandt andet beskæftiget sig med risikokommunikation og med moralsk og etisk kommunikation.

Moral betjener sig ifølge Luhmann af forskellen god/dårlig eller agtelse/misagtelse – moral sondrer med andre ord moral mellem noget, der er bedre end noget andet (Luhmann, 2008, 1990, 1989). Når vi forholder os moralsk, tager vi stilling til, om handlinger er gode eller dårlige. Et par eksempler kan være:

»Kunne dem, der er syge, dog ikke bare blive hjemme«, eller

»Vi bør tage Sundhedsstyrelsens råd alvorligt og ikke tilpasse dem til det, vi har mest lyst til«.

Den, der udtaler sig moralsk, lufter sine meninger og holdninger om god/dårlig opførsel. Vedkommende er ikke selv i tvivl om, hvad der er rigtigt eller forkert, og han eller hun tænker sjældent videre over, hvad der betinger den moralske holdning. Ja, nogle forkaster til og med den form for refleksion, fordi den opfattes som tidsspilde.

Over for moral står etik. Etik kan defineres som refleksion over moral med henblik på at overveje, hvad det er, der betinger min eller vores moralske holdning. Når vi reflekterer etisk, indser vi, at holdningerne ikke nødvendigvis er universelle eller alment gyldige, men at de er betinget af en bestemt moralsk position. Det, der fremstår som universelt, er i virkeligheden betinget af nogle sociale normer, for eksempel i familien eller blandt kolleger. Det er med andre ord betinget af særlige omstændigheder og kunne derfor også være anderledes. Hertil kommer, at man i den etiske refleksionen også inddrager sig selv: Det, der tilsyneladende kun gælder for andre, gælder også for mig selv. Foragt og fordømmelse erstattes med selvinddragende refleksion. Etik handler om at kunne se en sag fra flere sider inklusive ens egen.

Corona-moralisering

Men hvad vil det så sige, at udtryksmåderne bliver moraliserende?

»Den, der ikke inddrager etik i sine moralske afgørelser, er moralist«, har Luhmann sagt (Luhmann, 2008 p. 280).

Hertil kommer at den, der moraliserer, altid peger ud ad. Moralisten fokuserer på de andre uden at inddrage sig selv. Endvidere generaliserer moralisten ved at udsige universelle domme uden at inddrage det, der betinger dommen: det specielle eller den specifikke sammenhæng.

Luhmann skriver: »Moralisering har en polemisk natur (…) På den måde kan der opstå steppebrande« (Luhmann, 2008 p. 280).

Eksemplet er her: ’De er simpelthen de unges skyld. Vi er alle ofre for deres risikoadfærd’. Effekten er dobbelt: Moralisten ser ikke bjælken i sit eget øje. De, der udsættes for moralisering, reagerer med negligering.

Der er to store problemer forbundet med corona-moralisering. Dels fordømmelsen af andres handlinger, uden at tænke over de specielle omstændigheder, de har – og at det derfor også kunne være anderledes. Dels tildelingen af emblemet risikoadfærd – for eksempel de ’risikable’ unge. Hvorfor er det et problem? Det er det, for hvis – i dette eksempel – de unge skal lære at forholde sig kritisk bevidst og fornuftigt til corona-smittefaren og til dens skiftende betingelser, skal de opleve at blive taget alvorligt og få viden, de kan omsætte i deres hverdagsliv. Fordømmelse er vejen til nedrullede gardiner, til ikke-læring og ikke-kompetenceudvikling. Ingen kan holde ud at indgå i den moraliserende corona-kommunikation ret længe ad gangen, og foragt, løftede pegefingre og bedrevidenhed er absolut ikke vejen til risiko-kompetenceudvikling.

Hvis man vil undgå, at corona-kommunikationen bliver moraliserende, må den indeholde etiske overvejelser

Hvis man vil undgå, at corona-kommunikationen bliver moraliserende, må den indeholde etiske overvejelser. Den moralske side af sagen er den, der giver en god mavefornemmelse. Den etiske handler om, hvad der er det rigtige at gøre i bestemte sammenhænge og hvorfor. Hvilke legeaftaler er eksempelvis de rigtige at hjælpe børnene med at lave og hvorfor? Svaret kunne være: de samme 2-3 venner, hvis familier ikke har haft covid-19-symptomer, for ikke at smittesprede. Eller de bedste venner i en gruppe på Facetime samme tid hver aften. Det er langt bedre end bare at nedlægge et moraliserende forbud.

Sundhedsstyrelsen har gennem corona-krisen magtet at åbne for etisk refleksion over sine moralske anbefalinger. Rådene og anbefalingerne fremstår enkle og ikke-fordømmende, selv om grundlaget for dem måske ikke er lige klart. Vi kan ikke alle gennemskue, hvorfor vi skal nyse i ærmet, men Sundhedsstyrelsen betjener sig tydeligvis af viden om folkesundhed, klinisk medicin og epidemiologi – snarere end af bebrejdelser. Endvidere er sundhedsopfattelsen både snæver: antal smittede og døde, og bred: børnene skal have mulighed for at lege med deres kammerater, ellers bliver de desperate. Sundhed kan nemlig defineres snævert, dvs. som fravær af smitte og sygdom, der skal forhindres mest muligt, men det kan også defineres bredere, hvor det inkluderer trivsel, som skal understøttes på trods af corona-isolationen. Vi ved fra sundhedspædagogisk forskning, at ikke-fordømmende, positive budskaber skaber de bedste betingelser for læring og kompetenceudvikling. Heroverfor står de negative og formynderiske budskaber. Men hvad gør man så, hvis nogen skal lære at opføre sig hensigtsmæssigt i forhold til den alvorlige coronasmitte?

Personlig beslutningsmyndighed

Enhver risiko er et resultat af beslutninger, ville Luhmann sige. Coronasmitten er en fare. Den kommer udefra, og vi kan ikke stille noget op. Vores måde at forholde os til coronasmitten på er en risiko, nemlig et resultat af beslutninger. Budskabet er: vi kan godt vurdere risikoadfærd, men vi kan ikke samtidig forvente, at dem, det handler om, tager budskabet til sig og forholder sig fornuftigt det. De skal nemlig selv kunne se risikoen, altså selv vurdere, om det, de gør, er risikabelt for dem selv eller for andre.

For at træffe risikobeslutninger har vi brug for viden og råd, vi kan gennemskue begrundelserne for. Hvis vi udelukkende oplever at blive anvist regler og råd uden begrundelser og uden hensyn til de specifikke omstændigheder, er det vanskeligt, ja usandsynligt, at vi kan flytte rådene til andre eller nye sammenhænge. Vi er ganske simpelt ikke blevet kompetente nok til at risikovurdere eller tage risikobeslutninger om, hvordan vi skal forholde os, og hvad vi skal gøre, når situationen bliver kompleks eller omstændighederne skifter. Derfor er det vigtigt at udvikle risikobeslutningskompetencer og personlig beslutningsmyndighed. For at udvikle risikobeslutningskompetence i forhold til coronasmitten må man vide noget om, hvordan corona smitter, hvordan risikoen reduceres og hvorfor. Kompetencerne udvikles ikke alene med håndsprit, men også ved at kende begrundelserne for de beskyttelsesstrategier, der anbefales. Kompetenceudviklingen handler også om helt konkrete, praktiske færdigheder til at omsætte den relevante viden i hverdagen.

Risikobeslutningskompetencen er nødvendig, men ikke tilstrækkelig, for uden almene idealer er kompetencerne blinde, fuldstændig ligesom almene idealer er tomme, hvis ikke de kan udfyldes og realiseres ved hjælp af betydelig viden og stærke færdigheder. Så ved siden af at bidrage til at målgrupperne tilegner sig kompetencer, må det andet overordnede formål være at rådgive og vejlede mennesker til at udvikle personlig beslutningsmyndighed. Målet er, at den enkelte former sin beslutningsmyndige personlighed.

