0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Privatfoto
Foto: Privatfoto
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Leder på botilbud: Den utryghed og mistillid, personalet arbejder under, skaber forråelse og magtesløshed

Sikkerheden på nogle af landets bosteder er i dag så kritisk, at det ikke længere er et spørgsmål om det går galt – men hvornår og hvor ofte, skriver Ane Thoft Mikkelsen, der er afdelingleder for botilbud og bostøtte i Fonden Hedehuset.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hver fjerde drab i Danmark mellem 2012 og 2017 blev begået af en psykisk syg. Det er den nedslående overskrift på en ny rapport, som netop er udgivet af Justitsministeriet. Tallene er ikke overraskende og understreger nødvendigheden af et grundigt livtag med hele det psykiatriske område. For som Magnus Heunicke siger til Information:

»Vi kan forebygge nogle af de her drab med bedre behandling. De her høje tal er et resultat af en nødlidende psykiatri, som er presset på akutpladser, sengepladser og medarbejdere.«

Det er ikke længere et spørgsmål om det går galt – men hvornår og hvor ofte

Drab er den ultimative konsekvens, men bag statistikken gemmer sig også en hverdag for personale og beboere på flere af landets botilbud, som hver dag står med udad-reagerende og i nogle tilfælde også voldelige, psykotiske borgere.

Derfor er det magtpåliggende, at de politikere som snart sætter sig omkring forhandlingsbordet og lægger en plan for psykiatrien for de næste 10 år kigger på botilbuddene, hvor sikkerheden i dag nogle steder er så kritisk, at det ikke længere er et spørgsmål om det går galt – men hvornår og hvor ofte.

Med udgangspunkt i et tænkt, men virkelighedstro eksempel, som jeg har set mange versioner af i kraft af mit virke som afdelingsleder for et socialpsykiatrisk bosted, vil jeg i det følgende kaste lys over den komplekse problemstilling sikkerheden udgør for beboere, personale og pårørende på landets botilbud.

Når en beboer bliver psykotisk

Et eksempel kan være en vedvarende psykotisk og paranoid beboer, som har angstfyldte forestillinger og oplevelser, som vi andre ikke kan genkende. Han er færdigbehandlet i psykiatrien for flere år tilbage, og han får dagligt den medicin lægerne har ordineret.

Han oplever, at en militant hær huserer i lejligheden ved siden af, som aflytter og udspionerer ham. Han ved, at de er kommet for at hente ham. Han kan høre dem hele tiden, også om natten. Stemmerne i hovedet advarer konstant om den overhængende fare, og han lægger planer for, hvordan han skal forsvare sig, hvis de imaginære naboer angriber.

Hver gang det banker på døren, tror han, at det er hærføreren, som står uden for, med et skarpladt gevær, og han er klar til at forsvare sig, hvis det bliver nødvendigt. Måske er der rent faktisk nogen, der banker på døren, måske er der ikke. Men en ting er sikkert – hvis det banker på, er det en social- og sundhedsassistent, en pårørende eller en medbeboer.

Personalet har observeret faresignalerne, hørt trusler fra beboeren, og har gentagende gange bedt vagtlægen vurdere, om han kan indlægges, da de ikke længere kan tage ansvaret for ham. Vagtlægen ved, at det ikke er muligt, da beboeren rent faktisk ikke har gjort noget endnu. Han bliver derfor på bostedet.

For nogle beboere er dette scenarie hverdag, i mange år. For andre er det en forbigående periode, hvorefter tilstanden stabiliserer sig igen.

Personalet er naturligvis uddannet eller trænet i at håndtere sådanne situationer, men de ved, at hvis beboeren lige på denne dag handler på sine hallucinationer – i hvad han opfatter som selvforsvar – så kan det gå helt galt.

Det ulykkelige er, at det ind imellem sker, og så kan man næppe altid sige, at det er beboerens intention og ansvar, eller dårlig faglighed og manglende opmærksomhed fra personalet side.

Ingen akut livline

Man kunne spørge, hvorfor denne type beboer bor på et botilbud, når risikoen tilsyneladende er så høj. Det kan han sagtens. Men det, vi mangler i Danmark, er et system, som er indrettet til at tage sig af ham i de allermest akutte faser.

At det anerkendes, at personalet i dag faktisk står i disse situationer uden hjælp fra det øvrige system.

At det bliver fælles erkendt, at beboeren har brug for en eller anden form for specialiseret behandling eller hjælp.

At det kræver et tæt samarbejde imellem behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien, hvor en fælles indsats skal bedre beboerens tilstand og dermed øge sikkerheden for alle.

Og sidst, men ikke mindst, at der arbejdes på en tillid til det frontpersonale, som hver eneste dag er helt tæt på beboerne, og som faktisk godt kan vurdere, hvad der skal til for at øge sikkerheden.

Selvbestemmelse overfor sikkerhed

Den enkeltes beboers selvbestemmelsesret bliver et afgørende dilemma i denne kontekst.

Alle, jeg har mødt i dette arbejde, mener, at beboerne skal have så høj grad af selvbestemmelse som overhovedet muligt. At pille ved denne grundforudsætning skaber uoverstigelige moralske, demokratiske og etiske dilemmaer – det er tydeligt.

Det skal høres, når personalet beskriver, at de ikke tør at være alene med en meget syg og psykotisk beboer

Udfordringen er, at det samtidig sætter personalets sikkerhed over styr, når de har med beboere at gøre som er farlige, uden mulighed for assistance eller nok ressourcer til opgaven.

Det skal høres, når personalet beskriver, at de ikke tør at være alene med en meget syg og psykotisk beboer.

Og det skal høres, når personalet ikke kan forstå, at tilsynet kræver, at bostedet låser alle skuffer med knive i fælleskøkkenerne, for personalets sikkerhed, når beboeren må have køkkenskufferne i egen lejlighed (på bostedet) fyldt med knive.

Ressourcerne er ikke fulgt med

Sikkerheden på botilbud er en meget kompliceret problematik, som jeg ikke er nået i mål med at udfolde her. Det anerkender jeg.

Men som ansvarlig for både personale, beboere, studerende og frivillige, må jeg pointere, at ressourcerne til at løse de virkelig komplekse borgersager ikke er fulgt med ud på botilbuddene.

Den mistillid fra omverdenen og den utryghed, medarbejderne arbejder under, vil over tid, stille men sikkert, skabe grobund for mere forråelse som en følgesvend til magtesløsheden.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.politikensundhed@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden