0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Foto: Privat

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et debatindlæg.

Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Du er velkommen til at deltage i debatten – send dit indlæg til debat.sundhedsmonitor@pol.dk


Medarbejder på bosted: Mit arbejde er reduceret til nødværge

Hver dag undrer jeg mig over, hvorfor vi stadig vælger at gå på arbejde, skriver Lene Reinseth Koch, der arbejder på et socialpsykiatrisk bosted.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ville stilladsarbejderen bevæge sig op på sit stillads, hvis det hang og dinglede? Ville kirurgen gå i gang med at skære i patienten, hvis anæstesilægen ikke var mødt op på job? Ville lagermedarbejderen åbne butikken, hvis han var mødt op på job alene?

Når jeg tager på job, forventes det, at jeg skal klare det uafhængigt af, hvor mange kollegaer der er der på dagen.

Min sikkerhed, medicin, dokumentation, nødvendige plejeopgaver og som rosinen i enden kommer relationsarbejdet. Det er den prioriterede rækkefølge af mine daglige arbejdsopgaver på et socialpsykiatrisk bosted under paragraf 108.

Hver dag undrer jeg mig over, hvorfor vi stadig vælger at gå på arbejde

Jeg er uddannet pædagog og social- og sundhedsassistent med 22 års erfaring fra samme arbejdsplads, men som udviklingen har været indenfor området, kan min jobbeskrivelse i dag sidestilles med en lagermedarbejder i Føtex. Kort sagt minder min kontaktflade med de 51 borgere, som mine kolleger og jeg er ansvarlige for, om den kontakt, en lagermedarbejder i Føtex har med kunderne i butikken.

Når kun det allermest presserende

Og der er vel og mærke tale om 51 borgere med komplekse og individuelle udfordringer, der bevirker, at de er afhængige af støtte 24 timer i døgnet. Støtte i form af medicinadministration, madudbringning, personlig pleje, rengøring, indkøb, tøjvask, lægebesøg og meget, meget mere. Til at udføre denne støtte er vi 18 kontaktpersoner, spredt ud over alle ugens timer. Der er intet krav om minimumsnormering. I weekenderne og aftentimerne, hvor vi er tyndest besat, er vi ofte kun fire medarbejdere til stede, inklusive pædagogstuderende og vikarer.

Det er blevet et usundt arbejde med tiden, hvor kollegaer bukker under med stress, mistrivsel og et øget sygefravær

Det sker, at man står som eneansvarlig for at varetage medicinhåndteringen for de 51 borgere. At man er alene i vurderingen, når en borgers almene tilstand forværres enten fysisk eller psykisk. Det er mig som fast medarbejder, som borgerne henvender sig til ved utryghed eller akut behov for støtte, fordi de kender mig.

Det betyder, at jeg har travlt, rigtig travlt og alt for tit ikke når at danne mig et overblik over alle 51 borgere men kun det allermest presserende. Det betyder at mine egne behov forskydes og negligeres. Mad, væske og toiletbesøg kan altid skubbes til senere, eller til jeg har fri.

Nok er sgu nok

Det er blevet et usundt arbejde med tiden, hvor kollegaer bukker under med stress, mistrivsel og et øget sygefravær.

Hvor man kun kan overskue at hænge på, men ikke kan overskue at forholde sig til konsekvenserne af presset i længden.

Hvor det ikke længere nytter at sige højt, at man ikke kan holde det ud, for der er ingen, der gør noget for at ændre på forholdene.

Hvor jeg hver dag færdes i et minefelt med fare for at blive overfaldet uden at kunne få hjælp – for alarmsystemet virker ikke optimalt.

Det sker, at man står som eneansvarlig for at varetage medicinhåndteringen

Hvor jeg hver dag ved, at dette kunne være dagen, hvor jeg lavede en fejl, der kunne have fatale konsekvenser, fordi jeg har for travlt.

Hvor jeg hver dag mærker mine kollegaers og egen mistrivsel og frustration, men blot kan sætte pris på, at de også møder op på job dagen efter.

Hvor jeg hver dag undres over, at der ikke er nogen, der tager affære og siger, at nu er nok sgu nok.

Mit pædagogiske virke er blevet til nødværge og langvarigt omsorgssvigt af vores allersvageste samfundsborgere.

Og hver dag undrer jeg mig over, hvorfor vi stadig vælger at gå på arbejde, selvom jeg godt ved, at det handler om alle de relationer, vi er spundet ind i. Heldigt, at vi i sin tid nåede at skabe disse, for ellers var der ikke meget, der holdt os fast i feltet.

Deltag i debatten – send dit indlæg på 4-800 ord til debat.politikensundhed@pol.dk.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Forsiden