Sapere aude - Vov at være klog

Hvad indebærer det? Det kan man præcisere ved at tydeliggøre, hvilke vidensformer og argumentationsformer, der lægges til grund for beslutningerne. Hvis man skal udsige en moralsk dom og dermed realisere sin refleksive beslutningsmyndighed, må man vide, hvilken vidensform den pågældende dom repræsenterer, og hvilken argumentationsform der kan gøre udsagnet gyldigt, dvs. hvor man henter sine argumenter fra. Vi må vide, hvad vi taler om, og hvordan vi argumenterer. Når Sundhedsstyrelsen sender digitale breve med coronainfomation til alle borgere over 15 år, handler det om viden, der er evidens for, dvs. viden der med stor sandsynlighed er sand. Hvis vi drøfter moralske handlinger, er det noget, vi mener. Hvis vi taler om fare, taler vi om noget, vi frygter, dvs. oplever eller føler. Nogle udsagn er gyldige og andre ikke.

»Jeg mener, at det er forkert at blive testet for covid-19, hvis der dermed ikke er kapacitet til at teste de kritisk vigtige sundhedspersoner« er et gyldigt udsagn.

Men at sige, at »Ingen privatpersoner bør testes, fordi corona-krisen raser«, er ikke gyldigt.

Hele idealet om den beslutningmyndige borger, der håndterer risici i kraft af sine kompetencer og ikke på grund af udefrakommende handlingstvang, kan sammenfattes med den tyske filosof Immanuel Kants berømte motto »Sapere aude«.

Det var med det motto, han indledte sin berømte artikel fra 1783 med svar på spørgsmålet: Hvad er oplysning? Sapere aude: Vov at være klog, eller bredere og med større appel: Hav mod til at bruge din egen forstand (Kant 1993 [1783]). Sig din mening. Stol på din dømmekraft. Vid, hvilke argumenter der er gyldige i hvilke sammenhænge.

Forbud kan se effektive ud, men de fungerer ikke i længden

Vær forpligtet på at fremføre dine holdninger på en sådan måde, at du i fællesskab med andre kan dele dine holdninger og kan (lære at) træffe velbegrundede og refleksive beslutninger – i denne sammenhæng at træffe risikobeslutninger.

Hvis vi holder fast i målgruppen de unge, er der her nogle eksempler på pædagogiske mål, dvs. mål for vejledning eller undervisning i forhold til at lære at træffe risikobeslutninger:

  • At de lærer at forholde sig til risiko på et oplyst grundlag, dvs. de kan gennemskue hvem der giver hvilke råd og anbefalinger, og hvorfor.
  • At de lærer at diskutere holdninger, fremføre meninger og ved, hvilke argumenter der er gyldige i hvilke sammenhænge.
  • At de forpligtes på at fremføre deres risikobeslutninger på en sådan måde, at de udveksler holdninger, viden og følelser og derudfra træffer velbegrundede og refleksive afgørelser i forhold til coronasmitten.

Konklusionen er, at udefrakommende adfærdsmodificering ikke er tilstrækkelig, heller ikke i disse coronatider. Forbud kan se effektive ud, men de fungerer ikke i længden, slet ikke i en situation, der er så kompleks og så indgribende som coronasmitten. Allerede i løbet af de første uger har vi lært,

  • At moral, etik og moralisering er tre forskellige slags kommunikation som i høj grad optræder i coronakommunikationen.
  • At moralisering er polemisk og i værste fald skaber steppebrande!
  • At den løftede pegefinger altid vender væk fra én selv – mod DIG eller DEM.
  • At fordømmelse af eller foragt for andres handlinger står i vejen for udvikling af personlig dømmekraft og risikobeslutningsmyndighed.

Over for adfærdsmodificering i kraft af forbud og påbud står velbegrundet oplysning og undervisning, også selv om ’tiden er knap, fordi smitten udvikler sig så hurtigt’. Vejen til at lære at træffe risikobeslutninger sker gennem ikke-formynderisk vejledning eller formidling. Ikke kun de unge – vi har alle brug for kompetencer til at omstille os og manøvrere fornuftigt. Ingen bør mødes med foragt eller fordømmelse – det skaber i yderste konsekvens kun endnu mere smitte. Den dag, vi opfører os hensigtsmæssigt, ikke fordi vi rammes af forbud, men fordi vi synes eller ved, at det vi gør er fornuftigt, er målet nået.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.politikensundhed@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden